Den vestlige modernitet har medført, at verden er blevet affortryllet og gudløs. Et sekulært samfund behøver ikke absolutte instanser, der fungerer som garant for de love, som forvaltes – det er nok, at etikken råder, og at vi ved fælles hjælp har fundet frem til en løsningsmodel, som kan skabe ro, orden og tryghed. Denne modernitet er – i menneskehedens historie – en ny opfindelse, og det er ikke ethvert samfund, der har fundet det belejligt at adskille tro og samfund. Kritiske røster peger endda også på, at det danske samfund stadig ikke har løsrevet sig helt fra troens rammer. Men spørgsmålet er dog, hvad der sker med de guddommelige love, når et samfund udvikler sine egne. Det har den spanske filosof Fernando Savater sat sig for at efterprøve i sin bog De Ti Bud i det 21. århundrede, der tager Mosebøgernes stentavler under kærlig behandling.

Med sædvanlig tæft og durkdreven humoristisk stil tager Savater de enkelte bud et for et for at undersøge, hvordan de fungerer eller ikke fungerer i nutidens vestlige samfund. Det betyder, at selvom det er en filosofibog, så er den temmelig tilgængelig for de fleste, som interesserer sig for den jødiske lov, der – som bekendt – også dannede grundlag for de efterfølgende monoteistiske trosretninger, kristendom og islam. Med utallige henvisninger til særligt populære, sydamerikanske offentlige skikkelse såvel som velkendt populærkultur formår Savater at holde læseren fint fast gennem nogle ikke helt nemme diskussioner. Særligt de små indledninger, hvor forfatteren diskuterer direkte med Gud, er ofte temmelig morsomme. Derfor er Savaters bog en formidlende filosofi, der viser sig at være overraskende aktuel og vedkommende.

For de fleste vil De Ti Bud ikke betyde ret meget i dag. Vestlige samfund har egne sekulære love, mens de fleste individer i høj grad ville grine fjoget af nogle ofte lidt fjollede påbud. Enhver, der har gæstet Jomfru Ane Gade en lørdag aften, vil le ad buddet om ikke at bedrive hor. Denne Ane kan vist ikke længere begunstige sig selv under titlen jomfru. De fleste vestlige kulturer har med andre ord bevæget sig langt væk fra den historiske sammenhæng, hvorfra buddene oprindelig blev formuleret. Moses’ samtid var en periode, hvor helt andre måder at forstå samfundet på herskede, og hvor socialisme og feminisme endnu ikke havde installeret gunstige vilkår for social mobilitet og et mere moderne kvindesyn. Af samme grund er Savater også nødsaget til at genindlæse buddene i den historiske samtid; det, der dog er mest overraskende, er, at han alligevel lynsnart formår at trække dem op til vores nutid, hvor deres relevans trækkes relativt klart op.

Der er på den måde selvfølgelig enkelte bud, der i de vestlige, sekulære samfund er ufravigelige. Buddene, der sætter sig imod at stjæle og slå ihjel, gælder i dag, som var stentavlerne hugget i den danske højesteret. Men kigger vi dem efter i sømmene, så har sådanne bud i høj en religiøs forhistorie, der viser buddenes mindre kønne ansigt. I kombination med andre bud – særligt det første bud om, at du ikke må have andre guder – har et begreb som at slå ihjel været tolket inden for ganske vide rammer. I mere moderne facon får Savater også koblet en sådan tankegang til nutidens samfund – der er sammenhænge, hvor vold og mord er accepteret (som krigsførende nation har vi selv fra politisk side fx sanktioneret mord). På den måde fremhæver Savater disse og flere andre bud som særdeles tvetydige og kulturelt forankret.

Spørgsmålet er derfor så, hvad det er, der gør, at Savater – som ikke-troende – ikke blot afviser De Ti Buds gyldighed. Når nu de er så kulturelt og historisk belastede, kunne vi godt forestille os, at han ville pille budene fra hinanden med mange oplagte beviser, der understreger deres ugyldighed i dag. Det gør Savater bare ikke. I stedet analyserer han budene flertydigt og med skarpt blik for den kulturanalyse, som han forudsætter. Keld Holm, der har skrevet et kortfattet forord til bogen, trækker her K.E. Løgstrup ind, der har formuleret, at når nu ondskaben trives i bedste velgående inden for vores verdslige retssamfund, så er vores nedskrevne lov ikke tilstrækkelig. Det er på den måde, Savater viser sig som den etiker, han egentlig er: Denne type bud, som De Ti Bud er et oplagt eksempel på, kan fungere som en etisk rettesnor, som vi spænder i mellem os – det er ikke alt, vi kan lovgive os ud af, og derfor har vi brug for nogle rammer, som vi kan eksistere indenfor.

Indirekte får Savater fremhævet buddene som livsbekræftende, selvom de er stærkt begrænsende. Det handler om bevarelsen af noget godt inden for den samling af individer, der tilhører og overholder troen – det var netop derfor, Jesus var så pokker provokerende: Han fremhævede, at det, der kun gjaldt jøderne, gjaldt alle. Denne etiske ramme, som buddene har installeret, er endnu ikke udslettet, men fungerer som kulturetiske forudsætninger, men det betyder ikke, at Savater fremhæver buddene som et ultimativt gode. Slet ikke! Tværtimod er der ikke ét af buddene, han fremhæver som entydige – de er alle behæftet med problemer, som han ærligt fremhæver over for den Gud, han indledningsvist skriver direkte til, uden at tro på denne.

Derfor er Savaters bog en analyse af den kulturelle tvetydighed, der for det første ligger i buddene, men for det andet også dermed er indbygget i de samfund, der er spundet ud fra disse tankemønstre. For Savater er det ikke noget problem – det betyder i stedet, at denne tankegang, som påbud vækker, kan være med til at vække nødvendig eftertænksomhed. Derfor kalder Keld Holm også bogen for et tolerancens manifest, hvilket bygger på, at den tvivl, der forvaltes i buddene leder til forsoning – bud kan jo nærmest kun, hvor absolutte end, de er, komme ud af tvivl. Tillader vi os at tvivle på noget, og i dette tilfælde er vi tydeligvis nødt til det, fordi buddene er blevet tolket så enormt forskelligt igennem historien, så åbner det for dialog og åbenhed – især hvis vi tør stole på tvivlen. Det betyder slet ikke, at vi skal acceptere hvad som helst, men vi skal tillade at kunne diskutere. At kunne diskutere med Gud, hvis det er det, vi ønsker.

Savaters bog – hvor end sympatisk, den er – er ikke uproblematisk. Selvom han fremhæver de knaster, som alle buddene har, og jeg tror, han få dem alle med, så ser han muligvis for stort på nogle problemer, der ligger i flere af dem. Buddene, som han tolker dem, er tydeligvis indhyllet i en latinsk kulturforståelse, som også giver sig udslag i forskellige oversættelser af buddene. Her fremhæver han eksempelvis – under henvisning til det niende bud om ikke at begære sin næstes hustru – godt nok kritisk de latinske mænd machoisme, der kan forstyrre en fortjent feminisme, men det forbliver lidt som en henkastet kritik. Feminismen har ikke sejret overalt, og her kunne han godt have fokuseret skarpere på de problemer, som mange religioner – herunder kristendommen – har med det patriarkalske. Disse problemer er desværre endnu ikke udryddet, og fortjener mere end en henkastet kritik.

Stilen fortjener også et par ord – hvilket nok også hænger sammen med det lidt uproblematiske møde med dekalogiske kontroverser: På den ene side er det den essayistiske stil, der får bogen til at fungere så letlæst og tilgængelig, som den er. Men den er på den anden side derfor heller ikke nødvendigvis helstøbt, argumentatorisk konsistent eller helt troværdig. Argumenterne er ofte lidt letkøbte, og Savater er ikke altid sin egen kulturelle historie helt bevidst. Tilmed forfalder han momentvist til nogle korte slutninger og lette argumenter – fx forudsætter han, at vi alle i vestlige samfund er misundelige på politikere, fordi de har mere end os. Det er jeg nu ikke sikker på er tilfældet.