Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Ergenekon – Tyrkiet bag facaden / Pola Rojan / 301 sider
Informations Forlag. ISBN 978-87-7514-258-3
Anmeldt 22/6 2010, 22:35 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Tyrkiets skyggeside


Tyrkiets skyggeside

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Pola Rojan er journalist og uddannet cand.comm. og Tyrkiet-korrespondent for Jyllands-Posten. Pola Rojan har skrevet om en lang række tyrkiske forhold, dækket adskillige valg fra Tyrkiet for dansk dagspresse de seneste år og desuden stået bag en TV2-dokumentar fra Nordirak i 2007, hvor han bl.a. interviewede PKK's fungerende leder, Murat Karayilan. I denne bog kortlægger han fakta fra Tyrkiets igangværende retssag mod Tyrkiets hemmelige stat: et antal militære mennesker, der med sin fascistiske ideologi op igennem tiderne har dræbt minoriteter og fremstående personer uden retsforfølgelse. Tværtimod har disse personer siddet eller sidder stadig på topposter i Tyrkiet. Journalisten Pola Rojan har gennem flere år indsamlet materiale om det lyssky netværk af militærpersoner, højreorienterede gadebander, narkosmuglere og terrorister, der siden det moderne Tyrkiets fødsel har været statens skygge, og som systematisk har myrdet og tortureret etniske mindretal og politiske dissidenter. Denne bog er den første danske afdækning af "Tyrkiets dybe stat". En intens skildring af en bloddryppende virkelighed, der overgår fiktionen.

Bogen tager udgangspunkt i den omdiskuterede retssag i Tyrkiet kaldt Ergenekon. Her kortlægger Pola Rojan de detaljer, der indtil nu er kommet for lyset. Det har vist sig, at der i Tyrkiet har været ”en dyb stat” i Tyrkiet, dvs. et hemmeligt netværk af embedsmænd, sikkerhedsfolk og militærfolk, der indirekte har styret landet gennem brug af vold, korruption og mord. Her beskriver Rojan historien bag denne hemmelige stat, noget som har berørt den tyrkiske nationalisme dybt.

Det viser sig nemlig, at flere af de topfolk, der stod Tyrkiets grundlægger Mustafa Kemal Atatürk nær, har detaljeret i voldelige handlinger begået i nationalismens navn og med opbakning fra den tyrkiske stat. Han fortæller om De Grå Ulve, en gruppe ultranationale, der ikke holdt tilbage med at bruge vold til at bekæmpe Tyrkiets nationale fjender. Disse har nemlig vist sig, at stå for drabet på et stort antal grækere og drab på op til 20.000 kurdere, hvis lig senere er forsvundet. Derudover har de klædt sig ud som eksempelvis kurdere, hvorefter de har begået terrorhandlinger mod befolkningen, således at kurdernes arbejderparti PKK fik skylden for de voldelige attentater.

Det hemmelige netværk opdages først af den tyrkiske ministerpræsident Bülent Ecevit i 1974, hvor generalstabschef Semih Sancar under et fortrolig møde beder Ecevit om penge til netværket ”Kontoret for Særlig Krigsførelse”. Indtil da har denne fraktion været ukendt for ministeren og har været støttet af den amerikanske regering, der tilmed har stået for optræning af medlemmerne – dette for at hjælpe med at nedkæmpe den sovjetiske trussel – dog blev denne oplæring og økonomiske støtte primært brugt på at nedkæmpe trusler i Tyrkiet.

Turgut Özal modsætter sig senere denne støtte og dør senere hen under mistænksomme omstændigheder – et pludseligt slagstilfælde, hvor hans læge – som ellers altid var til stede – bekvemmeligt nok ikke befandt sig i nærheden på tidspunktet. Derudover blev der ikke udført obduktion, og alle beviser forsvandt på mystisk vis. Der har således været en del spekulationer omkring, hvordan Ergenekon-folkene stod bag Özals død.

Rojan beskriver på samme måde flere konkrete sager, hvor Ergenekon-folkene enten er bevist implicerede, eller hvor der er stærke mistanker herom. Her kan bl.a. nævnes attentatet mod pave Johannes d. 13. maj 1981 af Mehmet Ali Agca, mordet på armenske Hrant Dink (der var kommet i unåde blandt tyrkiske ultranationalister efter omtale om det armenske folkedrab i 1915, begået af Tyrkiets grundlæggere), drabet på den kurdiske intellektuelle Musa Anter og selv mordforsøget på Imdat Yilmaz i Lyngby, Danmark i 1994. Yilmaz var fremtrædende PKK-sympatisør og medlem af Kurdistan Komiteen. Yilmaz overlevede drabsforsøget, men sagen er aldrig blevet opklaret – men det synes, at den tyrkiske efterretningstjeneste har en finger med i spillet. Imdat Yilmaz er i dag øverste chef for kurdiske Roj TV.

Rojan giver et hårrejsende billede af den tyrkiske stats hemmeligheder og hvilke grusomme metoder, der blev brugt og til stadighed bliver brugt i Tyrkiet til at holde mindretal i skak. Rojan har selv gjort klart, at han ikke ønsker at sætte Tyrkiet i dårligt lys, men at han blot klarlægger fakta, og så er det op til os at konkludere – og man kan ikke andet efter at have læst denne bog. De metoder, der er brugt af Tyrkiet, er ikke blot grusomme, såsom tortur og drab på civile og afskaffelse af deres lig, men det er tillige dybt chokerende, hvor impliceret Tyrkiets topfolk er, og hvor lidt konsekvens – dvs. ingen, eller i mange tilfælde endda det omvendte: belønning! – det har haft for disse folk.

Rojan har hermed skrevet en yderst interessant bog, og gør dette professionelt ved at klarlægge fakta og ikke komme med usaglige kommentarer undervejs, hvilket gør bogen troværdig. Bogen er spændende at læse fra start til slut (næsten som en krimi), men det, at dette her er autentiske beskrivelser, gør blot bogen endnu mere gruopvækkende. Bogen formår klart at dokumentere det samarbejde, der er mellem ultranationalistiske grupper, voldelige attentater og magteliten i Tyrkiet, og hvordan den udtalte fjende især var PKK.

Bogen vækker endvidere nogle tanker i mig, som Rojan dog ikke beskriver direkte. Er det virkelig validt at opfatte PKK som en terrororganisation, når det kan dokumenteres, at mange af attentaterne, de er blevet beskyldt for, i realiteten er begået af fraktioner støttet af den tyrkiske stat, og endvidere om PKK kan benævnes terrorister, når man i en bog som denne får forelagt tydeligt bevis på den uretfærdighed og terrorisme, den tyrkiske stat har begået mod mindretal. Med Tyrkiets voldelige metoder tenderer jeg personligt til at opfatte PKK som frihedskæmpere frem for terrorister, da mindretal i Tyrkiet lever under meget ringe kår.

Emnet er yderst aktuelt i disse dage, hvor Berlingske Tidende beskylder ROJ TV for at have nære forbindelser til PKK og derfor kræver stationen lukket. Hvorvidt ROJ TV og PKK har et samarbejde lader jeg den danske lovgivning bestemme, men jeg er modstander af tv-stationens lukning, dels da det er kurdernes eneste talerør, og dels da der har været spekulationer omkring, hvorvidt den tyrkiske efterretningstjeneste har en finger med i spiller her også. Efter en bog som denne synes en sådan spekulation forståelig.

Alt i alt er dette en bog, som skal læses af danskere såvel som tyrkiske ultranationalister i Danmark. Den kortlægger fakta, som hidtil har været ukendt for offentligheden og sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt Tyrkiet kan optages i EU. Dog synes det et fremskridt, at Tyrkiet endelig tager fat i denne problematik, men – som Rojan også kommenterer – kan dette blot være et spil for galleriet. Hvorvidt Tyrkiet endelig gør op med fortiden og indser sine politiske fejl, vil tiden kun vise…

242
Forrige anmeldelse
« IKT og læring - Reflekteret pr... «
Næste anmeldelse
» Hundemordet i Vimmelskaftet –... »