Forlaget Bebop har siden 2000 udsendt en mængde små – i ordets bogstaveligste betydning – lækre værker, som stilsikkert appellerer til alle de læsere, der netop har en interesse i ting, som bedst kan betegnes med låneordet ”cool”. Det drejer sig bl.a. om samlinger af jazzanmeldelser fra Dan Turrell og Jørgen Leths penne, digte af Torben Ulrich og J.P. Jac, samt en række nyudgivelser af og om betydelige digtere, billedkunstnere og musikere. Helt aktuelt kan vi takke musikanmelder, redaktør og beat-fan Lars Movin for hans portræt af Don Van Vliet, for pludselig er det blevet muligt for dødelige danskere, på overskuelige 256 sider, at komme lidt tættere på en af rockverdenens mest utilnærmelige skikkelser Captain Beefheart.

Bogen kredser især om Beefhearts hovedværk, den skæve, mærkværdige og helt igennem fantastiske Trout Mask Replica, som for de, der ikke har hørt den, trodser stort set alle beskrivelser. Ord forekommer fattige, når musik skal skildre fattige, for selvom Movin er en meget kompetent skribent, der både skriver klart og i et sprog, som helt tydeligt beviser, han kan håndtere både anmeldelsen og biografien, så har alle verdens adjektiver og metaforiske kneb svært ved at indkapsle den galskab og virtuositet som Trout Mask Replica og megen anden af Beefhearts musik emmer af.

Ikke desto mindre er Movin utrolig god til at fange den stemning, der var i The Magic Band (i alle dets konstellationer). Historien er til dels stykket sammen af eksisterende biografisk materiale om Van Vliet, dels har Movin gennem længere interviews med og besøg hos centrale personer forsøgt at samle det psykedeliske puslespil, som tegner billedet af selveste Bøfhjertet.

Det er til trods for bogens indlysende kvaliteter en anelse ærgerligt, at Van Vliet selv, der i dag lever et utrolig privat og tilbagetrukket liv som kunstmaler, ikke får mulighed for selv at fylde mere i teksten, for selv om Movin har foretaget et længere telefoninterview med ham, så skete det i 1991 – mens alle bogens øvrige interviews er fra den anden side af årtusindskiftet. Man kan naturligvis mene, at det er svært at få noget fornuftigt ud af kaptajnen selv, idet han ofte i interviewsammenhænge har for vane at levere halve røverhistorier, tale i tunger og forsøge at forklare sig i et sprog, som langt de fleste vil finde ganske kryptiske (se eksempelvis disse interviews med David Letterman fra starten af firserne her og her). Ikke desto mindre ville det have klædt bogen betydeligt, hvis dens hovedperson havde villet eller fået en chance for at kommentere de nyeste udtalelser. Især fordi, mange af hans musikere anklager ham for at være utroligt manipulerende i forhold det musiske samarbejde. Enkelte hævder endda, at det var dem og ikke Beefheart, der skabte den musik, han tog al æren for.

Dertil kommer at bogen på udsatte steder gentager informationer, man har fået før. Man kunne her godt ønske, at Movin havde taget sig lidt bedre tid til at redigere sin egen tekst før publicering, eksempelvis får man tre gange at vide, at Kaptajnen nu bor i Trinidad i det nordlige Californien. Andetsteds skrives der, at pladen Bat Chain Puller aldrig blev udgivet, men først halvtreds sider senere får man forklaringen på, hvorfor det var tilfældet – og her ville det måske have pyntet med en henvisning i teksten.

Det er naturligvis alt sammen irritationsmomenter i småtingsafdelingen, for i øvrigt er bogen forsynet med glimrende fodnoter, som uddyber de informationer, der gives, en god bibliografi og ikke mindst en diskografi, der vil være en kærkommen hjælp til alle de Beefheart-fans, som gerne vil få styr på bagkataloget.

Movin formår fornemt at beskrive de enkelte albummers kvaliteter, og selv de udspil, som muligvis ikke hører til Beefheart klassikere, tager forfatteren stilling til og fremhæver, for de interesserede, de numre på skiverne, som han selv finder mest interessante. Musikjournalistik er, ligesom al andet anmelderi, en utroligt subjektiv genre, men Movin er utroligt velartikuleret og lødig i gennemgangen af Beefhearts udgivelser.

Derfor er Captain Beefheart en glimrende introduktion til en utroligt særpræget kunstner og dennes musik. Der er ikke fokuseret så meget på alle stofferne, de enkelte skærmydsler, men snarere på hvordan en kontrollerende, manipulerende og ikke mindst ufattelig visionær og karismatisk person, uden den store skoling, fik skabt sit unikke musikalske udtryk. Et udtryk, der på mange måder gik fuldstændig på tværs af mainstreamen, men som den dag i dag stadig er en inspirationskilde for helt nye generationer af eksperimenterende musikere.