Rane Willerslev er i dag lektor på Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik på Århus Universitet og leder af De Etnografiske Samlinger på Moesgård Museum. Han blev ph.d. fra Cambridge University i 2003 og var lektor i visuel antropologi ved Manchester University fra 2003 til 2006. Han har været på talrige ekspeditioner i Sibirien og blev i 2001 optaget i Eventyrenes Klub. Dette er hans fortælling om sine rejser til Sibirien, om drømmen om at gøre en ende på århundreders udnyttelse af de sibiriske zobeljægere via et idealistisk pelsprojekt, om hvordan dette gik skævt, da Rane kom på tværs af den russiske mafia og måtte flygte ud i den nådesløse tajga, hvor jagten er et spørgsmål om liv eller død.

I 1990’erne rejser unge Rane Willerslev til Sibirien i håbet om at gøre en ende på århundreders udnyttelse af de sibiriske zobeljægere. Endvidere vil Rane i form af sin uddannelse leve blandt et sibirisk folk og opleve deres kultur på egen krop og derved skaffe datamateriale til at skrive sit ph.d. færdigt. Hans ph.d. omhandler i høj grad jukagiernes åndetro. Dette folk føler nemlig en tilknytning til dyrene og naturen som værende helligt og besjælet, og som er ganske ulig det forhold, som vestens befolkning har til naturen.

I sin position som antropolog søger Rane at forstå denne livsform indefra. Som Rane selv formulerer det i et interview: ”Jeg bruger min egen krop, for at forstå de her mennesker, ergo må jeg også blive som dem. Det er min helt grundlæggende holdning, som åbner op for at en transformation kan finde sted.” Og optaget blev han også. Han lærte diverse jagtteknikker og blev respekteret som del af det jukagiriske samfund. Det er netop blandt det jukagiriske folk, Rane lever i et år. Disse lever af at jage elge og zobler for deres pels. Blandt dette folk lærer Rane om jukagirernes tro på ånder og shamaner og om at leve med naturen.

Men det sørgelige ved jukagirernes skæbne er, at de bliver udnyttet af den russiske mafia, der giver minimale priser for deres pels, hvilket fastholder folket i fattigdom. Sammen med en ven fra Danmark ville Rane således iværksætte et samarbejde, der gik ud på at pelsjægerne skulle sælge deres skind direkte til danske opkøbere, så de kunne få en ordentlig pris for pelsene. Rane ved dog ikke, hvem han nu lægger sig ud imod. Den russiske mafia er infiltreret i Jakutien, og Rane må flygte ud i tajgaen for at overleve. Her bor han med en ven, og de oplever de -65 grader og den konstante sult på egen krop og kæmper for at overleve. Til sit held skyder Rane en elg, da alt håb ellers var ved at være slukket.

Rane må derefter erkende, at pelsprojektet var idealistisk og indser, at han ikke havde sat projektet i gang, såfremt han havde vidst hvilke farer, det udsatte ham selv og andre for. Set i bakspejlet var projektet en fiasko, men hans oplevelser blandt folket var livsgivende og sætter præg på hans livsform den dag i dag. Ved at blive ét med dette folk fandt Rane sig selv på en måde, som kun de, der har stået i samme situation, vil forstå.

Bogen er et værdifuldt stykke arbejde for at forstå disse folk fra en person, der har levet iblandt dem, oplevet deres ritualer, deres tilknytning til naturen og den altædende kulde. Søger man information omkring Sibiriens folk, er bogen et hit, men er man ikke interesseret i jagt og russisk mafia, tenderer bogen ensformighed. Eftersom bogen er skrevet i antropologiens mened, leverer den varen ud fra dette perspektiv og er velovervejet og velskrevet. Men eftersom bogen er antropologfaglig, henvender den sig først og fremmest til de, der interesserer sig for netop dette felt. Den beskriver kulde og jagt i den sibiriske tajga i det, der synes som det uendelige, og eftersom dette ikke ligefrem er emner, enhver vil finde interessante, kan bogen tendere til at blive lang, trods dens relativt korte længde. Bogen henvender sig af denne grund til læsere, der interesserer sig for dette specifikke, antropologfaglige område.