Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Hvidbogen - Krisen på Island / Einar Már Gu∂mundsson / 192 sider
Informations Forlag. ISBN
Anmeldt 16/11 2009, 20:33 af Claus Krogholm

Krisen på Island


Krisen på Island

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En aften i februar 2009 sad jeg i restauranten på Hotel Loftleidur i Reykjavik. Den islandske krones bratte kursfald havde gjort det billigt at være dansker på Island. Hen mod lukketid kom en nydeligt klædt, ældre mand ind i restauranten. Han henvendte sig til personalet, som med et nik gav deres samtykke til, at han begyndte at fylde mad fra buffeten i en medbragt plasticpose – mad der alligevel ville blive kasseret, når restauranten lukkede.

Det lille scenarie illustrerer finanskrisens konsekvenser på Island. Den ældre mand var ikke nogen typisk hjemløs, der tiggede mad ved de riges bord. Tværtimod, efter hans påklædning at dømme, ville han for ikke så længe siden selv have kunnet sidde med ved bordet, uden at nogen ville have bemærket noget. Men i løbet af uhyggelig kort tid forsvandt flere hundredmilliarder af kroner ud af den islandske økonomi og efterlod en befolkning, hvoraf mange mistede alt: bolig, opsparing, pension. Den islandske gæld er i dag på størrelse med Italiens. Men hvor der er 60 millioner italienere til at betale, så er der kun 325.000 islændinge til at hæfte for den samme gæld. Island er gældsat flere generationer ud i fremtiden.

Det er den situation, og det forløb der førte til den, Einar Már Gu∂mundsson beskæftiger sig med i Hvidbogen - krisen på Island. Gu∂mundson er bedst kendt som forfatter til romaner som Universets engle (som indbragte Nordisk Råds Litteraturpris i 1995) og Fodspor på himlen. Men han blev også en slags talsmand under den såkaldte køkkenudstyrsrevolution, hvor islændinge forsamledes på Austurvöllur foran Altinget og hamrede løs på gryder med grydeskeer, indtil regeringen gik af. Hvidbogen samler op på forløbet, sætter det i et historisk og kulturelt perspektiv – og kræver først og fremmest, at der bliver taget et ansvar for at have kørt den islandske økonomi i sænk. Eller som Gu∂mundsson formulerer det: at nogen bliver stillet til ansvar for uagtsomt landsforræderi.

Som så mange andre steder blev også Island grebet af den nyliberalistiske bølge, hvilket førte til privatisering af virksomheder, der før havde været statskontrolleret. Det gjaldt bl.a. bankerne. Islændingenes pensionsopsparinger skulle ikke længere ligge passivt hen, men investeres så pengene kunne blive til flere penge og alle islændinge blive rigere – ja, helst det rigeste folk i verden. De såkaldte ekspansionsvikinger overtog bankerne og indledte det, der lignede et islandsk finansmirakel, hvor man overtog stadig flere virksomheder verden over. Islændingene blev rigere og kunne låne stadig mere for at købe stadig mere. Når lånet skulle indfries, lånte man bare igen. Det gjorde ekspansionsvikingerne også – bare i milliardklassen. De ejede selv de banker, de lånte pengene i, så ingen sagde stop.

Men da den internationale finanskrise satte ind, var der pludselig ikke længere penge at låne, når de gamle lån skulle indfries – og med ét kollapsede den islandske økonomi. Ekspansionsvikingerne havde flyttet pengene over i nye selskaber, der ikke længere hæftede for gælden, så bankerne gik konkurs. Selv fisk, der ikke var fanget endnu, var pantsat, så man kunne ikke vende tilbage til de mere traditionelle erhverv. De fisk, man fangede, tilhørte Deutsche Bank! Privatiseringen blev afløst af nationalisering – med den forskel, at det, der nu blev nationaliseret, ikke var de værdier, man før havde privatiseret, men den gæld ekspansionsvikingerne havde efterladt. Et særligt kapitel er ICESAVE, hvor Landsbanki lokkede med høj rente og fik mere end 300.000 kunder til at oprette opsparingskonti i England. Da Landsbanki kollapsede stod de engelske kunder til at miste alt, men Gordon Brown greb og sikrede dem deres penge ved at bruge anti-terrorloven mod Island. Det førte til en diplomatisk krise mellem England og Island – der jo tidligere har udkæmpet indtil flere torske-krige – at islændingene under ét blev sidestillet med al-Qaeda.

Det spørgsmål Gu∂mundsson og islændingene rejser er, hvordan det fik lov til at gå så galt. Politikere, økonomer, investeringsrådgivere markedsførte alle det islandske finansmirakel uden at mane til besindighed – og islændingenes pensionsopsparinger blev investeret i fantasifulde forretningseventyr. Island havde en ubegribelig økonomisk vækst, og alle var enige om, at det ville fortsætte sådan i al evighed. Direktørerne i de privatiserede banker fik enorme lønninger og bonusordninger, fordi de også havde enormt ansvar, hed det sig. Men da det hele kollapsede havde ingen længere ansvar og pensionsopsparingerne forsvandt. De lån, folk var blevet opfordret til at tage i deres bolig med henblik på yderligere investeringer, skulle nu indfries – uagtet at det betød folk måtte gå fra hus og hjem.

Det er ansvarsforflygtigelsen, der er Hvidbogens hovedanliggende. Islændingene er blevet gjort kollektivt ansvarlige for et finanseventyr, et fåtal har profiteret på. Gælden hæfter alle for, mens nogle få har flyttet de værdier, der før privatisering var alles, over i selskaber, hvor de ikke længere kan hentes tilbage. Det er ikke ulovligt, for lovgivningen blev belejligt lavet om, da man privatiserede. Men for Gu∂mundsson er der ikke desto mindre tale om tyveri i milliardklassen. Han sammenligner Island med de gamle kommunistiske regimer i Østeuropa, hvor femårsplanerne berettede om vækst og fremgang på alle områder, skønt alle kunne se, at der blev produceret varer, som modsvarede den vækst, de officielle rapporter berettede om.

Det har i mange år været en kongstanke hos Einar Már Gu∂mundsson, at den nordiske – eller måske snarere nordatlantiske – litteratur er en parallel til den latinamerikanske magiske realisme. Heltene er Laxness og Heinesen. Tilsvarende kan man måske tale om en magisk økonomi, der prægede Island. Det islandske finansmirakel var en fiktion, hvor realiteter blev blandet op med fantasier i en grad, så ingen længere evnede at skelne. Allerede Marx talte om fiktiv kapital (i Kapitalens 3. bog). Men det er måske netop også i fiktionen – eller litteraturen – man skal finde trøst i en ellers håbløs situation. I hvert fald drager Gu∂mundsson ganske ofte paralleller til litteraturen, som med en besk ironi og sort humor bruges til at sætte tingenes tilstand i perspektiv. Island er en over 1000 år gammel nation, der har overlevet som kultur på en forblæst vulkanø i Nordatlanten - ikke mindst fordi man har haft en stærk litterær tradition. Man overlever nok også ekspansionsvikingernes plyndringstogt.

Hvidbogen - krisen på Island er en barsk og tankevækkende beretning om, hvad der kan ske, når man gør Gordon Gekkos credo – ”Greed is good. Greed works" – til sit, og slipper de "frie" markedskræfter løs uden kontrol og uden, at nogen tager ansvar. Sammenlignet med Island er vi sluppet billigt fra finanskrisen. Ingen siger, det går så godt næste gang. Og så kan Island være et manende eksempel.

186
Forrige anmeldelse
« Berlinmuren - Den menneskelige ... «
Næste anmeldelse
» Klinisk psykiatri (3. udgave) »