Det er meget sigende, at de to bøger, der inden for de seneste par måneder er udkommet om dansk universitetspolitik, begge bærer ordet ”død” i deres titler – uden anden sammenhæng i øvrigt. Mogens Ove Madsens Universitetets død er en dystopisk fortælling om et universitet, der langsomt kvæles i administration og mangel medbestemmelse. Sune Aukens Hjernedød er en dystopi af samme skuffe, men fra en lidt anden vinkel. Alligevel er der antydninger af enighed i begge bøgers undertitler. Madsens bog hedder også Kritik af den nyliberale tendens, mens Aukens bog også bærer titlen Til forsvar for det borgerlige universitet. I begge titler ligger ansporingen af, at vi har det, der på papiret ser ud til at være en liberal regering, mens alt andet tyder på, at liberalismens er gået på hæld.

Der er dog en vigtig forskel på de to bøger fra Madsen og Auken. Hvor Madsen tendentielt bliver historisk tilbageskuende mod fordums storhed inden for Humboldt-universitetets idealer, så forsøger Auken i stedet at pejle vejen fremad – og skal ret være ret, så er Madsen og Auken meget enige om, hvor problemerne er, og hvordan de formålstjenstlig og fremadrettet skal løses. Auken slår ned på primært to problemer i nutidens universitetsmiljø: For det første den stigende grad af bureaukrati, der gør sig gældende generelt inden for – med Madsens ord – den nyliberale tendens, mens det også – med Aukens ord – melder sig i den såkaldte New Public Management. Lighedstrækket melder sig her, idet den nyliberale tendens netop i høj gør brug af disse ledelsesformer. Den kritiske røst ville indvende, at det netop er her liberalismen går fløjten.

For det andet er det måske mest centrale problem for tidens universiteter den indskrænkede forskningsfrihed, der udspringer af færre basismidler til blandt andet grundforskning og en højere og højere grad af konkurrencetankegang. Dermed er din kollega ikke længere en kollega, men en potentiel aftager af de forskningsmidler, som netop du selv havde brug for. Ikke nok med, at konkurrencen melder sit tunge åg over forskningsbeføjelserne. Det gælder tilmed, at universitetsansatte efter den seneste ændring af universitetslovningen (i flertal med Socialdemokraterne) ikke længere har reelle demokratiske muligheder for at hverken brokke sig eller ændre på noget som helst. De såkaldte akademiske råd er netop ikke andet end rådgivende organer, der ingen egentlig indflydelse har.

Et interessant indslag i Aukens bog, hvor han adskiller sig en smule fra Madsens bog, handler om to forskellige måder at tænke universitetet på. Han skelner mellem det revolutionære universitet og det borgerlige universitet, hvor det første bliver en venstreorienteret med fokus på at tjene det socialistiske projekt á la 70’ernes universiteter, mens det sidste i stedet handler om at indlemme universitetet i samfundets interne balance: her kunne man, uden Auken selv skriver det, synes, at ytrings- og forskningsfrihed mødes. Hvis vi her ser bort fra den karikerede formulering af 70’ernes politiske universiteter, så har Auken selvfølgelig en pointe i, at universiteter skal søge at være så apolitiske, som det er muligt – det bør ikke afhænge af, hvem der sidder ved roret, om videnskaben skal indgå som en korrigerende faktor. Og i sin analyse af, hvor politisk betonet vores nuværende universitetspolitik er, trækker Auken os gennem Helge Sanders væld af paradoksale besvarelser – eller sågar fuldstændige mangel på lyst (eller evne) til at besvare spørgsmål fra kritikere. Som det ser ud nu, er Sander jo ikke videnskabsminister, men i højere grad erhvervsminister: Videnskabspolitikken tjener i hvert fald ikke videnskab, men snarere erhvervslivet.

Aukens bog er derfor et nødvendigt og relevant indslag i en debat, der endelig er ved at få lidt fart. Auken har selv undervejs været en væsentlig del af den tiltagende debat. En sjældent set force ved Aukens bog er tilmed, at den er formidlet med en tilpas grad af humor og ironi, så bogens kritiske pointer fremstår lysende klart: Absurdismen kunne ikke have gjort det bedre. Det gælder fx Aukens redningsforsøg for Sander, hvor han sammenligner Sanders politik med det juridiske begreb om dum tro: ”Han holder sig uvidende om noget, han indlysende burde orientere sig om”. Sanders manglende svar på kritik er dermed ikke besvarelser, der strider mod bedrevidende – det er simpelthen, fordi han ikke ved bedre. ”Universitetspolitikken”, fortsætter Auken andetsteds, ”minder om kolonimagternes grænsedragning i Afrika”, mens den også er ”en reminiscens af en planøkonomisk tankegang”. Med andre ord: Får vi ikke taget tyren ved hornene i det danske universitetspolitiske system, ender det med, at vi får brug for det revolutionære universitet til at gøre op med magthavernes åg, der hviler tungt over offentligt ansatte, som blot forsøger at gøre deres arbejde bedst muligt.

Auken slutter af med at give nogle gode råd til, hvordan universitetspolitikken kan forbedres: flere grundbevillinger til universiteterne i stedet for konkurrence; demokratiske kontra-vægte til ledelsens top-down-struktur; mindre kontrol og måling af universitetsansatte som fint selv kan vurdere, hvor forskningen bør bevæge sig hen; større sikkerhed i ansættelsen på universiteterne, der gør at de enkelte ansatte tør satse på noget, der ikke er politisk moderne, men kan give afkast på længere sigt. På alle disse områder er Sune Auken helt på linje med Mogens Ove Madsen, når vi her både pejler, hvor det er galt, men også hvor det er nødvendigt at sætte ind med forbedringer.

Som ekstra understregning af absurdismen og humoren, som måske er den rette måde at tage denne debat med, afrunder Auken med at antyde en vis analogi mellem Darth Vaders sadisme, og Sanders bureaukratisme. ”Jeg er bureaukrat”, siger Sander, ”ikke matematiker”. Universitetssystemet er i sine kontrolmekanismer en matematisk tåbelighed, der råber til Himlen om udbedring. Auken selv stod i sin tid for en underskriftindsamling mod universitetslovgivningen (indirekte opfordret af Sander selv) – denne anmeldelse føjer min underskrift dertil.

Bogen kan forudbestilles hos Informations forlag.