Denne bog er en meget velkommen tilføjelse til den efterhånden ganske omfattende danske litteratur om videnskabsteori og –filosofi. Dels er den velskrevet, velredigeret og up-to-date, dels er den bevidst skrevet som en ’videregående’ bog, rettet mod læsere med basal viden om feltet – f.eks. studerende, der har et kursus i ”Fagets videnskabsteori” bag sig. Bogen er altså bl.a. et tilbud til kandidat- og ph.d.-studerende, der ønsker et dybere kendskab til de videnskabsteoretiske grundpositioner og hovedretninger og videnskabsfilosofiske hovedtemaer. Bogen er bygget op i 18 kapitler, fordelt på tre hoveddele: (1) Videnskab, viden og virkelighed (Realisme, Empirisme, Rationalisme, Holisme, Pragmatisme, Positivisme og Dialektik); (2) Andre virkeligheder, anden viden, andre videnskaber (Fænomenologi, Hermeneutik, Semiotik, Kybernetik, Kritisk teori, Konstruktivisme mm.); (3) Viden om virkeligheden hinsides videnskaben (Politik og Etik). Bogen er desuden forsynet med en omfattende litteraturliste og et 60 sider langt afsnit med biografier (skrevet af Louise Li Langergaard) over udvalgte tænkere fra Platon og Aristoteles til Habermas og Rorty.

Inden jeg giver en vurderende karakteristik af bogen, vil det nok være på sin plads at jeg gør rede for mit eget ståsted. Som musik- og danskstuderende i halvfjerdserne er jeg ’vokset op’ med kritisk teori og marxisme. Som lærer i (fagets) videnskabsteori for musikterapistuderende har jeg måttet orientere mig meget bredt i paradigmer og positioner. Som forsker i musikpsykologi og musikterapi har jeg i de sidste 20 år orienteret mig mod hermeneutik, kognitiv semantik, pragmatisme og konstruktivisme – ikke mindst fordi jeg er en empirisk orienteret forsker, der er tilhænger af såkaldt ’blandede metoder’: forskning som involverer studier af såvel kvantitative som kvalitative aspekter af et fænomen. At legitimere dette kræver altid en videnskabsteoretisk refleksion og argumentation, da mange stadig tænker i ”to kulturer”, som ikke kan forenes ontologisk, epistemologisk og/eller metodologisk. Desuden er jeg meget optaget af kunsten som en vej til erkendelse og sandhed. Derfor glæder det mig også at Sørensen nævner både kunst og religion som mulige veje til sandhed. Det er bare ikke det, bogen handler om, og det er selvfølgelig OK.

Anmeldelsens titel refererer dels til forfatterens pointe: at ”knowledge” (viden, kundskab) er mere end ”science” (naturvidenskab), dels til forfatterens beskrivelse af, hvordan bogen med fordel kan læses og anvendes – den er ikke tænkt som et opslagsværk eller som en håndbog, men snarere som en ”grundbog nr. 2” – en fortløbende dialog mellem synspunkter, en gradvis kortlægning af positioner og en udfoldelse af den store diskurs om mulige veje til sand viden (og om sand viden faktisk findes). Bogen forfægter således en klassisk filosofisk grundposition – og vender sig kritisk mod vores såkaldte videnssamfunds instrumentalisering af viden ud fra rene nyttehensyn. Metoden er ”en begrebslogisk rekonstruktion” af en lang række diskussioner om viden og videnskab: ”Målet er ikke en beskrivelse af forskellige tænkeres faktiske meninger om viden og videnskab, men en rationel rekonstruktion af det videnskabsteoretiske diskussionsfelt, som det tegner sig i disse år set i et human- og samfundsvidenskabeligt perspektiv. Ikke desto mindre fremstilles positioner i første omgang efter barmhjertighedsprincippet, det vil sige stærkest muligt. Først senere relateres og kritiseres en positions begreber i forhold til andre begreber, og det betyder, at man ikke får hele sandheden om en isme, gi eller ik i det afsnit, der bærer dets navn.” (s. 19) Man skal som læser altså holde tungen lige i munden, da begreber af princip ikke defineres (som præmis for fremstillingen), men udvikles i den kritisk-logiske fremstilling af en position eller et ræsonnement. Et eksempel kan være induktionsprincippet og –problemet, som behandles i mange forskellige kapitler og belyses fra forskellige vinkler.

Jeg synes det lykkes vældig godt at holde de mange tråde samlet eller parallelt, ikke mindst i kraft af de overbliksskabende indledninger (til de tre dele og til de enkelte kapitler), de mange krydshenvisninger og biografierne. Man bliver endnu engang slået over hvor præcist de antikke tænkere, ikke mindst Aristoteles, formåede at formulere de væsentligste temaer og dilemmaer for logisk-kritisk refleksion og argumentation. Og man bliver opmærksom på hvordan pendulet svinger historisk mellem rationalisme og empirisme, mellem en mere naturvidenskabelig og en mere humanistisk diskurs om viden og veje til viden. Forståelsen af sprogets rolle er afgørende i denne forbindelse.

Jeg er især glad for, at bogen har selvstændige kapitler om pragmatismen og konstruktivismen. Især den førstnævnte isme (med repræsentanter som Peirce, Dewey og Rorty) er ofte fraværende eller meget stedmoderligt behandlet i den danske litteratur. Den sidstnævnte isme bliver ofte enten over- eller underbetonet. Sørensen bruger egentlig kun godt fem sider (i kap.) direkte på temaet ”Konstruktion og virkelighed”. De er til gengæld yderst præcise, og den for mig nye skelnen mellem en ”værdifri” og en ”værdifuld” socialkonstruktivistisk diskurs (inden for samfundsvidenskaberne) har været en øjenåbner.

Det er også velgørende at læse de grundige analytisk-kritiske kapitler om kapitalisme og postmodernisme, hvor Sørensen demonstrerer (og kritiserer), hvordan viden og videnskab instrumentaliseres i hidtil ukendt grad (og hinsides klassiske nyttehensyn), og hvor tænkere som managementfilosoffen Peter F. Drucker og læringsteoretikeren Donald A. Schön derfor optræder som ”skurke”.

I første omgang undrede jeg mig over, at pragmatismen er behandlet i 1. del, mens hermeneutikken og konstruktivismen optræder i 2. del. Det viser sig imidlertid, at det beror på den overordnede disposition, hvor pragmatismen omhandles ifm 1. dels systematiske udfoldelse af det enhedsvidenskabelige program, der stod nærmest uantastet ind til o. 1. verdenskrig, - mens først 2. del ”komplicerer” tingene ved at fokusere på human- og samfundsvidenskabelige positioner og hvordan inddragelsen af bevidstheden, sproget, kroppen og menneskets livsverden i bredeste forstand komplicerer spørgsmålene om viden og sandhed. Forestillingen om en enhedsvidenskab må efterhånden vige for forestillingen om flere videnskaber baseret på forskellige paradigmer og virkelighedsopfattelser. - Denne pointe kunne måske godt have været trukket skarpere op i indledningen. Den kunne også have refereret lidt mere til den kendte videnskabsteoretiske model over ”Virkelighedens niveauer” (Køppe 1990), som strejfes f.eks. s. 157, men som ikke udfoldes. Det er ellers min erfaring som lærer i fagets videnskabsteori, at netop denne model gør mange af de grundlæggende ontologiske, epistemologiske og metodologiske forskellige og dilemmaer tydelig og forståelig. Det er logisk, at f.eks. fysiske og samfundsmæssige forhold/niveauer ikke kan studeres videnskabeligt ud fra de samme præmisser. Der er ’forskelle, som gør en forskel’, for at citere Bateson (der udtalte det om noget andet).

Jeg undrer mig derfor lidt over, at evidens-begrebet (især begrebet ’evidensbaseret praksis’), som spiller så stor en rolle i f.eks. sundhedsvidenskab, ikke omtales eller diskuteres. Evidens står ganske vist i stikordsregistret, men kun som en del af begrebskomplekset i fænomenologien. En kritisk analyse af evidensbegrebet havde været relevant i 3. del, da begrebet har både politiske og etiske implikationer, og da det ofte bruges nærmest synonymt med neologismen ”sikker viden”, som Sørensen med rette er kritisk over for.

Sørensen er helt sikkert (også) ude i et ærinde, som handler om at genetablere filosofferne som de sande videnskabsteoretikere, og han har tydeligvis ikke høje tanker om de mange ’fagets videnskabsteoretikere’, der fylder mest i undervisningslandskabet. Han argumenterer godt for sin sag, og det er velgørende at blive holdt fast på de lange linier og de principielle problemer på bekostning af historisk kortsigtede ”løsninger”, utilitaristiske positioner og enkeltstående definitioner af begreber, gier, ikker og ismer.

I biografidelen medtages helt konsekvent kun personer, som optræder i brødteksten. Det betyder bl.a., at man ikke kan læse om Adorno (mens Horkheimer og Weber er med) eller Ricoeur (Gadamer er eneste hermeneutiker). Også Spinoza er desværre udeladt. William James, Freud, G.H. Mead, og andre af de mere psykologisk orienterede koryfæer er fraværende (kun Adler er med – via Popper). Jeg undrer mig over fraværet af den kognitive semantik og metaforteorierne hos især Lakoff og Johnson, som bl.a. har bidraget med afgørende præciseringer af forholdet mellem virkelighed, krop og bevidsthed. Men udvalget er bredt og biografidelen som helhed meget nyttig (med konsekvente krydshenvisninger).

Alt i alt er dette en yderst kompetent og vellykket slowbog til lange vinterdage i lænestolen. Men selv i sommervarmen kan kølig refleksion være velgørende.

PS Korrekturen kunne have været skarpere. Der er en lidt for mange småfejl, dog ingen decideret meningsforstyrrende. Stikordsregistret fanger ikke alle forekomster af nøglebegreber. F.eks. omtales ’evidens’ første gang s. 85 (i begrebets almene betydning), og (Münchausens) trilemma er nævnt flere gange end den ene (s. 360), der fremgår af registret.