Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Coverscaping - Discovering Album Aesthetics / Redigeret af Asbjørn Grønstad & Øyvind Vågnes / 209 sider
Museum Tusculanum Press. ISBN
Anmeldt 19/4 2010, 22:34 af Claus Krogholm

Coverscaping


Coverscaping

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 1939 fik den unge designer Alex Steinweiss den ide at udsmykke omslaget til Rodgers & Harts plade Smash Song Hits. Indtil da havde pladeomslag blot været et kartonomslag, der skulle beskytte de skrøbelige plader. Men nu fik omslaget med ét indtil flere funktioner: vække opmærksomhed, reklamere for pladen, give et visuelt udtryk for den musik, der var på pladen – og være et æstetisk udtryk i sig selv. På den måde kom pladeomslaget – længe før musikvideoen – til at befinde sig i en ubestemmelig zone mellem reklame og kunst. Til trods for en historie, der nu spænder over mere end 70 år, har pladeomslaget ikke i synderlig omfang været genstand for kritiske, æstetiske studier. Det forsøger antologien Coverscaping, redigeret af Asbjørn Grønstad og Øyvind Vågnes (Universitetet i Bergen), nu at rette op på.

Der findes masser af bøger om pladeomslag, men det er som oftest bøger, der hylder de bedste albumcovers og de kunstnere og designere, der har skabt dem. Et af formålene med Coverscaping er derfor at etablere studiet af pladeomslag som et egentlig videnskabeligt forskningsfelt. Det gøres gennem et antal artikler, der dækker et bredt spektrum af pladeomslag. I "Bruce's Butt" nærlæser Colleen J. Sheehy omslaget til Born in the USA, hvor Bruce Springsteen står rygvendt foran et enormt amerikansk flag. Det handler både om brugen af flaget, symbolet på patriotisme, og betydningen af, at Springsteen ses fra ryggen, og at det kun er kroppen – og ikke hovedet – der ses. I andre artikler analyserer Andrew Warnes den queer æstetik, der karakteriserer The Smiths' pladeomslag; Ian Chapman tager udgangspunkt i sin egen fascination – som teenager – af omslaget til Kiss' Alive! i en studie af cover-æstetikkens betydning for forhåndsopfattelsen af musikken og identifikationen med en bestemt genre. Beslægtet hermed er Jeffrey Weinstocks studie i goth ikonografi. Hilary Moore undersøger forbindelsen mellem modernistisk billedkunst og jazz med afsæt i Jackson Pollock og Ornette Coleman.

Da CD'en afløste vinylpladen som dominerende musikmedie, fik det også betydning for pladeomslaget – alene af den grund at størrelsen på omslaget ændrede sig. Anne Galperin beskæftiger sig med omslagsdesign i et digitalt miljø, hvor det også handler om nye måder at give musik en visuel repræsentation. En anden konsekvens af det nye medie har været, at det er blevet langt lettere at fremstille og distribuere musik uden for de etablerede, kommercielle kredsløb. Musikere kan selv brænde deres cd'er og selv skabe og printe omslag på computere. Det beskæftiger Eve Klein sig med i sit bidrag. En helt særlig genre er mixed tapes, hvor man fremstiller – før i tiden – et kassettebånd, ofte kun i et eksemplar, med udvalgt musik tiltænkt en bestemt person. Musikvalget bliver dermed udtryk for holdninger og følelser, der angår denne person. Når det i dag laves på cd, er det oplagt også at skabe et særligt omslag, der på tilsvarende vis får et personligt og unikt udtryk. Dette specielle aspekt af omslagsdesign er genstanden for Gavin Steinges artikel.

Den seneste teknologiske udvikling, hvor cd'en er ved at blive afløst af mp3 og download af musik fra nettet, får naturligvis også konsekvenser for omslaget. Hvis musikken ikke længere erhverves i et håndgribeligt, fysisk format, hvordan repræsenteres musikken så visuelt? Nicole R. Brown beskæftiger sig i "Remediation of Album Art" med Neil Youngs Greendale fra 2003. Det er et conceptalbum, der omhandler den fiktive by Greendale i Californien. Ud over musikken består conceptet af et website, en dvd og en række kunstværker skabt af James Mazzeo. På websitet kan man udforske den by – Greendale – der også er afbildet som omslag på cd'en. Omslaget fungerer altså ikke længere i sig selv som visuel repræsentation af musikken, men i lige så høj grad som henvisning til det nye medie – computeren – hvor alle de forskellige dimensioner af værket efterhånden konvergerer i en tid, hvor disse dimensioner mister betydning som håndgribelige manifestationer af værket.

Coverscaping er en bog, der viser bredden i studiet af pladeomslag. Det er mere en bog, der udpeger muligheder og retninger, end det er en samlet præsentation af et nyt forskningsfelt. Der er meget at hente i de enkelte artikler og meget at blive inspireret af. Det er en bog, der på glimrende vis får åbnet et felt. Det er så op til andre at følge op og skabe mere konsistent forskning på de respektive underområder, hvis potentiale der nu er gjort opmærksom på.

Forrige anmeldelse
« Captain Beefheart «
Næste anmeldelse
» Hjemme i Kairo »