Pernille Bramming (f. 1959) udgav Hjemme i Kairo i foråret 2009. Det er en personlig fortælling om at bo i Kairo, studere arabisk, arbejde som journalist i et diktatur, blive gift ind i en egyptisk storfamilie og blive mor i en fremmed kultur. I bogen beretter Pernille Bramming også om islam i hverdagen, om sine oplevelser af fundamentalisme og terror og om den folkelige overtro og de faraoniske ritualer, der lever videre i dag.

Pernille Bramming har været debatredaktør på Weekendavisen siden 2001 og dækker især de arabiske lande, Iran og Afghanistan. Fra 1991-1996 var hun bosat i Kairo, hvor hun var korrespondent for Politiken, studerede arabisk og freelancede for DR. I 1990-91 var hun leder af Center for Mellemøst-Information ved Odense Universitet. Hun er uddannet cand.mag. i fransk og samfundsfag fra RUC (1988) og boede i Paris i sammenlagt halvandet år i løbet af sin studietid. Hun har oversat flere bøger og bidraget til antologier. Ved siden af arbejdet på Weekendavisen holder hun foredrag, afholder skrivekurser og er kommentator på tv og radio. Privat bor hun i Humlebæk med sin datter, Dalia.

Pernille Bramming voksede op i en missionsk familie på Fyn, men tiltrækkes allerede som ung af arabisktalende kultur og det arabiske folk. Især føler hun med palæstinenserne og tilbringer også en tid på Kibbutz i Israel, hvorefter hendes interesse øges. Bramming tilbringer nogle år i Paris, hvor hun lærer fransk, men får her også kendskab til kendte arabiske forfattere, hvorefter hun beslutter sig for at tage til Egypten nogle måneder for at lære arabisk. Denne rejse bliver dog forlænget til årevis, da Bramming får venner i Egypten, bliver gift med en egypter og får et barn. Først efter at Brammings ægteskab går ned ad bakke og hun står over for valget om at opdrage barnet som egypter i et arabisk samfund, beslutter Bramming sig for at rejse med datteren til Danmark.

Bogen er et vidnesbyrd om det arabiske samfund, set af en dansker, der har levet og åndet for dette samfund i flere år. Det er en fortælling om kulturelle forskelle, men også en kærlighed til den arabiske kultur. Det er netop sidstnævnte, jeg føler, der gør Brammings historie mere unik end andre vidnesbyrd om den arabiske kultur. Der er utallige udlægninger af folk, der har rejst i den arabiske verden og deres oplevelser, både negative og positive (dog mest negative). Denne kultur tenderes med sine traditioner og religiøse ritualer i vestlige samfund at blive nedgjort, men Bramming ser tingene i et bredere perspektiv, noget hun kan gøre, fordi hun kender både den danske og den arabiske kultur på huden og værdsætter begge for, hvad de er. Hun fortæller med indlevelse om livet i Kairo, om larmen, forureningen men også den kommen-hinanden-ved, som præger dette samfund og som er vidt forskellig fra den danske kultur. Hun beskriver disse forskelle på så detaljeret en måde, at man virkelig føler og forstår dette liv i Kairo.

En anden ting, jeg faldt over i hendes bog, var de fordomme, hun mødte fra danskernes side, især efter hun var vendt hjem til Danmark. Specifikt fortæller hun om første gang, hun ville tage datteren tilbage til Egypten, og blev mødt af mistro til dette valg af danskerne, der frygtede – og på en måde tog det som en selvfølge – at såfremt hun tog datteren til Egypten, så ville hun blive bortført. Dette førte til at Bramming ikke turde medbringe datteren og tog alene til Egypten, noget hun fortsat fortryder, da hun så skuffelsen hos den egyptiske familie, der bedyrede hende, at de aldrig ville tage et barn fra dets moder, da de hører sammen. Siden har Dalia været i Egypten flere gange om året, og familien har holdt sit løfte. Trods det at Bramming vendte hjem, har hun stadig en nær tilknytning til Egypten og den egyptiske familie samt Dalias fader, men var klar til et nyt kapitel i sit liv, der skulle foregå i Danmark.

Jeg blev meget fascineret af Brammings åbne sind og vilje til at anskue et andet samfund, der på mange måder er så vidt forskelligt fra det, hun kender i Danmark, med så positive øjne. Det er en inspiration, der såfremt andre indtog den samme tilgang til kulturforståelse, ville rykke den frygt, der præger forholdet mellem den arabiske verden og den vestlige i en mere positiv retning. For selvom Bramming på mange måder levede det arabiske liv, glemte hun aldrig, hvor hun kom fra, hun formåede blot at se det smukke i begge kulturer og blive inspireret.