’Tættere på Månen end på Vestberlin’ var, hvad flere østberlinere følte sig, når de spejdede over den forhadte Berlinmur mod Vestberlin, hvis man skal tro forfatteren og journalisten Christopher Hilton i bogen Berlinmuren med undertitlen Den menneskelige beretning om en front i den Kolde Krig. Vestberlin var lukket land for østberlinerne, og forsøgte man at forcere Muren, der omkransede den vestlige del af byen, uden de rette papirer, risikerede man at blive skudt.

9. november 2009 var det 20 år siden, Berlinmuren faldt. Mere end noget andet var den symbolet på den politiske konflikt mellem den kommunistiske verden, anført af Sovjetunionen, og den kapitalistiske, anført af USA. ”Hvis man bor på en ø, skal man ikke gøre havet til sin fjende”. Sådan lød et østtysk propagandabudskab rettet mod vestberlinerne. Og en ø var netop, hvad Vestberlin var; en demokratisk ø midt i det kommunistiske Østtyskland. DDR-regimet kaldte Berlinmuren en ”antifascistisk beskyttelsesbarriere”, dvs. et værn mod kapitalisterne på den anden side, som i østtysk optik havde været allieret med nazisterne.

Reelt skulle Muren dog forhindre, at DDR forblødte som følge af massiv folkeflugt til Vesten. Økonomisk sakkede den såkaldte Tyske Demokratiske Republik gennem hele sin levetid bagud i forhold til Forbundsrepublikken, og var desuden et gennemkontrolleret overvågningssamfund, hvor ’Ministeriet for Statssikkerhed’, eller ’Stasi’, ifølge undersøgelser havde en informant eller deltidsmeddeler pr. 6,5 indbygger. Disse forhold fik mange til at overveje, om ikke de ville få et bedre liv i Vest.

Bygningen af en mur gennem en storby som Berlin fik uvægerligt skæbnesvangre følger for tusinder af mennesker. Familier blev fra den ene dag til den anden adskilt, og nogle så først hinanden 28 år senere. Adskillige forsøgte at flygte på mere eller mindre fantasifulde måder, og nogle betalte med deres liv herfor.

Det er disse menneskeskæbner, der skildres i Christopher Hiltons bog. Bogen bringer ikke nye afsløringer af den politiske og historiske baggrund for opførslen af Berlinmuren den 13. august 1961 og dens fald den 9. november 1989. Det er ikke de store politiske beslutninger i hovedstæderne, som er i fokus. Med udgangspunkt i samtaler og kilder går Hilton derimod tæt på Murens historie gennem de mennesker, der levede og døde med den. Hilton remser løbende navnene op på de personer, der blev dræbt ved Muren gennem dens 28-årige historie. Og netop det gør bogen til skrap kost for læseren, når man betænker, at der bag hvert enkelt navn, gemmer sig et menneske, som stod i relation til og var elsket af andre mennesker.

Byggeriet af Muren og begivenhederne, der førte til dens fald, skildres detaljeret time for time som en slags nervepirrende nedtælling. På denne måde er bogen ikke blot lærerig, men også spændende og medrivende, uden at det på noget tidspunkt bliver ulødigt. Desværre rummer den danske oversættelse en del sprogligt sjusk som f.eks. stavefejl og manglende ord, og det skæmmer. Er man interesseret i Tysklands nyere, omtumlede historie, bør man dog ikke forbigå dette værk, der føjer en menneskelig dimension til historieskrivningen om Berlinmuren.