Computere, tablets, smartphones og andre digitale medier spiller en stor rolle i de flestes hverdag. Mange kan slet ikke forestille sig, hvad de skulle gøre, hvis de ikke havde sin telefon med sig eller er online – de ville føle sig helt ’lost’.

Udfordringen for undervisningssektoren er, hvordan alle disse apparater, som elever og de studerende bruger i deres hverdag, kan inddrages i undervisningen og være med til at sikre, at der foregår undervisningsaktiviteter, der støtter de mål, der er sat for undervisningen. Hvornår kan man eksempelvis bruge mobilen til at løse opgaver og samarbejde med, og hvornår er mobilen et forstyrrende element, der blot gør den lærende i stand til at opdatere sin Facebook-profil i stedet for at deltage i undervisningsaktiviteter? Og hvordan kan man skelne mellem meningsfuld brug og mis-brug? Mening for hvem og i hvilken sammenhæng kunne man spørge. Er viden det samme i dag, som det var for 100 år siden – og hvis ikke hvad betyder det så for undervisningen? Og hvad betyder i det hele taget den sociokulturelle kontekst for undervisning og læring – og har det noget at gøre med digitale medier?

Disse og en lang række andre spørgsmål med relation til forholdet mellem digitale medier og læring og undervisning tages op i antologien Rethinking Learning for a Digital Age, som er en selvstændig opfølger til den ligeledes fremragende antologi Rethinking Pedagogy for a Digital Age, der udkom i 2007. Helen Beetham og Rhona Sharpe har som redaktører denne gang fået bistand af Sara de Freitas. Det er en velredigeret antologi, hvor der gennemgående er sammenhæng mellem de forskellige bidrag.

Pointen i den første bog var, at de digitale medier – eller IKT – besidder et potentiale for at ændre undervisning og uddannelse i forhold til nye krav og mål, men også at disse medier ikke i sig selv driver en sådan ændring. Det vil derimod kræve en gentænkning af pædagogikken, og dermed blev undervisernes rolle udpeget som den centrale. Udnyttelsen af de potentialer for en forbedret undervisning, der følger med de digitale teknologier, hviler i høj grad på lærernes skuldre. Det er dem, der kan anvende eller ikke anvende teknologierne, og det er dem, der kan tillade – eller forbyde – forskellige typer af brug af medierne i undervisningen. Og det er også underviserne, der afgør, hvad meningsfulde aktiviteter er i en skolesammenhæng. Det er lærernes praksis, der bestemmer, hvad der kan foregå inden for undervisningens tid og rum.

I Rethinking Learning er fokus et andet. Undertitlen på antologien er How Learners are Shaping Their Own Experiences, og dermed indikeres det, at de lærende er i centrum for overvejelserne. I bogen tales der om den lærendes læringssti (learning footprints). Digitale medier gør det muligt i langt højere grad at lade den enkelte foretage personlige valg – personalisering – i et undervisningsforløb. Personal Learning Environments (PLE) er da også noget, der diskuteres meget i pædagogiske kredse i øjeblikket, selvom det ikke direkte har nogen central plads i Rethinking Learning, der fokuserer på mere generelle tendenser inden for undervisning. Fokuseringen på den lærende gør dog bogen meget relevant i diskussionen af PLE.

I stedet for at gennemgå nogle af artiklerne vil jeg her udpege en række centrale temaer, der går igen i en række artikler. Et af disse er spørgsmålet om, hvad læring, viden, uddannelse og undervisning er for nogle størrelser. Disse kategorier kan ikke være uanfægtet af den samfundsmæssige udvikling, som også har bevirket udvikling af smart kommunikationsteknologi. Det er ikke nødvendigvis de digitale medier, der er determinerende for, hvordan læringsbegrebet eksempelvis udvikler sig, men de indgår som en del af en ændring af praksisformer og nødvendige kompetencer, der følger med ændrede arbejdsforhold.

Det er et fælles udgangspunkt for artiklerne, at viden er noget andet end information. Viden bliver netop til viden i en bestemt sammenhæng og kan ikke forstås som noget helt abstrakt. Viden er ikke noget fast og uforanderligt. Derfor knytter læring og uddannelse sig mere til, hvordan man kan bearbejde informationer og inddrage dem i sammenhæng, hvor de giver mening. Denne mening skabes i en dialogisk proces, hvor de involverede i lige så høj grad udgøres af de medier, man anvender, som de øvrige forhold, der er med til at udgøre konteksten. Det er læring forstået som et element i en økologi, der er et gennemgående træk i antologien, og dermed er den også et bidrag i kampen om at definere, hvad målene skal i uddannelsesinstitutioner, der på deres side ikke (længere?) kan forstås som ’steder’, hvor viden og indsigt er ’opbevaret’ for at blive givet videre til de næste generationer.

De lærende kommer derfor også i centrum, da de ikke skal have overført noget til sig, men indgå i en meningsskabende proces. Som det fremgår af Ryberg og Dirckinck-Holmfelts artikel: ”The skills associated with knowledge creation are central to learning in the information age and this is the challenge that children who are already computer literate are posing for the education system”. Viden er ikke, men skabes i en proces.

De lærende er således i centrum, men på en anden måde end det ligger i forestillingen om, at de unge er ’så dygtige til det med medier’ – digital natives. Ideen om, at uddannelser må tilpasse sig de unges medievaner for at tiltrække dem og motivere dem, bygger på en myte om, at de unge allerede er kompetente mediebrugere, og derfor må underviserne blive det samme. Tværtimod er der meget, der taler mod denne myte. De unge er for det første ikke en ensartet gruppe – ”a single category” – og mange af dem er ikke særligt kompetente i at bruge computere eller andre medier. Og hvis de endelig er gode mediebrugere, så ved de for det andet typisk ikke, hvordan disse evner kan anvendes i en læringssammenhæng. Dygtigheden begrænser sig endelig ofte til en ’teknisk kunnen’, hvor de hurtigt kan finde de rigtige knapper og indstillinger, men ikke ved, hvordan de skal vurdere de informationer, de eventuelt finder, eller hvordan man strukturerer et argument osv.

De unge eller de lærende skal i centrum, fordi den måde, de skal danne viden på, kræver, at de skal bruge sig selv og den sammenhæng, de indgår i. De må med andre ord kommunikere med andre og samarbejde for at danne viden, der kan anvendes til de formål, de har for øje. Undervisningen må således lægge op til, at brugen af alle typer af værktøjer og medier indgår i en sammenhæng, som kan generere målrettet læring for deltagerne. Selvom de unge er placerede i praksisfællesskaber gennem deres deltagelse i undervisning og dermed ikke kan undgå at lære noget, så er det for undervisningsinstitutioner ikke ligegyldigt, hvad der læres. Derfor bliver det vigtigt, at der ligger overvejelser bag undervisningsaktiviteter, der fremmer bestemte typer af vidensdannelse. Og her er brugen af digitale teknologier i sig selv et kompetenceområde, som langt fra er udtømt med ’teknisk beherskelse’. Det er vigtigt at sætte fokus på, hvordan den tekniske beherskelse kan indgå som et element i en vidensproduktion.

De nye medier bliver ofte betragtet som mere effektive end de medier – kridt og tavle eksempelvis – de erstatter. Det er smartere at kunne gennemgå et stof på et smartboard (IWB) end på en kridttavle, da man kan bruge den samme gennemgang flere gange. Det er nemmere og hurtigere at gå på nettet end at bladre alle bibliotekets bøger igennem for at finde de informationer, man lige har brug for. Disse effektiviseringer har at gøre med en kulturel hastighedsforøgelse.

Men det er ikke her de radikale kulturelle udfordringer ligger. Tværtimod er effektivisering gennem digitale medier en del af en ’bevaringsstrategi’, hvor de digitale medier ses som en forlængelse af en samfundsmæssig model, der er karakteriseret ved industrialisering og modernitet. Medierne tænkes herved ind som en forlængelse eller forbedring af noget, der eksisterer i forvejen.

Men de digitale medier indgår også i en anderledes tænkning, der ser dem som et element i, et bidrag til eller en løftestang for nogle kulturelle forandringer, der har radikale konsekvenser for måden, vi tænker uddannelse på. De digitale medier indgår her i en diskussion om, hvor samfundet bevæger sig hen. Her er de digitale medier ikke interessante i sig selv – det bliver de kun fordi, de nu engang er tilstede og i højere grad end effektivisering peger på nye måder, som sætter den enkelte i centrum for menings- og vidensproduktion. Og her står individualitet netop ikke i modsætning til kollektivisme, da den enkelte altid indgår i sammenhænge og vidensproduktion aldrig skabes i et tomrum, men altid dialogisk mellem samtalepartnere, teknologier, fysiske og mentale kontekster.

Derfor bliver samarbejde også en af vigtige ingredienser i en undervisningssammenhæng. Det er ikke vigtigt at vide noget bestemt, men det er vigtigt i fællesskab at kunne producere meningsfuld viden. ”There is no limit to what you can accomplish if you don’t care who gets the credit”, som der angiveligt stod på et skilt på Ronald Reagans skrivebord. ”Sharing is power” er en anden måde at udtrykke det samme på. Det er videndeling med andre og den viden, der i et fællesskab og i en sammenhæng giver mening, der er vigtig for, hvad man er i stand til at gøre. Og de nye medier bidrager netop til at opøve kompetencerne til deling og samproduktion – at generere og designe sammen.

De sidste citater er ikke taget fra Rethinking Learning, men de udtrykker et tema, der går gennem bogen, om, hvordan man kan tænke læring og undervisning ud fra den lærende. Der peges på, at selvom – nogle af – de lærende har mediekompetencer, er de primært på et teknisk og ikke et meningsskabende niveau. Sharpe og Beetham taler om fire niveauer i digital dannelse, hvor det nederste niveau udgøres af ’functional access’. Det er her vi oftest finder ’the digital natives’. Det andet niveau handler om ’Skills’, hvor de lærende kan anvende deres evner i ”a variety of learning contexts”. Tredje niveau går på ’Practices’, hvor den lærende er i stand til at foretage informerede valg at mediebrug ud fra konkrete individuelle eller fælles behov.

De sidste niveau kalder de ”Creative Appropriation”: ”Learners make use of the skills and practices they have developed to create their own learning environments.”. Dette er målet med undervisningen – det er at sætte mål for læring gennem undervisning – og her er de nye teknologier anvendelige, fordi de er velegnede til personaliseringer, hvor den enkelte kan foretage valg om læringssti, og hvor undervisningen er en udfordring af den enkeltes valg uden at fratage den enkelte kompetencen til at foretage valget.

Dette kan der siges meget om – og det gør der også i Rethinking Learning, som jeg meget varmt vil anbefale til alle, der arbejder med undervisning uanset på hvilket trin.