Blandt undervisere har der i mange år været fokus på læring frem for på undervisning – eller rettere tyder meget på, at man har ændret en sprogbrug, så man i mange sammenhænge har skiftet det frække ord ’undervisning’ med det lækre og feterede ’læring’. Baggrunden for dette skifte skal ses i en ændret – teoretisk – opfattelse af, hvad der kendetegner læringsprocessen. Groft sagt har man forladt en opfattelse af, at man kan tanke studerende eller elever op med viden. Denne opfattelse er blevet erstattet af en opfattelse af, at det i stedet handler om tankeprocesser hos den studerende – og i mange tilfælde ses tankeprocesserne (læring) i sammenhæng med sociale processer, hvor den enkelte indgår i en meningsforhandlende sammenhæng med andre.

Hvorfor nu åbne med denne banalitet? Jo, det skyldes en udgivelse med titlen IKT og læring – reflekteret praksis, som indeholder en række bearbejdede masterprojekter fra Masteruddannelsen i Ikt og Læring (MIL). Når man læser på tværs af de forskellige bidrag springer det i øjnene, at termen ’undervisning’ er blevet erstattet af ’læring’ uden, at det dog har skiftet indhold. Det hedder eksempelvis: ”Et virtuelt læringsmiljø kan overordnet betragtes som en onlineplatform, der danner ramme for læring… Blended learning foregår i læringsmiljøer, hvor læringen finder sted dels i et virtuelt læringsmiljø og dels som tilstedeværelsesundervisning (face to face).”

I eksemplet, der ikke er enestående, er det tydeligt, at der er tale om undervisning – og ikke om læring. Det er svært ikke at se dette som et udtryk for, at de studerende har lært sig et vokabular, der er velegnet til at bestå eksaminer frem for at tilegne sig redskaber, der kan bruges til at reflektere med. Hvem eller hvad retter anden del af udgivelsens titel ’reflekteret praksis’ sig mod?

Dette sure opstød skal ikke forstås som en afvisning af antologien, der dokumenterer en række spændende cases, hvor de studerendes projekter og teoretiske overvejelser er blevet sat på arbejde. Eksempelvis er der en interessant artikel om, hvordan opbyggelsen af virtuelle fællesskaber for en gruppe afasiramte har medvirket til at styrke både genoptræning og modvirke en underminering af patienternes selvværdsfølelse. Artiklen er et godt eksempel på, hvordan eksempelvis sprogteori og teorier om kognitive processer kan indgå i et design for en ny behandlingsform for afasiramte – en ny afasipædagogik.

Nogle af de øvrige artikler lider en del af ikke at kunne integrere det teoretiske stof med de cases, der behandles. Der er også for ofte en manglende teoretisk refleksion til stede. Eksempelvis er det kun i meget få tilfælde, at skribenterne overvejer teorierne i lyset af deres case. Ofte bliver en case inddraget som en demonstration af en teoretisk forståelse. Dermed unddrager teorien i sig selv at blive objekt for refleksion – og teorien bliver i stedet en form for ’sandhed’, der eksisterer uafhængig af perspektiv, tid og rum.

IKT og læring har klart nok en værdi som en demonstration af en række cases, som andre kan lære noget af. Der er observeret mange forskellige typer af designs, hvori indgår digitale teknologier. Og i de fleste tilfælde er der fokus på, hvilke processer, der kan understøttes, og ikke primært fokus på teknologierne. Og det må være det, det handler om. Teknologierne er ligegyldige, men hvis de kan bidrage til at igangsætte nye former for praksis, der fungerer bedre end de hidtil (aner)kendte, så er der tale om en berigelse. At få adgang til fremstillinger af forskellige former for berigelse gennem digitale teknologier er en fin inspiration for dem, der arbejder med dette.