I takt med at teknologien udvikler sig, så synes forfatterne at følge trop. Der er efterhånden et utal af romaner, der forsøger at inkorporere stilistiske træk fra hjemmesider, SMS’er og andre computerbaserede medier i deres tekster og dertil kommer en veritabel hær af nye skribenter, der lader deres e-mails og/eller blogs efterredigere for så at udsende disse i bogform – med Gud ved hvilke formål for øje.

Derfor var det også lidt af en overraskelse af d’herrer Sabroe og Leth for nyligt kundgjorde, at også de hoppede ombord på det højhastighedstog, som e-mail udvekslingen er, i et forsøg på at give os læsere deres vennetanker i bogform. Det var måske især overraskende, at netop Jørgen Leth valgte at deltage i denne ping-pong på ord, da han ellers er kendt som en af de få, nulevende, danske kunstnere, der konsekvent har trodset alt som er comme il fait, eksisterede traditioner og de allernyeste trends.

Der går dog ikke længe før, at man opdager, at bogen, der har fået den fængende titel Det er derfor de knepper så meget i dette land, er alt andet end digitale ligegyldigheder omsat til tryksværte, for vi har her med to forfattere at gøre, som fra udgangspunktet af deres mailudveksling, laver et regelsæt, som de tvinges til at følge. Den vigtigste af disse regler er, at de ikke må efterredigere deres udtalelser, men at alt skal udgives, som det tog sig ud i de mails, de har sendt til hverandre (med undtagelse af slåfejl og lignende bommerter).

Denne regel efterleves ret konsekvent bogen igennem, selv om man under læsningen indimellem også fornemmer, at denne regel bremser deres allermest personlige ytringer, idet de konsekvent er bevidst om, at deres ”personlige” breve til hverandre også potentielt har resten af den dansksprogede befolkning som læsere. Eksempelvis er der en passage mod bogens slutning, hvor Sabroe tolker på og nærmest afslutter Leths aktuelle kærlighedsforhold til en dansk kvinde, hvor man sagtens kan fornemme, at dette bliver alt for personligt for sidstnævnte. Leth returnerer bolden fattet, men også lidt rystet og her fornemmer man, at det er den indre diplomat, der overtager styringen. En sådan korrespondance kunne meget nemt være endt med, at dialogen stoppede lige dér. Man kunne derfor måske foranlediges til at tro, at man så som læser har følelsen af at snage i andre menneskers private anliggender, men sådan forholder det sig slet ikke.

For selv om Sabroe og Leth på ingen måde forsøger at have paraderne oppe, så udfordrer de konstant hinanden – måske primært Sabroe der pirker til Leth – til at fortælle om deres syn på en lang række ting, der spænder ret vidt omkring; fra kunsten, over kulturlivet og til den altoverskyggende kærlighed til kvinden og kvinderne. Det er disse k’er, der synes at udgøre basen for de eksistentielle overvejelser, som bogens undertitel nævner.

Men der skrives naturligvis også om branchefolk, om offentlige personer de ikke kan døje, om hvordan de arbejder, om le Tour, personlige anekdoter og øjebliksbeskrivelser fra de virkeligheder som d’herrer befinder sig i. Leth sender mails fra Haiti, New York og Sabroe fra Danmark og Thailand, hvor han er draget hen for at skrive en roman. Når de to forfattere bevæger sig rundt i verden, så bliver e-mailen også den mest fornuftige kommunikationsform mellem dem. Derfor er valget af medie indlysende – for hvis denne bog i stedet skulle have været tænkt som traditionel brevroman, så ville tidsrummet mellem afsender og modtager blive så stort, at den øjeblikkelighed som bogen i høj grad bærer præg af ville fordampe undervejs.

Man skal heller ikke læse mange sider, før man fornemmer det, som primært den angelsaksiske litteraturteori kalder for ”the voice” – for selv hvis man fjernede afsenderen fra de enkelte mails, ville der ikke være ret megen tvivl om, hvem det er som skriver. En af de ting, der gør bogen så interessant, er, at de to korrespondenter begge har noget på hjertet, de har et langt livs oplevelser og erfaringer at trække på og vigtigst af alt - så er begge etablerede forfattere. Denne poetiske tæft gør, at bogens indhold og udtryk ganske pr. automatik placeres milevidt over alle de halvfesne, trivielle bøger om fodboldspilleres dentale fortrin eller hverdagsklummer omsat til dagbogsform, som ligger i boghandlernes tilbudskasser. Det er derfor de knepper så meget i dette land har, som titlen antyder, både saft, kraft og er lige så lækker at læse, som kobekød er at sætte tænderne i.

Selv om der er mange alvorlige samtaler, så er der heldigvis også plads til det mere trivielle og dagligdagsagtige, som Leth, der her svarer Sabroe, som fortæller, at han ikke læser bøger, mens hans skriver, da han finder det forstyrrende;

Jeg kan godt lide at se film, før jeg selv skal lave en. Det tror jeg ikke skader. Det giver lyst.

Men det er nok ikke film, som har noget med emnet at gøre. Jeg foretrækker (med det har jeg måske fortalt i en tidligere mail) spionthrillers, politisk drama og kriminalfilm. Det bedste jeg har set i nyere tid er Bourne-trilogien, som har sat en høj standard for den genre. Jeg har lagt Black Hawk Down frem. Den skal jeg gense endnu en gang en af dagene.
[…]
Jeg har også Romeros zombiefilm, Dawn of the Dead, liggende klar. Ikke noget bedre sted at se zombiefilm end her i landet hvor de findes. (s.67)

Bogen kan nemt tages i små bidder, men det, som er drivkraften, er en pirrende, nysgerrighed, der ikke er ulig oplevelsen af at læse en kriminalroman, for man forsøger hele tiden, som læser at forudse, hvad eksempelvis Leths svar på et af Sabroes spørgsmål vil være, eller omvendt. Det forekommer som nævnt, at det fortrinsvis er Sabroe, der fritter Leth og ikke så meget omvendt, og derfor er en af tendenserne i bogen, at Sabroe kommer til at fremstå som den undrende part, mens Leth virker langt mere afklaret, på trods af sine mange tvivl han også giver udtryk for undervejs.

Bogen er velskrevet og meget underholdende. Det kan godt være, at KVINFOs skribenter og feminister får nogle velfortjente verbale prygl undervejs, men det er også velfortjent ovenpå den spidsrod, som Leth skulle løbe efter Det Uperfekte Menneske kom. Selv om bogen blot er en dialog mellem to halvgamle gubber, så er det en meget spændende dialog, der endnu engang bekræfter tesen om, at man kun er så gammel, som man selv føler sig. Det er en livsbekræftende, ofte alvorlig, elitær og ikke mindst munter dialogbog, som de har skabt. Så har man lyst til at afsøge denne form for bog, er det her, at man som læser bør starte. Det er ikke måske ikke egentlig litteratur, men det er knageme tæt på.