Præmis for denne anmeldelse
Undertegnede anmelder er en dansk klassisk musik-nørd, som siden midten af 1960erne har samlet på lp’er og (senere) cd’er (i de senere år også mp3-filer) med indspilninger af klassisk musik – med særligt henblik på dansk musik, danske musikere og danske indspilninger. I mine yngre dage læste jeg meget i tidsskrifter som Grammophone og Forno Forum, hvis anbefalinger var med i min bevidsthed, når jeg købte ind i London, Hamburg, Berlin og andre storbyer. Det er ikke sikkert, at dette gør mig til medlem af denne bogs målgruppe – på den anden side kender jeg det ”felt”, bogen beskriver, særdeles godt. Og jeg er meget engageret i spørgsmålet: hvad er en god indspilning af et klassisk (mester)værk – kunstnerisk, teknisk, æstetisk, kulturelt.

Bogens præmisser
Denne populært anlagte guide til klassiske cd-indspilninger er uden tvivl gennemarbejdet og kompetent, men den udgives efter min mening på problematiske og delvist skjulte præmisser. Den originale udgivelse er britisk, og de allerfleste bidragyderne er britiske – den danske udgave har naturligvis en dansk redaktør (og oversætter), Politikens Thomas Michelsen. Det mere eller mindre skjulte fundament for bogen slår igennem både i udvalget af musik – engelsk musik fylder rigtig meget i forhold til tysk, fransk og italiensk musik, ikke mindst før 1760 – og i valget af indspilninger af musik fra de mange århundreder. Engelske indspilninger med engelske musikere indtager en førende stilling, ikke kun i det tidlige repertoire.

Michelsen er faktisk inde på problemet i forordet, men trods udskiftninger af (engelske) indspilninger synes jeg stadig den britiske dominans er påfaldende – og kritisabel. Den betyder f.eks., at det tilsyneladende er en selvfølge, at barokmusik skal spilles på historiske instrumenter og i overensstemmelse med historisk opførelsespraksis. Eneste undtagelser fra denne regel er Karl Richters indspilning af Bachs Matthæus-Passion fra 1958! Men vi får ikke denne (for perioden og indspilninger af dens musik helt afgørende) problemstilling nævnt overhovedet.

Er der dansk/nordisk musik med? Og hvad med danske udøvere – fortjener de at komme med på listen? Tja, Michelsen forklarer i forordet, at der er skiftet ud og skaffet plads til danske og nordiske komponister, især efter 1900. Well, lad os se lidt nærmere på det:

Carl Nielsen har 7 værker med, heraf 5 symfonier, og Gades 1.symfoni er med. Men derudover? Fra de seneste 50 år er der bidrag fra Nørgaard (3 værker/cd’er, og Nørgårds foto er på bagsiden af bogen), Abrahamsen (2 cd’er), Borup Jørgensen (1), Gudmundsen-Holmgreen (1), Holmboe (1), Hornemann (1), von Klenau (1), Norby (1), Ruders (1), Bent Sørensen (1). Hvor er: Weyse, Kuhlau, Hartmann, Lumbye, Heise, Rued Langgaard, Lange-Müller, Bentzon, Koppel, Ib Nørholm, Bent Lorentzen? Jeg forstår simpelthen ikke Michelsens redegørelse (i forordet) for, hvad der har været muligt og ikke muligt at udskifte i den danske udgave. Har han og Politikens forlag ikke haft frie hænder?

Jeg finder det er positivt bemærkelsesværdigt, at de sidste 100 års musik får så megen plads, trods alt også i et dansk perspektiv. Bogen har med andre ord et (også delvist skjult) opdragende anliggende: Vi bør lytte til vor egen tids musik! – Dette kan jeg kun være enig i, men da vi (jeg) samtidig ved, at det store flertal af dagens danske lyttere ikke bryder sig om nutidig kompositionsmusik, har vi et regulært dilemma, som bogen da godt kunne have forholdt sig til!

Beskrivelse af bogens opbygning
Bogen er organiseret historisk-kronologisk, og der er to hovedtyper af opslag: små (2 på en side) og store (1 på en side – med 3-4 alternative anbefalinger ift. ’first choice’-indspilningen). De korte artikler – som i form og stil ligner dem, man finder i magasiner som Grammophone og (herhjemme) Klassisk – er gennemgående godt skrevet, godt oversat og værd at læse. Vi får lidt at vide om værket, somme tider også lidt om de medvirkende, og vi får en vurdering af den specifikke indspilnings særlige kvalitet. Bogen er smukt illustreret – med billeder af komponister, kunstnere og naturligvis især pladecovers.

Bogens mangler (?)
Så kan man jo altid, som Jeronimus, begynde at kværulere over forskellige ting, f.eks.: Vigtige komponister, som IKKE er med (udover de allerede nævnte danske) : Börtz, Thommesen, Rochberg, Schuller, Crumb, Schlünz, Skalkottas, Russell, Eckart, Kelemen, Chin, Neuwirth (alle de nævnte nutidskomponister har været portrætteret på musikfestivalen Musikhøst i Odense, som i år fylder 25). Hertil kan vi føje andre nutidskomponister som Denisov, Silvestrov, Sandström, Szymanski, Tan Dun, Riley, Musgrave, Weir, Wolpe, Nordheim, Blomdahl, Tveitt, Heininen, Sallinen, Kokkonen, Saariaho – og ældre/afdøde komponister som Albinoni, Johann Chr. Bach (og andre Bach-sønner), Gottschalk, Petersson-Berger, Sæverud. Vigtige komponister, som kun har ET VÆRK/EN CD med, men som kunne fortjene mange flere: Palestrina, Buxtehude, Reger, Henze, Pärt, Gubajdulina, Schnittke, Gorecki, Grainger, Murail, Takemitsu. (Engelske) komponister, som sagtens kunne undværes (i en dansk udgave!) : Arnold, Babbitt, Benjamin, Butterworth, Goossens, Lambert, Lawes, Sculthorpe, Tomkins, Turnage, Williamson. Man kunne selvfølgelig også lave en lang liste over Vigtige værker, som IKKE er med (alternative hovedværker) , men det vil føre for vidt.

Hjælpemidler – læserens redskaber
For enhver læser/bruger er det vigtigt i så stor en bog, at man har gode muligheder for at finde den musik, man er på jagt efter. På dette punkt synes jeg ikke bogen er god nok: Der er et værk/titelregister (foran i bogen) og et komponistregister (bag i bogen, med værker anført under hver komponist). Godt nok, men der er alligevel værker i bogen, som ikke står i nogen af registrene, f.eks. Monteverdis operaer Odysseus’ hjemkomst og Poppeas Kroning.

Dog er det værre, at der ikke er noget kunstnerregister. Jeg kan med andre ord ikke slå op, om bogen anbefaler indspilninger med fantastiske musikere som Glenn Gould, Callas, von Otter, Bartoli, Terfel, Scholl, Furtwängler, Fricsay, Stokowski, Rattle, Leif Ove Andsnes, Lars Ulrik Mortensen, Michala Petri, Stig Fogh Andersen – for nu at nævne nogle få af mine egne favoritter (de historiske ufortalt, eksempelvis Lauritz Melchior). Af disse har jeg ved megen bladring kunnet finde Anne-Sofie von Otter (i en del operaer), Simon Rattle (i Schönberg-værker, men ikke i f.eks. Mahler), Furtwängler (Tristan og Isolde fra 1952 og Beethovens 9.), Fricsay (Mozarts Klaverkoncert nr. 27), Stokowski med En fauns eftermiddag, Terfel (Elias og Schubert-Lieder), Bartoli som Rossinis Askepot og Rosina (tidligt i karrieren), Andsnes med Schubert. Callas har jeg kun kunnet finde i Donizettis Anna Bolena, Cherubinis Medée – og som Tosca. Bortset fra sidstnævnte ikke de oplagte valg. Ingen Gould, ingen Scholl, ingen af de danske stjerner...

Historiske indspilninger (fra før LP’ens æra, dvs. fra ca. 1950 og bagud) med engelske musikere er der mange af, men man skal lede efter historiske indspilninger med centraleuropæiske musikere som ’first choice’. Jeg har kunnet finde følgende: en fransk indspilning af Pelleas og Melisande fra 1941, en endnu ældre af Massenets Werther fra 1931, Fransk kammermusik med Thibaud og Cortot fra 1927, Schuberts Trio i B med samme herrer, plus Casals fra 1927, Hugo Wolf-sange fra 30erne, Lipatti med Chopin-indspilninger fra 1947, Rachmaninov også med Chopin 1930, Busch & Serkin i Beethoven 1933).

Danske musikere er meget svære at finde, selvom redaktør Michelsen bedyrer, at han har indsat nye danske referenceindspilninger. Man kan nævne: Bine Bryndorf (Buxtehudes orgelværker), Radiosymfoniorkestret med Dausgaard og andre dirigenter. Der er også enkelte danske operaindspilninger med danske kunstnere: Nielsens Maskarade (dir. Schirmer), Strauss’ Salome (dir. Schönwandt) – men ikke f.eks. vores nationalopera (?)Drot og marsk eller Ruders’ international berømmede Tjenerindens fortælling.

Bogens tendenser
Opsummerende kan man formulere bogens tendenser i følgende sætninger:
• Alle bidragydere (de allerfleste engelske, mange med tilknytning til BBC, og en enkelt dansk) er meget kompetente skribenter, men tilsyneladende uden ansvar for helheden, som virker blafrende.
• Det 20. århundredes kunstmusik er meget betydningsfuld og skal høres. Dette argumenteres der dog ikke for.
• Middelaldermusik (ældre musik før 1600) er betydningsfuld og skal høres. Dette argumenteres der dog ikke for.
• Renæssance- og barokmusik skal formidles af specialister i historisk opførelsespraksis, gerne engelske. Der argumenteres dog ikke for englændernes særlige kompetencer.
• Historiske indspilninger er relevante, især hvis de er af engelsk oprindelse. Det sidste argumenteres der dog ikke for.
• Engelsk musik er lige så vigtig (musikhistorisk) som centraleuropæisk musik. Dette argumenteres der dog ikke for.
• Engelske musikere og dirigenter er fantastiske, ofte bedre end centraleuropæiske ”konkurrenter”.
• Dansk og nordisk musik er en meget lille niche, dvs. uden væsentlig betydning i det større billede. Det har været nødvendigt at udvide nichen lidt, da det trods alt er end dansk udgivelse, men denne bearbejdelse er slet ikke radikal nok.

Konklusioner
1) Jeg synes ikke, danske cd-købere skal begynde her, med mindre de som udgangspunkt er meget anglofile. 2) De mange klassiske musikelskere, som slet ikke køber cd’er længere, men som downloader deres musik fra nettet, har bogen ingen råd til – og intet til overs for. Her kunne ellers nok være behov for ”kanon”, for net-udbuddet af klassisk er meget anderledes end cd-markedet. Lydkvaliteten er meget varierende, men bestemt ikke altid dårligere – som bogens forfattere tilsyneladende mener. 3) Man kan finde gode råd – på dansk – i flere nyere udgivelser som Jacob Levinsens Den store musik. En guide til klassisk med mere. (1999) og i Henrik Engelbrechts operabøger, hvor han f.eks. i Opera på CD – en guide til de bedste indspilninger (1998) gennemgår 3 udvalgte indspilninger af 33 operaer. 4) Endelig vil jeg som et meget brugbart – og ’gratis’ – alternativ anbefale hjemmesiden www.classical.net. Her kan man finde forslag til ”Basic repertoire” inden for alle musikhistoriens perioder, men tilhørende anbefalede indspilninger. Her er der ikke meget dansk musik med, men udvalget af komponister er i et internationalt perspektiv meget afbalanceret.