Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Kannibaløen / Nicolas Werth / 256 sider
Gads Forlag. ISBN 978-87-12-04560-1
Anmeldt 1/7 2010, 21:52 af Sverre Kaels

De store ideologiers kannibalisme - eller: om kærlighedens nødvendighed


De store ideologiers kannibalisme - eller: om kærlighedens nødvendighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nicholas Werth har i Kannibaløen en vigtig mission, som han fastholder med en historikers nøgterne blik. Og dog er der noget næsten anstødeligt i at beskrive de grufulde oplevelser, bogen formidler, med fakta, tal og dokumentation, fordi det netop viser sig at være måden, hvorpå også det sovjetiske system møder mennesker, uagtet deres lidelse: som tal, metode, fakta, der på én gang opretholder et system og forsvinder i det. Alligevel har Werth skrevet en højst vedkommende, detaljeret og tankevækkende bog med nøgtern distance, men også med forståelse for den gru, der er menneskelig og ikke faktuel, en gru der udspringer af det 20. århundredes store ideologier, der mere ser ideer og systemer end mennesker, der ikke er i stand til at passe ind i dem og skaber de store systemers tilfredsstillelse ved ”et højere offer”, en højere Retfærdighed. Bogen handler om de stalinistiske deportationer af ”samfundsskadelige elementer” til en rå natur Sibirien.

At skabe sandhed
Da jeg skrev om ”Jobs Bog” var en af mine pointer, at Sandheden skabes i en proces, hvor allerede antagede skyldige gennem lidelse og ydmygelse må give angriberen, systemet eller konventionen, ret i denne skyld. Selve ”domsprocessen” skal demonstrere den allerede forudsagte skyld, der ikke kalder fra retfærdigheden men fra de udøvere, der siges at kunne være det blotte instrument for den. Sådanne er tjenerne i de store ideologiers store systemer, og sådan er deres ofre: De er instrumenter for saliggørende statistik, der rigtignok skjuler eller beskytter mod den forulempelse, der ligger til grund for den og som nærmest måske renser den bort. Lidelse og forulempelse er en måde at skabe sandhed på, og hos Werth manifesteres det, når de degenererede mennesker udsættes for en bemærkelsesværdig dødelig og ligegyldig vilkårlighed, når de sendes til Sibirien, hvorefter embedsapparatet sætter en ære i at opklage og punktligt dokumentere de ’fejl’, der er sket organisatorisk, ikke menneskeligt.

Hvad betyder det? Det betyder, at et stort apparat, når det skaber sandhed, sætter en stor ære i nidkært at afskærme sig selv fra menneskelighed, at det efterfølgende retter en selvkredsende, tilfredsstillende og systemopretholdende, faktuel selvkritik mod sine egne metoder uden nogensinde at spørge til disse metoders umenneskelighed. Dét må da være sandt dehumaniserende: at man tvinges til konstant at kigge på sine forbrydelser – og selvkritisk opfatte dem som organisatoriske velgerninger, der tjener Det store mål, som i sig selv tjener beskyttelsen mod truende meningsløshed, så meningen opfindes gennem systematisk vold: kan man ikke samles om anstændigheden og respekten, kan man nok samles i flugten fra volden. Altså bliver det i bogen klart, at mennesker er numre og statistikker, at beskyttelse mod menneskelighed ligger i et system, der er holdt op med at betragte mennesker som mennesker, og hvis tjenere kun modtager billigelse, såfremt de præsenterer virkeligheden som Partiets samvittighed – vel at mærke uden først at have mødt deres egen.

Systemets systematiske talbesættelse – og dets vilkårlighed
Werth leverer i Kannibaløen en levende beretning om den menneskelige ondskab, og hvor langt mennesket kan trækkes ned i elendighed og ondskab, når det først ikke kan drives længere ud. Han fortæller om den manglende mad, hvor mange mennesker der dør under transporterne, tilfældige vagters tilfældige vilkårlighed, kannibalisme, mennesker der fryser ihjel, mangel på ressourcer til at opfylde planerne med kolonisering og manglende kontakt og koordination mellem Moskva og Sibirien. Kender man Primo Levis værk om livet i en koncentrationslejr, vil man ikke blive ramt af samme ørkesløse forfærdelse og desillusion, men Werths bog giver alligevel mod slutningen simpelthen lyst til at stoppe læsningen, selvom de kannibalistiske uhyrligheder ikke er udpenslede. Den først del af bogen er helliget til generelle betragtninger om den deportation, der foregår i Sovjetunionen i starten af 30érne, hvordan der findes ”store uhyrlige drømme”, men ligeså slående praktisk vilkårlighed, ikke tilstrækkelige leverenser, udokumenterede og ubegrundede tilfangetagelser på åben gade – også af mennesker, der ingenlunde udgør noget problem for den store statsideologi, men tilfældigvis fanges uden noget pas.

Hvad er det for en lidelse, der møder os, når et tilfældigt menneske fanges i Moskva på vej hjem til sin familie uden at havde gjort noget forkert, og derefter sendes i fangelejr straks uden at måtte hente det mindste hjemme? Det er en lidelse, vilkårlighed og paranoia, trods det at Werth leverer nogle gode historier om levende individer, der sikrer identifikation og personificering, dog særligt et systems umenneskelige overgreb på statistikken.

Besættelsen af tal nævner Weth som et karakteristika ved denne tids sovjetiske udgave af et paranoidt behov for at styre og regulere alting, hvorved mennesker bliver masser, der skal manipuleres og derved totalt dehumaniseres. Dette er tiden, hvor vanvittige ideologier har opdaget, at man kan styre og regulere historien og derved forså vidt demonstrer, hvad historien styres af – er dette mennesket? Hans fremstilling rummer store styrker men også flere farer: den er nøgtern, historisk og dokumenteret, men problemet er som nævnt, at 30érnes Sovjet forså vidt var det samme og under dække af netop denne nøgterne og saglige myndighed præsterer umenneskelige forbrydelser og unødvendigheden i systematisk at vedkende sig dem. Får læseren i bogen samme blik på historien, som partiets ledere havde på deres virkelighed? I bogen får vi en del at vide om planlægningen af deportationerne i 30érne, idet der nævnes mange tal; trods den store grad af tro på fakta kommer den virkeligste virkelighed i bogen ikke fra, hvad forfatteren faktuelt dokumenterer, men fra de menneskers beretninger, der har set tingene ske. Dem måtte der gerne have været flere af.

Forbrydelserne
Hvad er det for ting? Det er kannibalisme, mere eller mindre vilkårligt udvalgte mennesker der sendes langt væk, mennesker der transporteres langt uden at få noget at spise, og som regnes for intet eller statistik, udsultning, vilkårlighed, ligegyldighed – ikke, tænker jeg, hvad man mødte i Tyskland på samme tidspunkt, hvor ondskaben dog syntes mere koordineret og gennemført efter mindre vilkårlige instrukser. Hvor dette Tyskland havde (eller fik) et disciplinerende mål, et samlende fjendebillede: jøderne, synes den psykopatiske og paranoide Stalin ikke at have samme entydige fjende, så længe han er henvist til at hente ham i sig selv. De ovennævnte træk ved en ydre voldsudøvelse kan nok hente sine indre analogier i den menneskelige psyke og dennes tilstand: udsultning, vilkårlighed, ligegyldighed, der ikke bliver mødt med indlevelse og kærlighed, men en statistisk registrering af virkeligheden, der just jo afhjælper behovet for ikke at have kontakt med den.

De mennesker, der angribes og tages til fange, kan både være bønder, forretningsmænd, mennesker der har glemt deres pas, gamle der ikke kan bevæge sig – men stadig sendes de, som bogen, beskriver, langt langt væk og aldrig langt nok væk: uden værktøj, mad eller kunnen skal de kolonisere et sted, hvor intet kyndigt menneske kan overleve, jo mindre han ved at miste forstanden i det mindste er tro mod virkeligheden. Meningen er, at man vil rense de store byer fra samfundsskadelige elementer, men det står ikke klart præcis, hvem der er skadelige, og dette viser meget godt, at skaden konstant må opfindes, defineres og udvides, for at det store system kan få sin sandhed at arbejde så altfrelsende med. Hvad der virkelig slår læseren i øjnene er den virksomme statsmagts ligegyldighed og inkonsekvens, dens mangel på evne til at styre deportationerne – organisatorisk.

Kritikken af store ideologier – der ikke tænker stort om mennesket, men ser stort på det – er stadig relevant, når vi fx tænker på religionens mere negative betydning i vores tid: flygter mennesker ikke ind i den, flygter de vel nok væk fra den elendighed, den afstedkommer. Derfor kalder Werths bog, med dens fakta og dokumentation, vedkommende på: respekt for individet, men den efterlader også anelser om en mere uhyggelig relevans end den, den allerede kendte historie har vist: at mennesker, der skridt efter skridt tales ned til og undermineres, når denne proces er nået langt nok, kan betragtes som dødeligt tilfredsstillende regnestykker i en højtagtet ideologisk statistik. Man kan ikke direkte skabe analogier, men man kan med inspiration hos Werth konstatere, at vores moderne politiske systemer bruger nogle af de samme kalkuler, der baserer sig på masser og tal: masser og ikke individer, der ”skal flyttes”, påvirkes, strategisk manipulation, hvori mennesket forsvinder, når det i masser bliver betragtet som genstand for effektiv styring gennem spin. Man kan også tænke på den opildnende og dehumaniserende vrede, der i ikke ufarlige andre grader betræder samme opportune respektløshed.

Meningsløsheden og løsningen for den
Men bogen er også underholdende, levende og grundig, og det er just her, hvor Werths nøgterne grundighed stedvis falder sammen med Sovjets uhyggelige grundighed. Flere levende og ”virkelige” eksistenser kunne, selvom de ikke udebliver, give et mere personligt og mindre historisk blik på hele denne farce, hvor man tænker: at mennesket dog med så kort et liv formår at præstere sig meget ondt. Hvad er meningen med så meget lidelse på så kort tid, hvis ikke det handler om i lidelse og ondskab at flygte fra den totale meningsløshed, som kunne man med ondskab fremtvinge en art bevis for, at livet uden den kunne være værd at leve? I dette værk bør læseren mødes af den menneskelige desillusion, ikke af den nøgterne og objektive faglighed. Hvor forfatteren dog ikke afstår fra i fagligheden at kunne dokumentere den menneskelige nød, vil jeg ikke udtrykke det umenneskelige i forfatterens faglighed, men snarere det potentielle menneskelige i at møde ondskaben med den. Bogen handler ikke bare om et system, men om en egn hvor der findes lovløshed og kaos, om mennesker, der er så forhærdede, at de har mistet kontakten til virkeligheden. At slagte koen er:

”forbryderslang for en nybegynder, som garvede forbrydere har lokket med i et flugtforsøg. Denne er smigret over den tillid, de viser ham. Han er imidlertid ikke klar over, at hvis provianten slipper op, vil han blive slået ihjel, og hans nyrer og blod vil blive fortæret.”

For at gøre det helt klart: de garvede forbrydere tager simpelthen en menneskelig madpakke med sig. Man kan bruge samme billede på den store ideologi og dens ofre, befolkningen, og tænke sig at ledelsen trækker af sted med intetanende borgere, hvortil man må spørge: Hvad er det ideologien og systemet flygter fra, også på vegne af de undersåtter, der nok vel ikke har interesse i at vide det? Er det ikke den foretagsomme meningsløshed, der opfinder store utopier, der i denne tid ikke bare skal være åndelig fantasi men praktisk virkelighed? Kannibalismen bliver ”det spejl, hvor den kollektive samvittighed betragter sine egne træk”, citerer forfatteren. Det vil sige: i umenneskelighedens lovformelige og systematisk umenneskelige tilgang til mennesker, drømmer den kollektive bevidsthed stadig mareridt om de menneskelige ofre, den i stedet burde vedkende sig. Det betragter jeg som en enkel psykologi: Hvad du ikke vil eller kan vedkende dig, melder sig i overrumplende former, du ikke genkender, fordi de netop er forklædte, hvilket vil sige, at du i anden potens har mødt, ikke dig selv, men en uigenkendelig afart.

I dette værk møder vi ikke forklædninger, og det er det frigørende, når vi taler om ondskab: at den kan blottes, endda med en nøgternhed, der halvt skjuler den, halvt kun sådan dokumenterer dens gru.

Historiens menneske- og umenneskelighed
Betragt dig selv som et nummer, der end ikke velbegrundet eller med nogen særlig årsag, ganske tilfældigt er sendt til Helvede. I denne beretning er der en etisk pointe i at se sig selv i en helt anden vilkårlig umenneskelig ondskabs perspektiv, og der findes argumenter – som jeg har søgt at fortolke i min Samfundssatiriske Sorteringer – for at finde historien. Finde historien: som et stadig ubrudt forsøg på at præstere den samme ørkesløse umenneskelighed, der samtidig, med stadige nye årsager der nok vel er de samme gamle blot tilført skinnet af fx moderne videnskab eller kapitalisme, betragtes som med en sjælden god, eksklusiv berettigelse. Grunden er, at umenneskeligheden skænkes skinnet af stor nødvendighed, hvilket også kan gælde den terroriserende ”kamp mod terror”, ”kampen mod tyranniet”, ”kampen for frihed”, der dog sidst af alt har brug for nogen frihed for at være en kamp.

Historien er (også) udtryk for en umenneskelighed, der fortsætter, om end umenneskelighederne præsenteres som nyheder, hvad netop skaber den ondskab, der ligesom på særlige vilkår skulle være indtruffet for de samtidige i en stadig nyere og renere, mere tilfredsstillende form. Hvorfor tilfredsstillende? Fordi ondskab fastholder stereotyper og sikrer stabil sandhed, der kun kan relativeres med meget hårde argumenter og nok kun kan afværges med mildhed, der er respekt for mennesker langt mere end respekt for store ideologiske tanker om dem. Werths bog kalder på menneskelighed og kærlighed mere end faglighed og metode. Hver dag er en mulighed for at afværge menneskelig trængsel, at skænke livet og mennesker kærlighed. Vi har det alle i os.

247
Forrige anmeldelse
« Min lykkes fjender «
Næste anmeldelse
» Fra Dan Browns værksted – en... »