Hundemordet i Vimmelskaftet er svær at genrebestemme entydigt, og værket er da også et forsøg fra forfatternes side på at genindføre historie som en fortællende videnskab og ikke blot en nøgternt analyserende en af slagsen. Som Henningsen og Langen udtrykker det, har de ønsket at frembringe et værk om 1700-tallets København, der netop ikke er ”indhyllet i tung, akademisk lingo”, men som beretter om datidens dagligliv på underholdende vis og i fortællingens fremadskridende spor.

Selvom man måske kunne frygte, at forfatterne med dét mål sætter sig mellem to stole, er bogen ganske vellykket, ja, faktisk lidt af en lille perle. Gennem syv kapitler med underfundige undertitler såsom ”Noget om trængsel og alarm” og ”Noget om drik og dobbel” berettes der er om den jævne 1700-tals-københavners dagligliv og kamp for overlevelse. Her er det ikke (som så ofte før) de paryksmykkede adelige og kongelige, der er i centrum, men skomageren, matrosen, soldaten, torvekonen og luderen, og scenen er ikke de fine palæer og slotte, men de smalle gader og stræder med deres skidne rendestene og lurvede udskænkningssteder. Med fokus på armod, oprørstrang og almen fup og svindel får vi som moderne læsere et indblik i den kamp for status og overlevelse, der var en del af livet som jævn eller ligefrem ludfattig københavner i en overfyldt, ressourceknap by, hvor kun den stærkeste klarede sig og gadens parlament ofte havde mere at sige end de forhadte myndigheder.

Fortælleteknisk er Hundemordet i Vimmelskaftet inddelt i emner, der som oftest levendegøres af autentiske case stories hentet fra 1700-tallets kildemateriale. Således dramatiseres eksempelvis en virkelig episode fra 1796, hvor politiet stormer en ejendom for at optrævle en sag om bordelvirksomhed, og historien bruges her til at fortælle om både synet på ugifte kvinder (tikkende bomber), myndighederne, prostitution samt om de fortvivlende levevilkår, som mange levede under. 1700-tallets København vrimler med forliste liv. De mange case stories ledsages af billedmateriale fra dengang i form af tegninger, kobberstik og malerier, hvilket bidrager til at levendegøre fortællingen yderligere. Tonen i værket er på én gang saglig og humoristisk, og flere gange må man ryste vantro på hovedet eller trække på smilebåndet over de oplysninger, man får om byboerne, deres gerninger og deres verdensbillede.

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved bogen er graden af sanselighed. Beskrivelsen er flere steder så detaljeret, at man næsten kan høre torvekonernes råben, hestehovenes klapren og vognhjulenes skrumplen hen over brostenene, ligesom stanken af møg og råddenskab fra rendestenene, lokummerne og voldgravene er beskrevet så udførligt, at man har svært ved at lade være med at rynke på næsen, mens man læser. For eksempel hedder det – ganske grafisk – om natmændenes natlige afhentning af de københavnske lokummers indhold, at ”det endda flere gange [sker], at vognene kæntrer i bjerge af lort og vælter deres uhumske last ud i den københavnske nat.” Ækelt men underholdende.

Sprogligt er bogen ellers lidt af en lækkerbisken. Udover at være utroligt velskrevet rummer den så mange halvglemte ord og vendinger samt helglemte pudsige 1700-talsudtryk, der alle her kommer til ære og værdighed igen, at det er en ren fornøjelse at læse for enhver med blot en smule kærlighed til sprog.

Dette er levendegjort historie på fremmeste vis, også uden at gå på kompromis med fagligheden. Derfor vil bogen sandsynligvis med fordel kunne anvendes til undervisning, eksempelvis i uddrag; dog bør niveauet mindst være 3.g på grund af de mange gamle udtryk og formuleringer i værket. Men Hundemordet i Vimmelskaftet er sandelig også velegnet til alle andre, der blot har lyst til at vide mere om dagliglivet i 1700-tallets København. Hvis mere historie blev formidlet på denne vis, ville historie som fag og videnskab måske have et mindre støvet ry.