Ikke mange danskere kan siges at have haft et liv som Therese Severin Petersen. Hun voksede op som kolonist på Java og sad tre år i japanske fangelejre med sine to små børn under 2. verdenskrig. I denne bog skildrer barnebarnet Anne-Marie Severine Lütken hendes skæbne sammen med Ayoe Marie Jurhagen, begge uddannede journalister. Denne bog er baseret på Therese Severin Petersens beretninger om sit liv på Java, samt supplerende oplysninger fra familie, venner og andre, der overlevede de japanske fangelejre på Java. Endvidere er der inddraget breve, dagbøger og tegninger fra denne tid, som fint er flettet sammen med historiske beskrivelser, der knytter sig til fortællingen.

Therese Severin Petersen er i dag 93 år og bor i Middelfart, men hendes liv har været vidt forskellig fra mange andre danskere. Therese voksede op som kolonist på Java sammen med sin familie og tilbragte kun få år af sin opvækst i Danmark, da hun skulle tage en uddannelse. Efter eksamen drog hun dog hurtigt tilbage og blev forelsket i engelske Monty, som hun giftede sig med og sammen fik de to børn, Astrid og Anthony.

På daværende tidspunkt var Java en del af Hollands kolonirige i Sydøstasien, noget der dog ændrede sig i 1942, da øen blev overtaget af japanske styrker, og udlændinge blev sat i japanske fangelejre på øen. Therese er en af de få danskere, der har oplevet disse fangelejre, og hun er med sin høje alder en af de sidste, der kan videregive en øjenvidneberetning fra japanske fangelejre under 2. verdenskrig.

Therese og Monty blev som mange andre ført til fangelejre, dog hver for sig, da lejrene var kønsopdelt. En lang separation venter forude. I starten forventer de fleste en hurtig afslutning på opholdet, men de færreste kunne forudse de tre år, der ventede forude. Thereses liv forandrede sig med ét, og hun skulle nu tage sig af to småbørn under kummerlige forhold, uhygiejnisk mad og stadigt florerende sygdomme uden mulighed for at tage kontakt til familie eller mand – hun måtte leve med uvisheden om deres skæbner under krigen.

Her beretter Therese om hverdagen i lejrene, om ritualer, vold, sult, sygdom og stadigt stigende fortvivlelse. Men tillige om sammenholdet blandt kvinderne og om at leve med håb og viljen til at overleve lidelse. Efter tre år er Therese endelig fri, hun og børnene har overlevet, men de kommer ud til en verden vidt forskellig fra den, de kendte før krigen. Krigen har krævet mange ofre, både blandt familie men værst af alt: Hendes mand Monty og hendes elskede far bukkede under for krigens pinsler i en anden fangelejr på Java.

Fange af solens rige er en personlig beretning om en kvindes skæbne, som dog beskriver, hvordan andre kvinder på Java måtte have levet under deres japanske fangevogtere. Det er en historie om at miste alt, men stadig at bevare håbet. Bogen er godt illustreret, hvilket igen gør den meget personlig, men suppleres tillige med historiske beskrivelser, der linker historien til krigens udvikling.

Bogen har ikke et stort fagligt indhold, men den er et vidnesbyrd, en øjenvidneberetning om de personlige omkostninger af 2. verdenskrig, og den er derfor i sig selv ikke specielt enestående – mange har oplevet værre i krigene igennem tiderne. Det, der gør Thereses historie værd at læse, er, at hun er en ud af få overlevende danskere, der har spenderet tiden i japanske fangelejre. Det er en sød lille historie, som ikke vil overraske læseren som sådan, men som har et ganske fint budskab: Ligegyldigt hvor sort tingene ser ud, kan man med den rette vilje skabe sig et nyt og lykkeligt liv.