Mette Blok har skrevet en højest vedkommende bog om Nietzsches etik. Forfatteren går med held uden om faldgrupperne i den kendte receptionshistorie. Dermed fremstår et værk med en udogmatisk og vedkommende friskhed, hvor Blok med stor sproglig kraft tillader sig at fortolke og sætte de værdier i Nietzsches forfatterskab, der ikke sætter sig selv. Men med den ulempe, at værket sine steder mangler en kritisk afstand til Nietzsche og stedvis ligner et forsvarsskrift for en angriber. Til gengæld får læseren en dybt vedkommende udlægning af sider hos Nietzsche, der er og har været for lette at se bort fra eller stort på: Det er en aktualiseringen af en tænker, der kalder på relanceringen af etikken, om end den savner historien om et menneske, der ikke var uskyldig i dæmoniseringen af ham selv.

Det hele menneske – og den halve Nietzsche
Franz Kafka nævner i sin dagbog ”det grufulde i det rent systematiske”. Hvis man ikke bare skal tale om Nietzsche som etiker, men som humanist, kan man fremføre det enkle uden at forfalde til enkeltheder: Mennesket er hos Nietzsche aldrig ”færdigt” – heri ligger dets etik. Den ufærdige og stræbende er også den mere opmærksomme, også i de håb han har til fremtidlige muligheder. Hvad der fremtræder som negativitet, når samfundets tilstand kritiseres, er også og mere det positive og opløftende, som Blok ligger megen vægt på: at der i overensstemmelse med vores vordende natur stadig er ting at nå, drømme at opfylde, troskab at værne om. Kafka talte som Nietzsche om ”en indre pligt”, men han talte ikke som Nietzsche om det menneskelige i alt, hvad der unddrager sig regler og systematik, der kan fungere som erstatning for hel menneskelighed, der sådan kan varetages af samfundsinstitutioner – den mest kendte er den, vi kalder moral.

For Nietzsche er moral en skueplads for magtinteresser, ikke et hjemsted for hellig og oversanselig sædelighed, og den gives som troskab mod den indre natur og udkrystalliserer sig aldrig i lovformelig systematik, der træder i stedet for den personlige bedømmelse altid nært forbundet med de personlige interesser. Derfor fjerner Nietzsche sig fra en kantiansk ide om nogen højere og friere og mere uafhængig moralitet, der gives som en fornuft og pligt. Fornuft og pligt anerkender Nietzsche kun som en uspaltning af en enkelt side i mennesket, hvorved moralitet bliver anledning til menneskelig selvflugt langt ind i et intolerant skønmaleri, der først opretholder magten, idet den adlyder den bagvedliggende interesse. Denne interesse er næppe motiveret af ædle menneskelige hensyn, men synes hos Nietzsche forklaret af umenneskeligt svage tilbøjeligheder, særligt hos ham ikke tilbøjeligheden til at acceptere dem.

Svagheden er ikke human for ham, der ikke inkluderer sig selv i den og derved fornægter dens alt for menneskelige menneskelighed, men Nietzsches humane tendenser ligger mærkeligt nok i at forstå det hele menneske og siden ekskludere en stor del af det forståede: Hans bidrag er at anerkende hele mennesket, om end forsvaret mod det hele menneske søges bevidst, fx i den ”objektive” videnskab, der har forlagt velsignelsen i den tragiske erkendelse, men også i det tragiske liv, og nok dyrker en tragisk udvalgt udspaltning af mennesket uden dermed just at opleve det. En sådan arrogant mangel på ydmyghed og realisme er, for at være sand, en overfladisk besindelse på en udvalgt og disciplineret del af vores menneskelighed, der kan gå for ”gyldig”, men så længe den skal repræsentere det hele, repræsenterer den det menneske, der helt har behov for at flygte fra mere end det halve.

Hos Blok findes andre budskaber, friske budskaber, vedkommende intensitet: At se sine egne potentialer i andre mennesker er en god ting – alt hvad der er deres kunne blive dit. Der er hele tiden mulighed for og lejlighed til at vende alt til det positive: Du trues ikke til menneskelighed, du vælger den frit. Kig derfor på drømmen om dig selv, for du er ikke længere fra den end tanken om den. Alt kan vendes til det positive, idet der konstant er muligheder, hvis der ikke konstant er mulighed for at beskytte sig mod dem. Det er menneskets beskyttelse mod livet, Nietzsche tager fat i, idet han ser et menneske, der designer en tilværelse, hvori det spaltet undlader at svare det hele liv med et helt ja, og derfor både videnskabeligt, socialt og personligt undlader at gå ind i livet, som det er, eftersom det er mere trygt at vælge dele af det fra.

Bloks bog bliver også en inspireret, åben og indlevet opfordring til at forlige sig med det tragiske i livet, og hendes udlægning af Nietzsche har påfaldende ligheder med Kierkegaards kritik af sin samtid, herunder hvad der fordres af et helt menneske, der ikke vil frasige sig helheden, fordi den ikke ubetinget er acceptabel og da slet ikke yndefuld, sidst af alt smuk når først lidelsen svarer på de spørgsmål, mennesket kun i Gud kan besvare som en mislykket selvkærlighed. Der er ”det fremtidige selv” at håbe på, siger Nietzsche, der er tilliden til dine fremtidige overvindelser. Han ønsker at gå fra videnskab til visdom, fra objektivitet til menneskelighed, dermed udover det rent mekaniske, der fungerer systematisk og ikke nødvendigvis menneskeligt, og i retning af det, der stadig lader sig opdage, udfordre, men aldrig én gang for alle fuldbyrde, og her ligger etikken: der er mere, du har aldrig ret.

Det handler for ham om at få troværdigheden, ægtheden, smerten med. Denne forskønnes og gøres evig i kunsten, der ser vores udviklinger og tilstande som gentagelser af følelsesmodus, der allerede har forekommet og eksisteret og stadigt eksisterer, det vil sige det samme i enhver udvikling, der er forskellig fra alle de andre. Den Schopenhauerske lidelse slipper mennesker hos Nietzsche ikke udover – kun forså vidt, som det ikke sker i videnskaben, kunsten udtrykker mennesket appolinsk, og dermed både forliger og forener sig med lidelsen som den livsbetingede nød, der meget vel er morgendagens lykke. Lidelsen bliver i kunsten et større og evigt udtryk for det almene, tidløse, skønne, der kun har andre og uigenkendelige udtryk i det aktuelle, der forfalsker det evige. Dette evige kender mennesket kun som sin egen forfalskende opfindelse, der rigtignok skriger efter en mere sand væren end den virkelige, der ikke virker sand nok, og sandt nok altså heller ikke er velkommen.

Viljen til magt
Bloks bog står stærkest i hendes behandling af den evige gentagelse, hvor læseren inviteres til at leve det samme liv et uendeligt antal gange for at prøve i hvilken grad, det kan sige ja til sit eget liv. Analyserne er skarpe, erfaringerne er mærket, loyaliteten er villet. Hermed demonstrerer forfatteren, hvad der er vægtigt og gavnligt for en filosofi, der er for let at dømme på sin mere end stedvis aggressive attitude, der meget vel savner en indlevet kærlighed og forståelse, Blok aldrig fornægter. Læseren fornemmer i bogen, at der er et menneske, der arbejder med Nietzsches tanker – dermed ligges der ikke bare vægt på den personlige inderliggørelse, Nietzsche taler meget om, denne demonstreres i en fabulerende tilegnelsesproces, hvis styrke er skarpheden, hvis pli er loyaliteten – og hvis problem er mangel på kritiske distance.

Hun kunne fx i højere grad problematisere Nietzsches begreb om viljen til magt. Blok gør rigtigt gældende, at det er på dens præmisser, der må udspringe en etik, og at viljen til magt konstant fordrer en selvovervindelse, som mennesket for let passiviserer i dogmer og konventioner, der ikke er loyal mod tilværelsens grundlæggende tilblivende karakter. Hun debatterer ikke, at begrebet om viljen til magt samtidig ligner et teleologisk princip, der let kan forveksles med fx oplysningstænkeres tale om fremskridt eller en Darwinisme, hvor naturen automatisk højner sig selv, uden just at have brug for et menneske, der stræber på vegne af den: Viljen til magt vil maksimere sine bestræbelser, dens virke højne livets muligheder – er det da mennesket, der ikke vil det?

Der består hos Nietzsche en spændende modsætning mellem et menneske, der af naturens fordres, eller rettere tvinges til udvikling, men som samtidig formår at ville beskytte sig mod denne udvikling, hvorved der opretholdes og skabes de spaltninger, Nietzsche først vil ind i og derefter endegyldigt udover. Kristendommen opfattes som en sådan spaltende fejlfortolkning, men det opfattes mindre, at denne spaltning eller splittelse også er selve essensen i menneskets moralitet: at mennesket ikke umiddelbart ”er sig selv” er forudsætningen for handlende og tænkende moralitet, der næppe udvirkes af et menneske, der konstant er viet til en magtvirkende trang til dominans. En dominans, der mere vil erobre end tage hensyn til det og dem, der erobres, og hvis blinde vilje vel er stærkere så længe den er fritaget fra hensyn – udover altså hensynet til den selv.

Nietzsche vil imidlertid udover de moralske begreber, som historien har farvet med sin umoral, og tilbage til drifter og begreber, der er hinsides moralske bedømmelser. Dermed synes han at antage, at menneskeliv og moralitet kunne være vidt forskellige modus eller størrelser, at der kan findes noget mere menneskeligt, såfremt vi netop ikke taler om mennesket som et moralsk væsen, hvad vi dog hos Nietzsche samtidig konstant er nødt til: Værdierne sætter sig uvægerligt – mens mennesket sætter dem, i skammekrogen? Der løber meget vel en flod af dionysiske kaoskræfter igennem livet, som man er tjent ved ikke (alene) at bedømme moralsk. Det vil sige acceptere og se, førend de forkastes og nedvurderes i de mennesker, der repræsenterer dem. Men dels kan mennesket ikke andet end at bedømme moralsk, dels kan moralen ikke andet end at bedømme mennesket, og det er hos Nietzsche tenderende søgt at operere med vilde naturkræfter som billeder på en før-moralsk og mere sand tilstand. Hvis overgangen fra denne tilstand til moral er hans syndefaldsmyte, kan han imidlertid nok være glad for at være født efter den fandt sted.

Som Blok fremhæver, mener Nietzsche imidlertid ikke, at mennesket kan bedømme livet i sin helhed og har et ønske om, at dette kan fremtræde på sine ”egne præmisser” – åbenbart forskellig fra menneskets, ufarvet af dets bedømmelser, at der findes en ret for det liv, som mennesket moralsk laver overgreb på, førend det oplever og mærker det, at en større åbenhed er mulig overfor et mere bredt og helt livsperspektiv, der ikke for at leve må ekskludere dele af livet og menneskets del i det. Heri ligger det humanistiske perspektiv hos Nietzsche, om end han siger ”vildskab” og ikke ”besindelse”. Med denne vildskab vil Nietzsche reorientere mennesket. Dette gør han, og det er muligt men meget muligt mere nødvendigt at se hans bøn som selve livets: at mennesket frit kan være menneske langt efter skylden og synden, der skænker det hele beskyttende mening. En mening der holder mennesket fast, mens det mere ønsker at begrunde og udlægge dets fangenskab end just helt at leve uden det.

Mennesket er ét med moral, og der er ikke noget, der ligner mennesket, førend der er moral. Alle sandheder har dømt mennesket, førend de er blevet udsagt af det. Hvad det handler om er udviklingen af moralen, ikke beklagelse over at den er nødvendig, forså vidt ganske i Nietzsches ånd. Moralen må for at være sand også repræsentere den tid, vi lever i, ikke den tid vore forfædre levede i. Her er Nietzsche uomgængelig: det handler om at kritisere, intet er givet på forhånd eller uafhængigt af menneskelige vurderinger. Viljen til magt er imidlertid ikke viljen til menneskelighed, men behovet for uhæmmet at udleve de menneskelige potentialer, og disse er hos Nietzsche ikke først og fremmest moralske.

Humanisme?
Alligevel er ”det nådesløse”, ”det ubarmhjertige” – undskyld mig mine kristne begreber – hos Nietzsche også det humanistiske. Det er, hvad ”hans blottede grund” muliggør anderledes end den lede og det had, der også springer i øjnene: humanisme. Det er samme fornemmelse, man har hos Kafka, der netop talte om ”virkelighedens blottede grund”, og indsigten i denne virkelighed rummer noget stærkt befriende. Langt inde i mørket kan det menneske, der vil lytte, høre et menneske, der skriger, en sand menneskelighed, der kæmper, for mig indbegrebet af moralitet, der forplanter sig som en kærlighed, som man elsker for sin indestængte og truede renhed. Blok forsvarer imidlertid Nietzsche for meget, men forsvaret udvikler sig aldrig kafkask, og først og fremmest kan man positivt sige: at det udvikler sig – men Nietzsche kan stå på egne ben, lad ham forsvare sig selv. Er hans værk da ikke angrebsskriftet, der forsvarer mennesket?

Sagen er, at man hos Nietzsche både kan høre en human bøn om forståelse og redelighed og menneskelighed, og den ligeså menneskelige foragt, hadet og dets brutalitet. For denne anmelder leder det tankerne hen på Jobs Bog, der også rummer hovedpersonens sælsomme blanding mellem den reneste klage over uret og rettens tendens til at låne hadefulde begreber fra den fjende, hvis uret er hans menneskeret. Derfor er Bloks bog en vigtig side af, hvad Nietzsche fremhæver, og hvad man kan fremhæve hos Nietzsche, men udlægningen er så stærkt farvet, at læseren delvis undgår den mere blandede fornemmelse af ubehag og tiltrækning, der hos Nietzsche i sig selv er en etisk pointe, og som igen kalder på menneskelig forståelse, her kun søgt i den filosofiske erkendelse. Hendes læsninger er ”meget loyale”, og man savner gennemgående en højere grad af kritisk sans, hvilket ikke udelukker, at Blok fremstiller en meget konsistent tolkning af en Nietzsche-etik, der ikke bare er opfundet, men mærket, opdaget, villet.

Hvis man vil tale om Nietzsche som humanist og ikke blot som etiker, så får man lejlighed til det i Bloks bog, der også er en fortale for en udogmatisk forståelse af menneskelivet, der kan føre tolerance og rummelighed videre, ikke den Nietzsche unddrog sine læsere, men særligt den man er nødt til at møde ham med. Dermed ikke sagt, at der mangler nuancer i Bloks udlægning. Hun forsøger et møde mere end hun berettiger en kamp, også selvom Nietzsche selv hellere kæmpede med alt mere end han mødte noget. I dette, hvor mennesket møder filosoffen eller hvor filosoffen bliver menneske, kunne en udfoldet psykologisering af Nietzsche – et møde med mennesket, Nietzsche aldrig selv så bort fra – føre til en velgørende fornemmelse af ikke at være medskyldig i en forfægtelse af uskylden, hvor den harsk tillader sig konstant at angribe sin medsammensvorne modsætning. Nietzsche er og bliver også som menneske afgørende og uomgængelig. Hans budskab er under alle omstændigheder frigørende: Se hvordan jeg behandler skylden, naget, den dårlige samvittighed. Jeg vil ikke længere dømmes af en moral, der ikke er min egen.

Selv og selvovervindelsen
Dette mod hænger sammen med viljen til magt, ikke selvopretholdelsen, men selvovervindelsen. I det sidste ligger hele Nietzsches potentiale, men også hans etik: at mennesket naturligt stræber udover sig selv og ikke bare ønsker at opretholde det bestående, at det aktivt vil overskride sig selv og ikke blot passivt affinde sig med at opretholde en magt, der ikke er dets egen. Selvopholdelse er rettet mod en selv og indtager en beskyttende holdning til livet. Selvovervindelse er potentielt rettet mod andre eller andet og indtager en udfordrende holdning til livet, og faktisk er det hos Nietzsche forskellen på det livshæmmende og det livsfremmende.

Ligesom mennesket står på en line mellem dyr og overmenneske, automatik og skabelse, står det mellem vilje til magt og viljen til afmagt. Som Blok fremfører i en af sine fremragende tolkninger, vil det sige i nogen grad vekslende mellem dem, og hvad er så det naturlige svar til afmagten, magten naturligvis. Det er denne skaben, der også er en knusen, som Nietzsche om nogen er ved at kaste op over skal fordømmes som naturstridig; den hos ham er selve naturen, menneskets værdighed, håbets farve. Hermed findes hos ham også bønnen om det essentielt menneskelige, mennesket fordømmer, om at dette opfattes udogmatisk og udleves ærligt, at moralbegreberne ”må komme bagefter” og ikke før mennesket vurderes. En skelnen, der er umulig at opretholde, men som dog angiver tendensen: Oplev mennesket som det er, førend du dømmer det for det, du ikke selv kan realisere i det.

Her findes også problemer, som Nietzsche er opmærksom på, og som Villy Sørensens uomgængelige reception er stadigt følsom overfor: at sproget indtager vurderinger for os, historie er moral, man ikke bare kaster af sig, at vi mere oplever samfundets domme over menneske og tilstande, end vi oplever vor egen. Og opgaven er så at mærke og finde den moralitet, der repræsenterer en selv og ikke samfundet, hvis normer man umiddelbart passivt antager og kun middelbart aktivt frasiger sig. Hvad der er vort eget synes så hos Nietzsche navnlig at være de modsætninger, vi er i stand til at opfinde for derigennem at finde os selv. Hvis vi først automatisk reagerer med historiske moralbegreber er opgaven desto mere at agere med en inderlig og personlig moralitet, og dette er også individets sunde distance til samfundet, der ikke just er dets eget værk: At dette ikke opfylder alle eller mine behov og dog dømmer mig, når ikke jeg opfylder dets egne, at det er produkt af historisk udvikling og aldrig repræsenterer nogen højere sandhed eller retfærdighed, men er baseret på værdier, der kan og må betvivles.

Mening og meningsløshed
Centralt hos Blok står meningsaspektet: hvor mennesket skal hente mening, når vi uden Gud kun kan henholde os til jordiske og forgængelige værdier, der aldrig kan garanteres af nogen højere magt. Som Blok citerer, har ”hævnens ånd hidtil været menneskets bedste eftertanke”, og det sker bl.a. fordi vores viljer er desillusionerede over, at livet er forgængeligt, og forsøger at hævne sig på livet, grundet tilværelsens meningsløshed og vilkårlighed opfinder en hinsides verden, der besidder ren og fuldkommen væren – den illusion, der fører Nietzsche ud i tanken om den evige gentagelse, hvor mennesket skal og kan bejae det forgængelige liv også for en meningsløshed, det ikke i denne bekræftelse ser bort fra.

Nihilismen er en fare, der skal ses i øjnene og derefter overvindes, og derfor er det kun naturligt, T Nietzsche skriver meget om menneskets konstante træthed, beskyttelsen mod det liv i dogmer og konventioner og Gud, som mennesket ikke kan bære i sin rene form. En form Nietzsche ikke desto mindre opdrager os til at elske, som det er, uden dermed at forherlige dets jammerlige indhold. Dermed ses den moderne videnskab også som en mangel på vilje og mod til at inderliggøre livets tragik, arvet, som den har, forestillingen om en mere sand væren, der reproduceres som et forsvar mod livet – nok mere videnskabens end mennesket eget. Nietzsches argument er, at lidelsen og meningsløsheden slet og ret er en del af menneskets lykke – mennesket skal gøre sin vilkårlige fortid til sin egen, livet til dets eget – ikke i en Gud fastholde en offerrolle, der beskytter mod fuldbyrdelse af livet, og dermed skriver Nietzsche også om det myndige og selvberoende menneske, der selvstændigt dømmer om livet.

Hans etik kan derfor – hvad Blok ikke gør meget ud af – sammenlignes med Aristoteles, der tror på et menneske, som selvstændigt kan skønne og vurdere og i enhver situation bruger sig selv i denne vurdering. Dvs. at det også går imod den opfattelse, at der skulle findes bestemte regler for moralitet, en moralitet der kun opstår, idet mennesket ikke afstår fra sin egen produktive menneskelighed. Godt nok er der hos Aristoteles en hensynsfuldhed, Nietzsche lægger mindre vægt på, da den hos ham mere er noget, som mennesket er offer for end reelt besidder vilje til.

Menneskets accept af sig selv – eller dets heroiske ja!
Hensynsfuldhed kunne være eksempel på det, Nietzsche mangler i moralen: At mennesket ved at efterleve almene konventioner aldrig når at lære sig selv at kende. At det med moralen, med andre ord, er beskyttet mod sig selv. At moralen i ordets egentlige betydning er en beskyttelse mod menneskelighed, mennesket ikke desto mindre med netop moralen mener at hævde. Det er hos Nietzsche netop en misforståelse at handle moralsk for moralens skyld. Motivationen for menneskelighed må være den, at man ikke kan handle anderledes, at der findes en trang til det gode, ikke som hos Kant en almen pligt, der ikke repræsenterer mennesket – eller repræsenterer et menneske, der har opfundet en afstand til sig selv og ydermere forherliger denne distance som frihed.

Kan mennesket acceptere de naturlige menneskelige tilbøjeligheder uden at opfinde en ydre instans, hvorfra det legitimt kan fordømme dem, etablere afstand til dem, befris fra dem samt hente forståelse og tilgivelse for dem? Behøver mennesket, for at acceptere sig selv, at etablere en højere fiktion, Gud, hvorfra alene denne accept kan udtales, og fastholdes dermed gennem en lidende offerrolle ikke bare menneskets kærlighed til og forståelse for sig selv, men også argumentet for ikke at forandre den menneskelighed, som mennesket dog selv er skaber af og har ansvaret for? Det var centrale spørgsmål for Feuerbach og også for Nietzsche. For sidste får det imidlertid stor betydning, at han definerer naturen som meningsløs og grusom, det gør flugten desto mere forståelig. Denne flugt kunne man også kalde den i en abstraheret udspaltning legitime menneskelige kærlighed til Gud, nemlig menneskets kun i Gud virkeliggjorte kærlighed til sig selv.

Blok kunne have gjort noget mere ud at behandle stoikernes begreb om naturen, som er anderledes positivt, og hvor naturen netop ses som et forbillede i menneskelig etik. Fx har Seneca blik for, at naturen både repræsenterer onde eller umenneskelige muligheder, men også potentielt kan blive en ”mild og vis vejleder”. Hermed er den menneskelige splittelse angivet netop som dét (potentielt) etiske: at mennesket ikke bare er sig selv, men konstant må blive det – eller sagt på en anden måde: at mennesket, når det er sig selv (eller ét med viljen til magt) – ikke er særligt menneskeligt.

Hos Nietzsche er det et åbent spørgsmål, der ikke lukker de frygteligste muligheder, nemlig om alt uhæmmet skal realiseres, eller om mennesket ikke er godt tjent med at holde dets natur tilbage frem for konstant at udleve dens grundlæggende hensynsløshed. Nietzsche taler om, at alt det er godt, ”der forøger magtfølelsen”, hvilket man ikke nødvendigvis skal forstå som at alt det, der forøger Nietzsche er godt for mennesket. Eftersom han taler meget om, hvad mennesket gennem moralen bliver fremmed for, kunne et relevant spørgsmål for Blok også være: Hvad er det mennesket bliver fremmed for? Dets hele væsen – og dette væsens grusomhed? Og hvis det er det, er det så ikke godt, at mennesket gennem kulturen, som Nietzsche siger, ”gøres beregneligt”, at det over sig og måske også i en Gud opholder og fastholder en pligt til at handle menneskeligt. En pligt mennesket ellers, eller uden Gud, slet ikke lyder, fordi driften til det ganske enkelt ikke findes og i det mindste måske søges i Gud?

Det står stærkt hos Nietzsche, at mennesket ”gøres udvendigt”, og der er menneskelige perspektiver i enhver afvisning af massemoral, troen på individets dømmekraft, dets håb til fremtiden samt det menneskelige i at se meningsløsheden i øjnene frem for at flygte fra den og farerne ved institutionaliseringer. Men der mangler i Bloks værk en afstand til filosoffen og en mere kritisk diskussion, fx netop af det forhold, at enhver institutionalisering hos Nietzsche kun kan være illegitim. Til gengæld leverer Blok en næsten nervepirrende, god og konsistens tolkning af Nietzsches værk, levende skrevet, fuld med energi og med megen sproglig fremdrift og præcision, ikke bare en objektiveret fremstilling på afstand, men en aktiv inderliggørelse af Nietzsches visdom, der giver rum for Nietzsche og tro på mennesket. Det ”hinsides godt og ondt” er netop ikke hinsides menneskelighed, men forfatteren er for længst hinsides den negative reception, der gør den kærlige loyalitet så meget mere bydende nødvendig, og hvorved Blok tjener Nietzsche, men så sandelig også sig selv:

”Når Nietzsche derfor lader Zarathustra sige, at mennesket skal forblive jorden tro og ikke lade sig forføre af ”overjordiske håb” […] så skal det ikke forstås som et forsvar for en ny materialisme; det er derimod et forsøg på at overvinde dualismen og et forsvar for det, man kunne kalde en ikkereduktiv naturalisme, en position, der er hinsides skellet mellem sjæl og legeme, mellem sand verden og sanseverden og mellem idealisme og materialisme […] hinsides godt og ondt.”