Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Deutschstunde. Tysk kulturimport i Danmark efter 1945 / Ernst-Ullrich Pinkert og Anker Gemzøe (red.) / 184 sider
Praesens Verlag. ISBN
Anmeldt 25/2 2008, 17:09 af Bent Sørensen

Det’ en Tysker, Kvik! – eller Tysktime på Dansk


Det’ en Tysker, Kvik! – eller Tysktime på Dansk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Når Grisehandler Larsen i Matador træner sin foxterrier til ikke at røre de lækkerbidder han bilder hunden ind er tyskere, har vi et fint billede på den danske reception af tyskheden i krigsårene og umiddelbart efter. Hvis det er tysk, bør eller vil vi ikke vide af det... Og måske var tysktimerne heller ikke de mest populære i mine skoledage i 70erne (selv om jeg klart foretrak dem frem for gymnastik) – og man forstår af rapporter fra seminarier og gymnasier landet over at det måske ikke står bedre til her i 2008...

Selvfølgelig er der i de godt 6 årtier efter anden verdenskrig sket nuanceringer af dette sort-hvide fjendebillede, og kulturudvekslingen landene imellem har oplevet en vis grad af renæssance – ofte ansporet af nye og spændende (sub)-kulturelle trends fra naboen i syd. Men alligevel går der lange spor af anti-tyske holdninger op igennem den danske kulturdebat og kritiktradition i efterkrigsårene, hvor det dansk-tyske forhold, naturligt nok, er farvet af nazismens brug af visse aspekter af tysksproget kultur i sin ideologi og praksis. På musikkens område er Wagner-receptionen aldrig helt blevet den samme, og noget lignende gør sig gældende for filosofi-traditionens holdning til Nietzsche og litteraturhistoriens fortællinger om Hermann Hesse og mange andre kanoniserede figurer – ja selv Thomas Mann går ikke altid ram forbi. Sådanne fluktuationer i receptionen af kulturfænomener og de dertil knyttede forsknings- og uddannelsesmæssige konsekvenser er godt stof for kulturstudier og -forskning.

Projekter som Aalborg Universitets Center for Dansk-Tysk Kulturtransfer handler både om at forstå sådanne historisk betingede processer og om at gøre noget ved sagen, ikke mindst da tyskfaget i snart mange år har været trængt på universiteterne i Danmark og nu senest med gymnasiereformen virker på vej til at blive nærmest udryddet på det niveau. Centerets nyeste publikation er samlingen Deutschstunde – Tysk Kulturimport i Danmark efter 1945 (red. af Ulli Pinkert og Anker Gemzøe), som består af redigerede papers fra et seminar på AAU i 2005. Som titlen angiver, er det her den danske reception af tyske kulturprodukter der undersøges, ofte gennem den måde en tysk-sproget påvirkning har sat sig spor i danske litterære værker eller kulturfænomener såsom tidsskrifters udgivelsespraksis, avisanmeldelser etc. Dette giver anledning til en række spændende enkeltartikler, der svinger fra nærlæsninger af et enkelt dansk værk eller forfatterskab til bredere sociologiske afsøgninger af et tysk forfatterskabs reception i den danske offentlighed. Bogens svaghed deler den med de fleste sådanne proceedings-baserede publikationer: Sammenhængskraften i bogen er direkte proportionel med den grad af disciplin bidragyderne udviser med hensyn til at holde sig den forud fastlagte vinkling på stoffet for øje.

Ulli Pinkerts glimrende introduktion til samlingen griber fast i den ovenfor anførte tendens til at man, selv årtier efter krigens slutning, i danske intellektuelle eller kulturelle sammenhænge insisterer på (på negativ vis) at overtræde den britiske komediefigur Basil Fawltys diktum: Don’t mention the War... Alt for ofte bliver det en bekvem undskyldning for ikke at tage en potentiel tysk kulturdominans alvorligt at referere til nazismens forurening af den tyske tradition, og ’tyskerforagten’ kan uden varsel slå igennem hos selv velbegavede og progressive kulturproducenter og -debattører. Den positive side af kulturimporten fra Tyskland til Danmark kan dog også tage mange former, rangerende fra referencer til historiske perioder hvor beundringen for tysk finkultur var stor i Danmark, eller hvor den sproglige påvirkning var af dimensioner der ligner den dominans som engelsk nu har og som måske begynder at ligne en ny form for lingua franca-hegemoni. Mikrosproglige forekomster af lån fra tysk kan dog stadig anføres som eksempler på at alt (måske) ikke er tabt for det tyske sprogs efterliv i Danmark – senest markedsføres Folkevogne således i Danmark (og internationalt) under sloganet ”Das Auto”. Men hvad skal man på den anden side så mene om SEATs brug på det danske marked af stereotypen: ”Tysk kraft – spansk saft”?

De enkelte artikler i bogen er i sagens natur en samling blandede bolsjer (og ikke altid Bismarks-klumper). Den altid solide Søren Schou fra RUC bidrager med en i sig selv nøgtern afsøgning af temaet ’nøgternhed’ som en tyskinflueret trope i dansk efterkrigsprosa. Schou anfører at populærkulturen i langt højere grad end finkulturen holdt sig selv fast i det primitive ’alle tyskere var jo nazister’-paradigme, og insisterer på at mange danske forfattere og intellektuelle var hurtigere til at blive fordomsfrie i omgangen med tysk efterkrigstidslitteratur. Man kan kigge på oversættelses- og formidlingsfrekvensen af udvalgte tyske forfattere hos deres danske kolleger, og her fremstår både Rilke og Mann tidligt som ’rene’ forfatterskaber i den danske forståelse. Senere toner figurer som Böll og Grass selvfølgelig frem som massivt populære i Danmark, men samtidig er det schweiziske tysksprogede forfattere som Frisch og Dürrenmatt man måske kan anføre som dem danskere som Sarvig og Branner især lærer af.

Bonde Nielsen fra KU står for et af de længere bidrag i bogen, og også et af de mere absurde. Til at starte med slår han sig en del i tøjret over de begrænsninger seminarets call-for-papers har underlagt ham, og det bliver til mildt underholdende referater af ting Bonde har læst i dagbladene i sommerens løb – herunder Dan Turells i Politiken genoptrykte 1976-kronik om USAs kulturimperialisme. Det er så hvad det er, og betragtningerne om ’indflydelse’ og ’import’ som potentielt belastede begrebsdannelser til at diskutere det dansk-tyske kulturelle skæbnefællesskab med er bestemt relevante. Derimod er det skuffende at anden halvdel af artiklen helt tydeligt er materiale Bonde har lavet til en anden sammenhæng (omhandlende de redaktionelle forhold på tidsskriftet Vindrose i historisk perspektiv og stor detaljeringsgrad), og især skuffer det at denne halvdels pointer overhovedet ikke forsøges relateret til seminarets tema, eller til artiklens egen første del.

Steen Klitgaard Poulsen fra AU laver et ikke særligt dybtgående rids af Nietzsche-receptionen i Danmark fra Brandes og frem. Dette er nyttigt arbejde at have for potentielle specialestuderende, men føjer vel ikke meget nyt til for forskere i feltet – dertil kommer man for lidt ned i de enkelte danskeres brug af Nietzsche. Generelt synes man at kunne konstatere at Nietzsche endnu ikke har fået den renæssance i Danmark som han har i f.eks. USA, hvor mange poststrukturalistiske kritikere og kulturfilosoffer er gået i flyverskjul under Nietzsches overskæg efter mange urolige år på den flydende signifiers oprørte vande. Poulsens indledning kommer faktisk til at pege på det mest relevante diskussionspunkt i forbindelse med Deutschstunde som helhed: Har den gode gamle komparative metode stadig noget at give? I en britisk sammenhæng må man – efter min erfaring – sige at den oftest er ret dræbende i sine søgte sammenligninger for sammenligningens egen skyld, men i dansk sammenhæng er litteraturvidenskaben jo traditionelt mere teoretisk orienteret, mens nærlæsningens virtuoser oftest huserer i de fag der varetager nationalfilologierne (tysk, nordisk, fransk, engelsk). Så, jo – hvis vi kan få nærlæsernes evner ud af disse isolerede ’ghettoer’ og gjort dem nyttige i komparationens tjeneste, så er det OK med mig.

Gode eksempler på denne frembrydende trend er Louise Mønster og Lilian Munk Rösings to bidrag. Rösing (KU) er ude i et svært ærinde, når hun læser Celans ”Dødsfuga” i stor og lærd detalje (med behørig nævnelse af Adornos post-holocaust kulturpessimisme) og derefter den danske lyriker Lars Skinnebach gennem Celan-optikken. Det giver mange lækre detail-indsigter, men fører også til en del lovlig vovede og uunderbyggede påstande om påvirkning og intertekstuelle spor (især hvor Heine med vold og magt skal med i en noget svagt dokumenteret three-some med Celan og Skinnebach). Rösing synes også at være fuldstændig ubekymret ved at slå simile og metafor sammen som et fedt hos Celan, ligesom hun går lovlig let hen over forskelle og ligheder mellem tango og fuga – hvilket kan undre lidt...

Mønster (PhD fra Dansk, AAU) takler den (efter min stærkt subjektive mening) bedste nyere danske lyriker, Henrik Nordbrandt (men rammer ikke et af Nordbrandts bedste værker ved valget af Ormene ved himlens port) og læser hans elegi for en afdød elsket i tandem med Rilkes Orfeus-sonetter. Dette giver anledning til visse formelle sammenligninger, hvilket er potentielt interessant, men også en invitation til overflødigt flueknepperi. Jeg er i hvert fald ikke helt med på at Mønsters beskrivelse af frekvensen af trykstærke stavelser er voldsomt relevant for læsningen som helhed (jeg er ikke engang sikker på at hun tæller rigtigt i de linjer hvor Nordbrandt kører med heksameter, men lad os nu ikke nørde for meget...) Sammenligningen mellem de to digt-kredse er ikke voldsomt overbevisende som et tilfælde af (Anxiety of) influence, men de individuelle læsninger er gode i sig selv (skønt jeg savner en ordentlig analyse af broen over Acheron, som har været kendt siden Plinius).

To andre essays har også fat i indflydelses-problematikken, men gør det på en mindre tekstnær måde. Disse bidrag er i det hele taget det man på engelsk kalder breezy, dvs. noget mindre bekymrede omkring detaljerigdom og præcision. Det kan fint gå i visse mundtlige formidlingssammenhænge, men kan være noget mere belastende på tryk. Det vi har fat i her er forskellen på et seminar-oplæg og et kapitel i en forskningspublikation, og det bliver for bidragene fra Moritz Schramm og Elisabeth Friis (KU) deres akilleshæl. Schramms causeri om Michael Strunges fascination af Berlin er mere biografisk (det er Berliner Luft og en forelskelse der udgør indflydelsen) end tekstbaseret og ville egne sig godt til oplæsning i radioen – men på tryk savner man uddybning af mange punkter og en mere pointeret slutning. Friis låner i sin titel en vending (Echt Deutsch) fra T.S. Eliot, men der skal lidt mere til for at fokusere hendes bemærkninger om eksempler på code switching til tysk i dansk samtidslitteratur. Man sidder som man ofte gør ved konferencer (men aldrig ønsker at gøre som anmelder) tilbage med det store spørgsmål: ”So what?

Den opmærksomme læser vil have bemærket at jeg har gemt de tre artikler til sidst som er forfattet af mine nuværende medfanger på den røde gang på AAUs Institut for Sprog og Kultur. Dette gør jeg dels i håb om at jeg i det ovenstående har fået luft for mine værste perfiditeter, så jeg også i fremtiden kan have et kollegialt forhold til de tre forskere, dels fordi jeg faktisk i læseprocessen har ventet med at kigge på deres artikler til de andre havde bundfældet sig. Klaus Bohnen (Tysk, AAU) overrasker med sin kvantitative approach (statistik over anmeldelser og spørgeskema-undersøgelse) til Hesse-receptionen i Danmark, dog suppleret med et kvalitativt aspekt i gennemlæsningen af den offentlige del af receptionen. Det drejer sig om grundforskning i den egentlige forstand og giver et overblik over dette emne som ganske enkelt ikke fandtes før Bohnen lavede denne forskning. Hesses forfatterskab viser sig at have sat dybe spor i den danske debat og litterære og populærkulturelle praksis. Det sidste er ikke så overraskende, da der næppe er andre tysksprogede forfattere der har produceret en roman der har lagt navn til både et dansk (Steppeulvene) og et amerikansk (Steppenwolf) rock-band (selvom forskellen mellem ”de violette snabeltyrkersko” og ”dunhammeraftenen” på den ene side og ”BORN TO BE WIIIILD” er ganske stor). Imidlertid er modkulturen i 1960erne ikke alene om at være influeret af Hesses tanker og ord, og en mørkere side (fascinationen af overmennesket og den mentale kontrol) kommer også tydeligt til syne i Bohnens redegørelse for danskernes brug af Hesse.

Peter Stein Larsen og Anker Gemzøe (begge Dansk, AAU) vælger spor-metaforen til at styre deres artikler. Gemzøe læser Villy Sørensen som en kompleks figur i dansk åndsliv, der presser roman-formen til det yderste efter danske sen-modernistiske standarder. Han ses også som en stor kulturformidler (oversætter og essayist), der på den fuldt dannede litterat og filosofs forventelige niveau bemestrer arven fra det tyske. Gemzøe systematiserer Sørensens tysk-optagethed i fem faser: Vindrose-årene med Broch, Kafka og Mann, filosofi-fasen med Marx og Nietzsche, den lidt magre Goethe-fase, opera-fasen med Wagner, og sluttelig en opsamlingsfase, hvor mange genrer er på spil, fra folkeeventyr til Schiller og Lessing. Specifikt testes de litterære tilfælde Thomas Mann, Franz Kafka og Hermann Broch som sporafsættende hos Sørensen. Af disse tre er det gennemgangen af Broch der er mest givende hos Gemzøe – måske af den simple grund at den sti er mindre nedtrampet af forudgående sporhunde.

Stein Larsen er lyrikmand, og sporene han følger tager udgangspunkt i Heretica, og leder til en Bjørnvig – Rilke akse såvel som en Wivel – Stephan George akse. Igen er det oversættelser og kritiske essays af de danske digtere der er sporudløsende, hvorefter man også med god samvittighed kan søge efter tyske fodaftryk i den digteriske praksis. Senere lyrik (igen Vindrose-relateret) giver anledning til en Malinowski – Trakl akse, mens Gottfried Benn må lægge skuldre til en hel lille apostel-skare af danske digtere. Nærmere vor egen tid møder vi de farverige danske skikkelser Niels Frank og Lars Bukdahl, som generelt beskrives som mere humlebiagtige i deres sværmeri med flerfoldige tyskere end de tidligere generationers mere mekanistiske sammenkobling med et enkelt lokomotiv. Bukdahl kommer dog i Stein Larsens optik især tæt på en kobling med Kurt Schwitters ungdomsdigt (1919) om Anna Blume, der efter Bukdahls gendigtning indgår i et litteraturhistorisk polygami-forhold med både Kurt og Lars. Tillad mig at gøre dette til endnu en menage-a-trois ved at tilføje Paul Austers bidrag til denne kulturtransfer. Hans fascination af Anne Blume-figuren er velkendt blandt angelsaksisk orienterede litterater (hun er f.eks. hovedpersonen i romanen The Country of Last Things, og var tæt på at blive titelfiguren indtil Auster droppede sin arbejdstitel Anna Blume Walks through the 20th Century). Således kan der af og til være brug for en amerikanist der ved noget om postmodernisme og palimpsester, også i belysningen af den dansk-tyske kulturakse.

Alt i alt er bogen en smule ujævn i de enkelte bidrags intentioner og vægt, men den er en glimrende illustration af de forskellige universitets- og forskningstendenser der findes repræsenteret i danske tysk- og nordiskmiljøer i det 21. århundrede. Jeg anbefaler udgivelsen til alle der har et islæt af tyskerforagt i deres indre Schweinhund – de kan, som jeg blev, blive meget klogere om den mangfoldige kulturtransfer mellem det tyske og det danske ved læsningen af Deutschstunde – blot synd at der er så lidt med i bogen om forholdet mellem det udanske og det utyske!

26
Forrige anmeldelse
« Følelser og kognition «
Næste anmeldelse
» TV-Faktaprogrammer »