For at dække et specifikt felt dukker der med vanlige mellemrum nye encyklopædier op på det danske bogmarked. Vi har senest fået både et nyt Filosofisk leksikon og et nyt Symbolleksikon, og nu er tiden kommet til et stort, samlet og gennemredigeret Medie- og kommunikationsleksikon. Og det er i en tid, hvor internettets gratis tjenester som Wikipedia er blevet vurderet til (næsten) at være på højde med den trykte udgave af Encyclopedia Britannica, og hvor vores egen encyklopædi Den store danske er gået online som social software, dog i redigeret format. Det gælder øvrigt også det britiske opslagsværk i en noget amputeret version. Spørgsmålet er selvfølgelig så, hvad det er, der skal få os til at betale kr. 398,- for et opslagsværk med informationer, som muligvis allerede eksisterer frit tilgængeligt på nettet.

Et værk som Medie- og kommunikationsleksikon er selvfølgelig ikke en bog, der skal læses fra ende til anden. Det er et brugsværk, som tages ned fra hylden, når et begreb eller et fænomen skal uddybes nærmere. Derfor har bogen igennem den seneste tid været strategisk positioneret på mit arbejdsbord, hvor jeg løbende har slået begreber op, som dukkede op i den daglige gænge med og i medievidenskab. Samtidig er der dog ingen tvivl om, at jeg også har følt konkurrencen fra de hurtige ned- og opslag i nettets mangfoldighed. Derfor er det også i dette lys interessant, at leksikonet ikke går nævneværdigt i dybden med de begreber, der definerer dette fænomen: Web 2.0 er nævnt, men kun forklaret gennem en række eksempler, mens selve betegnelsen angives som misvisende. Men begreber som social software eller kollaborativ software er forbigået – her kan vi hente fyldige definitioner på Wikipedia.

Det er indlysende, at der vil være forskelle på de enkelte opslag i nærværende leksikon og Wikipedia, og det gør sig da også gældende, at den danske version af netmediet er særdeles sparsom med oplysninger om de begreber, som leksikonet tager fat på. Det betyder, at der, hvor konkurrencen hentes ind, i stedet er den engelske version, og af samme årsag står Medie- og kommunikationsleksikon temmelig stærkt, idet det er det eneste af sin art på et skandinavisk sprog. Forskellene er da også til at få øje på, når vi går vores kombattanter efter i sømmene, selvom konceptet er noget nær det samme. Formelt er leksikonet og Wikipedia opbygget efter samme tanke: De enkelte opslag peger på andre opslag, der igen peger på andre opslag (det er lidt som at læse de klassiske Sværd og trolddom-bøger, hvor selv kan vælge at læse videre, hvor det passer én selv). Dette er selvfølgelig en måde, som er alment kendt fra de fleste leksika.

Forskellene bliver dog tydeligere, når vi gør nedslag på de enkelte opslag, hvilket måske kan virke overraskende for de fleste tilhængere af de sociale software-løsninger. De fleste mest almindelige opslag – såsom fx receptionsforskning, medium eller mimesis – får særdeles sparsom dækning online, mens et helt centralt – og i særdeleshed blandt studerende meget brugt – begreb som aktantmodel ikke findes på nettet. Her får vi i leksikonet i stedet fyldige introduktioner (der er lige til at tage med i undervisningen og projektarbejdet), som faktisk dækker de enkelte felter ret godt. Selvfølgelig er det ikke alment dækkende, hvilket ikke er et leksikons ærinde, men der er fyldige referencer videre, der gør leksikonet særdeles anvendeligt. Desuden fremstår både sproget og referencesystemet homogent, hvilket måske er overraskende, eftersom intet mindre end 150 forskellige forfattere har været med inde over projektet.

Medie- og kommunikationsleksikon fremstår derfor som en gennemarbejdet kollaboration i sig selv: Det er ikke kollaborativ software men hardware, vi her har med at gøre. Det er – modsat nettets mangfoldighed – forankret i en skandinavisk videnskabelig tradition, som ikke gør sig særligt gældende på nettets angliserede udgave – dog snydes vi på ingen måde for et internationalt fokus. Den retter sig derfor – på en anden måde end internettets dialogiske interaktion – til alle, der daglig beskæftiger sig med medier og kommunikation. Det er selvfølgelig på sigt en svaghed ved bogen, idet den – om måske fem år – vil trænge til en opdatering med nye begreber og fænomener, særligt inden for nye medier. Men til den tid vil det selvfølgelig også være muligt at redigere en udgave nummer to. I kampen mod nettets diversiteter har den håndgribelige bog i dette tilfælde vundet en foreløbig sejr.