For nyligt var jeg inde på en hjemmeside, der viste sjove opslag på Facebook. Her faldt jeg over en amerikansk kvinde, der i sin status havde skrevet ”Hvad er Afghanistan?”, hvorefter en svarer hende, at det er et land, hvori USA og FN har tropper, der kæmper mod al Qaida og Taleban. Derefter spørger pigen så: ”og er Al Qaida så også et land?”. Selvom dette er et ekstremt karikeret tilfælde, afspejler det reelt nok den generelle uvidenhed om Afghanistans historie og værdier. Dette bliver endnu mere skræmmende, når man har in mente, at danske soldater hver dag sætter sit liv på spil, i et land, hvis kultur og historie de knapt nok kender. I Norge er denne bog blevet obligatorisk læsning for norske soldater, inden de tager til Afghanistan, og efter at have læst bogen, opbakker jeg denne idé – og håber på lignende tiltag i Danmark.

Denne bog er nemlig skrevet af en kender af det afghanske samfund. Frederik Barth er professor i socialantropologi ved universitetet i Boston, og han har modtaget en række akademiske udnævnelser og priser for banebrydende teoretisk udvikling og formidling af feltarbejde. Som ung antropolog tog han til Afghanistan og levede sammen med den folkegruppe, der i dag udgør kernen i Taleban. Denne befolkningsgruppe hedder pashtunerne og udgør ca. halvdelen af det afghanske samfund, der etnisk set er mangfoldigt. Barth har lært sig pashtunernes sprog, pashto, og han har lært, hvordan den politiske udvikling har været gennem de sidste par generationer. Det spreder et lys på hans viden i denne bog.

Afghanistan og Taleban omhandler således afghanske skikke, værdier, økonomi , Taleban og Al Qaida med videre, samt den afghanske historie, om Sovjetunions indtog i Afghanistan og de katastrofale følger dette havde, og hvorfor dette afspejler afghanernes mistillid til fremmed okkupation af landet den dag i dag. Den sætter også et negativt lys på FN’s tilstedeværelse i landet, især vores manglende viden om afghanske skikke og normer, og hvordan de påvirker afghanernes syn på vestlige repræsentanter.

Som antropolog har Barth en ganske anden tilgang til dette folk. Han forstår nemlig rigtig nok, at når man kommer til et fremmed land, må man varetage og mest af alt forstå og respektere de forskelligheder, der er mellem ”os” og ”dem”. Og som Barth forklarer, gør vestlige tropper det nøjagtigt modsatte:

”se bare hvordan de fremmede tropper ser ud og opfører sig set med afghanske øjne! Med deres støvler, deres pansrede veste og deres kropssprog fremtræder de som mærkelige og umenneskelige fremmedlegemer. De skyder på tilfældige civile folk (fordi de ikke kan se forskel!), de trænger ind i folks huse for at foranstalte husundersøgelser, de arresterer gæster lige foran øjnene af husets herre, hustru og børn – det mest ydmygende, de kan gøre ifølge det mange hundrede år gamle pashtunwali-kodeks. De kommanderer og råber til de omkringstående – som om de var slaver eller lakajer og ikke frie mennesker. De er så gennemført gerrige og æreløse, at de aldrig selv udviser gæstfrihed – og måske godt det samme, siden de opfattes som nogle, der bare fylder sig med vin og grisekød. Det fortælles om dem, at de bruger gasmasker, fordi de ikke kan tåle lugten af troende muslimer. De gemmer sig for Gud ved at gå med kasketter og andre hovedbeklædninger, som skygger for øjnene, så Gud ikke ser dem”.

Denne manglende forståelse for afghansk sædvane, skaber en distance og mistillid til disse styrker, hvis intentioner slet ikke forstås. Dette kunne forbedres ved at gøre soldaterne mere opmærksomme på de signaler, som de sender i et kulturelt anderledes land end det, hvorfra de kommer.

Bogen er kort og letforståelig og går ikke for meget i dybden, hvilket gør den forståelig for alle, men er stadig informerende nok til at give et dækkende billede af et land hvis kultur og historie, de færreste kender til. Er man dog bekendt med afghansk kultur og historie, skal man vælge en mere dybdegående bog, evt. på et specifikt område, da denne bogs styrke netop er, at den indkapsler så megen information på en kort og forståelig måde og mest af alt henvender sig til folk, der søger grundlæggende informationer om Afghanistan. Jeg vil til hver en tid være fortaler for, at denne bog – på samme måde som i Norge – bliver obligatorisk læsning for soldater, men også politikere, der varetager udenrigspolitikken, nu hvor Danmark er en krigsførende nation. Trods dens længde er den ubeskrivelig værdifuld og vil kunne ruste de udenlandske tropper meget bedre til at kunne agere i det afghanske samfund uden at træde nogle over tæerne.