…er normalt Jyllands-Postens slogan, men det kan også siges at gælde alle de mange læsere der – på trods af hvad flere kritiske, kulturradikale, fisefornemme anmeldere – hævder er noget bras, alligevel finder Dan Browns bøger så spændende, at de også gerne vil vide mere om de emner, Brown berører i Det forsvundne tegn. Det har de nu mulighed for, for den dansk/norske krimi forfatter Kurt Aust har, som han indrømmer i starten af sin bog, i al hast kompileret en underholdende ledsager til Dan Browns seneste udspil.

De fleste, der læser og nyder Brown, må jo antages at have en generel interesse eller i det mindste en fascination af esoteriske selskaber, sammensværgelsesteorier og metafysik, men for de læsere, der ikke som undertegnede har brugt en stor del af deres ungdom foran ”Okkult”-hylden på det lokale folkebibliotek, er der en mængde værdifuld information at hente i Austs veloplagte undersøgelse af de emner, som Browns bog berører.

Det bør siges med det samme, lige som forfatteren gør det i indledningen, at man ikke bør kaste sig ud i Fra Dan Browns værksted, før man har tygget sig igennem Browns bestseller, for både væsentlige plotdetaljer samt store dele af slutningen diskuteres åbenlyst, og derfor er det måske også en ganske god idé, såfremt man gerne vil lade sig overraske af Browns seneste epos, at man også holder op med at læse mere af denne anmeldelse nu (eller måske blot springer til sidste to afsnit), såfremt man ikke vil have oplevelsen smadret.

Aust har gjort sit forarbejde ganske grundigt, og det kan helt klart mærkes, at han også har haft berøring med nogle af de ting, Brown skriver om. Faktisk så indleder han sin bog med en anekdote, der beretter om hans forlægger, der kort tid før udgivelsen af Austs De usynlige brødre beder Aust om at læse The Da Vinci Code, idet de to bøger, helt tilfældigt, synes at indeholde mange af de samme elementer.

Aust præsenterer ganske overskueligt en masse information omkring tilblivelsen og publiceringshistorikken, der fulgte før udgivelsen af Det forsvundne tegn – især om den ret platte amerikanske forfatter, der bl.a. bruger pennenavnet Douglas Weber, som forsøgte at udgive bøger, hvis titler og pennenavne minder forbavsende meget om bestsellerforfatteres værker. Aust spekulerer derfor på, om Dan Brown udelukkende af irritation over platuglen valgte at ændre titlen på sin bog fra Salomons nøgle til Det forsvundne tegn.

Men mest interessant, for de der i forvejen intet kender til frimurerne, er den ganske fine gennemgang af frimurerordenens brogede og kringlede historie, for det er jo frimurernes symboler, organisation og alle de konspirationsteorier, der knytter sig til dette selskab, som Brown til fulde udnytter i sin bog. Aust diskuterer også magi, talmystik og de unikt amerikanske neo-mytologier – eksempelvis ideen om skjulte budskaber på etdollarsedlen, som Brown ligeledes flittigt benytter sig af.

Austs bog afrundes med et mere eller mindre halvhjertet forsøg på at interviewe en naturvidenskabsmand. Dette sker i håbet om at kunne få verificeret at de banebrydende tanker og ideer, som Brown hævder blandt har hjemme på Princeton universitets PEAR-laboratorier eller The Institute of Noetic science. Ideer, der ifølge fiktionen rent faktisk har så banebrydende en karakter, at de om få år vil forandre hele verden og den måde, vi ser den på. Ideen er grundlæggende, at alle mennesker – ved hjælp af tankens kraft alene – er i stand til at påvirke vores fysiske verden, og selv om det er et fantastisk koncept, kommer Aust desværre i sin samtale med den norske fysikprofessor Gaute Einevoll frem til, at konceptet ikke har nogen reel videnskabelig værdi. Dertil er de føromtalte ”videnskaber” langt fra videnskabelige nok set fra et naturvidenskabeligt synspunkt.

Undertegnede påpegede for år tilbage – omkring det tidspunkt, da Brown var i færd med at skrive The Da Vinci Code – overfor forfatteren i en mail, at den baggrundshistorie, han i Engle og dæmoner præsenterer om sammenslutningen af ”assasins” (ideen om at snigmordernes leder Hassan-i-Sabbah – den gamle mand på bjerget – hyrede unge mænd til at følge sig ved at få dem til at indtage store mængder hash og vise dem en fantastisk have, han havde bygget i sin fæstning Alamut) var historisk fuldstændig ukorrekt. For den røverhistorie begraver islamforskeren Bernard Lewis i sin bog The Assassins a Secret Sect in Islam. Overraskende nok dumpede pludselig en mail ind fra Brown selv, der kort takkede for informationen, som han dog i forvejen godt kendte. ”Sometimes”, skrev Brown, ”the myths are just som much more fun to work with, when you write fiction”.

Det kan man egentlig også godt sige er det, Aust kommer frem til i sin gennemgang af emnerne i Det forsvundne tegn. Det er måske ikke så overraskende, at mange af de elementer, som Brown i thrillerens hellige navn fremstiller som historiske og videnskabelige facts, ved nærmere granskning ikke viser at have megen hold i virkeligheden. Men de som blot ukritisk tilslutter sig Browns ideer, har sikkert også glemt at læse det, som står med småt bagerst på coveret til Browns bøger, nemlig at de tilhører genren ”fiktion”.

Austs bog er et glimrende supplement til alle de, der har lyst til at undersøge det fiktionsunivers, som Brown stiller op i Det forsvundne tegn, men dertil kommer, at bogen også kan opfattes som et forsøg på – lige som føromtalte Douglas Weber – at ville lukrere på det stærke brand, som Dan Brown er blevet. Det overskygger dog ikke det faktum, at Fra Dan Browns værksted er en kæk lille bog, som sikkert kan underholde mange Brown-fans, mens vi venter på flere eventyr med Robert Langdon.