Betsy Udink, der i en årrække har arbejdet som journalist i Mellemøsten, har boet i Pakistan fra 2002 til 2005. Allah & Eva handler om hendes år der. Udink rejser på ture til en række steder, hvor ingen frivilligt opholder sig, og møder her usædvanlige og ofte tragiske skæbner. Fx i et kvindefængsel i Peshawar, hvor kvinder og børn, mange af dem uskyldige, lever under umenneskelige forhold. Eller en familie-konference i samme by, hvor hun lærer, hvordan den perfekte muslimske kvinde skal gebærde sig. Uanset hvor Udink vender sig hen, oplever hun ydmygelse, undertrykkelse og misbrug af kvinder som et indgroet træk i parløbet mellem islam og den pakistanske stat. Allah og Eva er Udinks fremstilling af Pakistan, som hun ser en nation, hvor hustruvold, æresdrab og tvangsægteskaber er fremtrædende.

Som hustru til en diplomat har Betsy Udink været rundt omkring. Allah og Eva er hendes beretning om de tre år, hun tilbragte i Pakistan, et land som hun i bogen beskriver som det mest dødelige land i verden for kvinder. Udink bruger bogen til at beskrive kvinders forhold i Pakistan, hvor der ifølge Amnesty International var 1250 tilfælde af æresrelaterede drab på kvinder i 2004 alene, et tal som i realiteten kan være meget højere, da drabene ofte ikke underrettes myndighederne.

I bogen portrætterer Udink således pakistanske kvinders livsvilkår, og giver eksempler på æresdrab, hustruvold. Hun postulerer endvidere, at kvinderne i pakistanske fængsler er privilegerede, da de her er sikre fra deres familier. I et fængsel møder hun bl.a. Gulnaz, Nafisa og andre kvinder, der alle kan takke deres familiemedlemmer eller ægtefæller for, at de er i fængsel. Dette pga. anklager om ægteskabsbrud, skændsel mod familiens ære og mere. Hun tegner et dystert billede af pakistanske kvinders skæbne, der vil bringe enhver menneskerettighedsforkæmpers harme.

I den anden halvdel af bogen vender hun opmærksomheden mod andre skyggesider af det pakistanske samfund, bl.a. børnemisbrug, forfølgelsen af kristne og muslimske minoriteter, fattige der sælger sine organer på det sorte marked for at få penge til dagens føde og gennemgribende korruption blandt landets magtelite.

Igennem bogen skifter Udink mellem at beskrive sin egen ”fantastiske” hverdag med gåture ved bjergene og hendes flotte have. Hun sidestiller det med de kummerlige forhold for pakistanske kvinder og voldtægt, mord og mutilation, som en dagligdagsbegivenhed i det pakistanske samfund. Man kan argumentere for, at hun derigennem ophøjer sin egen vestlige livsstil overfor det ”primitive” pakistanske, og med hendes grusomme eksempler drages læseren mod at give hende ret i hendes opfattelse, men læseren må her være opmærksom: Hvis man forventer, at informationerne i denne bog er saglige, bliver man skuffet. Hendes postulater og eksempler er overgeneraliserende og synes ekstremt farvet af hendes engagement i pakistanske kvindeforhold.

Udink giver størstedel Islam skylden for kvindernes tilstand og eksemplificerer sin holdning ved bl.a. at berette om en konference hun deltog i, organiseret af ”The International Muslim Women Union”, en fundamentalistisk kvindeorganisation, der tolker Islam på en radikal måde, som retfærdiggør undertrykkelsen af kvinder og tager afstand fra Vesten. Ved at henvise til denne fundamentalistiske gruppe understøtter Udink sin påstand om Islams negative indflydelse på (pakistanske) kvinders vilkår og som roden til alt ondt i Pakistan. En situation, der ifølge Udink ikke kan ændres, så længe Islam er religionen i Pakistan.

På trods af at Udink giver udtryk for, at bogen ikke er ment som en kritik af Islam, synes det dog hendes vigtigste ærinde at forklare, hvordan de kummerlige forhold i Pakistan skyldes Islam, bl.a. ved at henvise til Hadith (beretninger om profeten Muhammeds handlinger). Men kan pakistanske kvinders forhold generaliseres til alle muslimske kvinder? Pakistan er et patriarkalsk stammesamfund med traditioner, der stammer fra præislamsk tid, og hvad er det konkret, der beviser, at æresdrab mv. er muslimsk indflydelse?

Jeg var meget pessimistisk stemt mod bogen, da jeg var færdig med at læse den. Fra mit synspunkt er det altid vigtigt at belyse menneskelige problematikker, og der er uden tvivl problemer med kvindeundertrykkelse og meget andet i det pakistanske samfund, men når bøger som denne fremstiller problematikken på så usaglig vis, frastødes jeg personligt. Udink, der er journalist, burde vide bedre, når det kommer til journalistik end at producere et så overgeneraliserende og pessimistisk syn. For ifølge hende er der ingen løsning på dette problem – sikke et budskab at sidde med efter at have læst 250 sider spækket med eksempler på mord, voldtægt og mutilation! Endvidere er bogen ikke velskrevet, kapitlerne har ingen rød tråd og hænger ganske simpelt ikke sammen, så alt i alt en skuffende bog, der ikke vil gøre noget godt for en i forvejen stærkt pessimistisk og anklagende debat omkring kvinders forhold i Islam.