Den 23. august 1939 sprang champagnepropperne i Kreml i anledning af, at det kommunistiske Sovjetunionen og det nazistiske Tyskland havde underskrevet en ikke-angrebspagt, som bl.a. betød en deling af småstaterne mellem de to stormagter i territoriale interessesfærer. Det tysk-sovjetiske forhold var i høj grad et fornuftsægteskab, som på det nærmeste havde en skilsmisse indbygget i sig lige fra starten. Og bruddet indtraf den 22. juni 1941, hvor Hitler og hans allierede iværksatte Operation Barbarossa og sendte over 3 mio. aksesoldater ind på sovjetisk territorium. Østfronten var Anden Verdenskrigs hovedfront, målt på antallet af indsatte tyske soldater og materiel, og det var her, Hitlertysklands skæbne blev beseglet. I løbet af få måneder var store dele af det vestlige Sovjetunionen besat, og under den blodige krig, der nu begyndte, kom lidt under 40 % af den sovjetiske befolkning under tysk herredømme.

I sin bog Den Store Fædrelandskrig. Statsmagt og mennesker i Sovjetunionen 1939-55 giver den danske historiker Niels Bo Poulsen en glimrende fremstilling af livet i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig og af krigens følger for den sovjetiske befolkning i årene derefter, bl.a. på baggrund af en række kilder, som først er blevet tilgængelige efter Sovjetunionens opløsning. Forfatteren indleder med at beskrive optakten til krigen, herunder føromtalte ikke-angrebspagt mellem nazisterne og sovjetkommunisterne. Gennem hele bogen er der både fokus på de sovjetiske magthavere, som tog de store og afgørende beslutninger under krigen, og på de almindelige mennesker i det sovjetiske samfund, uanset om de befandt sig på den ene eller den anden side af fronten. Gennem tiderne er der skrevet adskillige bøger om krigen på Østfronten, men Niels Bo Poulsens bog udmærker sig især ved de nærværende skildringer af enkeltpersoners daglige liv og skæbne.

Den paranoide Stalins brutale regime var ikke populært i befolkningen, som konstant levede med frygten for at blive arresteret af det hemmelige politi. Adskillige millioner sovjetborgere, såvel reelle som indbildte fjender af det kommunistiske styre, blev myrdet eller deporteret til arbejdslejre i Sibirien. Og da aksemagterne rykkede ind i Sovjetunionen, betragtede dele af befolkningen dem faktisk som befriere og kollaborerede med dem. For at vinde opbakning på hjemmefronten til krigen måtte Stalin derfor se sig nødsaget til at nedtone den sædvanlige ideologiske retorik og i stedet appellere til sovjetborgernes patriotisme, deraf betegnelsen Den Store Fædrelandskrig. Så godt som alle sovjetborgere havde familiemedlemmer i Den Røde Hær, og det øgede utvivlsomt opbakningen i befolkningen til krigsindsatsen. I sidste ende lykkedes det Sovjetunionen at besejre fjenden, bl.a. pga. Den Røde Hærs store mobilitet og landets nærmest uudtømmelige ressourcer, herunder menneskelige, som den kyniske sovjetiske ledelse var villig til at ofre mange af. Hertil kommer en omfattende undertrykkelse af den sovjetiske befolkning og vedholdende propaganda om nazistiske krigsforbrydelser i den tyskbesatte del af Sovjetunionen. Lige så afgørende var det dog, at den tyske økonomi ikke var gearet til en langvarig, opslidende krig som den, felttoget i Øst udviklede sig til, og at den sejrsvante tyske hær ikke evnede at forsvare det allerede erobrede land pga. de enorme afstande.

Sejren over Tyskland og dets allierede havde dog sin pris for Sovjetunionen. Næsten 27 mio. sovjetborgere mistede livet under krigen, og landets samfundsøkonomi blev lagt i ruiner. Da kanonerne tav, fik sovjetborgerne ikke lejlighed til at sole sig i sejren, for magthaverne krævede, at de skulle være beredte til at bringe nye ofre. Stalin ønskede ikke, at krigsafslutningen skulle føre til ændringer i det eksisterende politiske og sociale system. Freden bragte derfor ikke den krigsplagede befolkning velstand og frihed, og genopbygningen af landet efter krigen foregik langsomt pga. fortsatte krav til stor produktion af militært udstyr. Først efter Stalins død i 1953, hvor Sovjetunionen gik fra at være et terroristisk despoti til en kollektivt ledet diktaturstat, fik sovjetborgerne for alvor fred og bedre vilkår. Flere år efter krigen var det sovjetiske samfund dog stadig præget af dens følger, idet jordhuler og udrangerede jernbanevogne i midten af 1950’erne stadig ikke var en helt ualmindelig beboelsesform. Det giver Niels Bo Poulsens bog et særligt perspektiv og dybde, at han netop lader sin fremstilling af det sovjetiske samfund strække sig til 1955, i stedet for at lade den stoppe ved Anden Verdenskrigs afslutning. Dermed har man som læser bedre forudsætninger for at forstå krigen og dens forfærdelige følger for landet og dets indbyggere.

Alt i alt er Niels Bo Poulsens bog fremragende og vedkommende historieskrivning, som ikke bør forbigås af historieinteresserede.