Pelle Sandstrak har bl.a. arbejdet som assistent for en bedemand og som stand-up-komiker. I dag rejser han kloden rundt med foredragsforestillingen Mr. Tourette og mig. Han skriver også dramatik og udgav i 1996 prosasamlingen Nu är det värsta över. Mr. Tourette och jag udkom i marts 2008 på forlaget Bra Böcker i Sverige og er – foruden Danmark – solgt til Norge, Holland og Tyskland. Det engelske filmselskab Sigma Films har købt filmrettighederne og arbejder på en filmatisering. Pelle Sandstrak har været gæst i flere talkshows og tv-interviews i Skandinavien, og i 2007 fik han prisen Årets Ljus – den bedste taler i Sverige. Han bor i dag i Stockholm. Mr. Tourette og mig er en dagbogsberetning om Pelle Sandstraks liv med Tourettes syndrom, men også en universel fortælling om, at der er håb for alle, hvis de tilbydes de rette muligheder i livet.

Bogen er en selvbiografi over Pelles liv, som udfolder sig i en dagbogsberetning. Pelle voksede op i 1970’ernes Nordnorge og led fra han var helt lille af den neurologiske lidelse Tourettes syndrom (TS), som der karakteriseres ved tics og undertiden ukontrollerede bevægelser og lyde. Ofte findes også koncentrationsbesvær og tvangshandlinger (OCD). TS rammer mest drenge og intensiveres i deres teenageår. Symptomerne vil hos mange aftage med alderen. Mennesker med TS opfattes ofte som særligt kreative, musikalske og fantasifulde.

I Pelles barndom var lidelsen endnu ikke kendt og faderen – som vidste, at hans søn fejlede noget – ledte land og rige rundt for at finde den hjælp til sin søn, som han krævede – men uden held. Pelles lidelse tog til i styrke, hvad der i starten virkede som koncentrationsbesvær og meget fantasi blev mere og mere præget af tvangshandlinger, dvs. OCD-handlinger med ritualer, der skulle udføres flere gange dagligt. Pelle led især af to ting; tal og farver. Han har bl.a. utrolig svært ved tallet seks af følgende grund: Hvis ni-tallet er et menneske (og ni-tallet derved symboliserer noget godt), og man vender det med bunden i vejret, løber blodet til hjernen, hjernen bliver ramt af en blodsamling og man dør – dette gør, at Pelle hverken kan skrive eller sige tallet seks.

En anden ting, der hæmmer ham, er farven rød. I Pelles øjne har farven rød følgende symbolproces: rød = syd = varme = udvikler sved = udvikler bakterier = udvikler sygdom = udvikler død = ond farve. Derimod har farven blå følgende proces: nord = kulde = ingen sved = ingen bakterier = ingen sygdom = ingen dør = god farve. Dette manifesterer sig flere gange i løbet af hans dag, f.eks. inden han kan passere en dørtærskel; han skal se en blå prik, inden han passerer en dørtærskel, dette alt imens han samtidig skal have det gode ni-tal in mente. Dette gøres ved at holde sit ben i en vinkel på 45 grader (4+5=9 = god farve) og hvis han er det mindste usikker på, om han har gjort det rigtigt, må han starte forfra, hvilket betyder, at han ofte skal udføre ritualet over ti gange, inden han kan gå igennem døren, og dette har ofte taget 1-2 timer.

Som Pelle bliver ældre, går han fra job til job, hvorfra han bliver fyret meget hurtigt pga. sin makabre adfærd, der grunder i hans konstante rituelle opførsel og tvangsadfærd. Pelles lidelse overtager mere og mere af hans hverdag, han bliver bange for at gå nogen steder hen i frygt for at skulle ritualisere, og kan ikke nå på toilettet pga. dørritualerne, så til sidst hænger han sin afføring i poser rundt omkring i lejligheden – og han tager heller ikke bad længere. På et tidspunkt flytter han ind i en forladt bil på et fabriksområde, hvor han udelukkende lever af spareribs og juice uden kontakt til omverdenen.

En dag hører Pelle dog tilfældigt en professor tale om Tourettes syndrom i radioen, og dette bliver hans redning. Han opsøger professoren, der akut sender ham i kognitiv adfærdsterapi. Man hører her om fortvivlelsen ved at udfordre sine tvangsoverbevisninger, men hvordan man med den rette vilje kan overkomme det meste. Ti år senere er han rask.

Bogen fortæller om en sørgelig skæbne, der dog formåede at få hjælp, lige da alt syntes håbløst. Pelle fortæller meget indgående, hvordan det konkret er at leve med denne lidelse. Ofte forstår man ikke helt, hvad lidelser gør ved folk, før man hører en subjektiv beretning om de måder, den har udfoldet sig i en anden persons liv. Faglige beskrivelser er ikke altid nok. Men med denne bog får man en forståelse for den harme, den har bragt en ellers velfungerende ung fyr, og hvor ødelæggende den var for ham. Pelle formår at indfange læseren ved sine til tider komiske beskrivelser af sin rituelle adfærd, men får også læseren til at forstå den fortabthed, Pelle har følt.

Der er dog flere punkter, hvori bogen kan kritiseres. For det første nævner den ikke noget om OCD i sin titel og prøver at indlemme al Pelles adfærd under mærkatet Tourettes syndrom. Dette er langt fra rigtigt. Tourettes syndrom er karakteriseret ved tics og ukontrolleret motorik og lyde, men ikke tvangshandlinger. Tourettes syndrom har i stedet en høj komorbiditet, dvs. har flere følgelidelser såsom OCD, Aspergers eller ADHD. Pelles mest ødelæggende lidelse er ikke Tourettes syndrom, men helt sikkert OCD, der manifesterer sig i hans konstante ritualadfærd og makabre opførsel, og dette er vigtigt at have sig for øje.

En anden ting bogen kan kritiseres for er dens langtrukkenhed. Bogen er simpelthen for lang i sine beskrivelser af ritualadfærd. Man forstår ret hurtigt, hvor hæmmet Pelle er af sin lidelse, men at høre om ritualadfærd på 400+ sider er lige i overkanten, hvilket gør bogen meget lang og ensformig – og dermed risikerer den at miste læseren.

Alt i alt har Mr. Tourette og mig dog flere plusser end minusser, idet den ganske vist er lang, men dette er et lille minus ved siden af det budskab, som bogen sender: Man kan altid få hjælp med den rette vilje! Bogen giver en ny – personlig – forståelse for Tourettes syndrom og OCD, og hvor hæmmende disse lidelser er for mennesket.