Laura Gilliam er ansat på Institut for Pædagogisk Antropologi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og er uddannet antropolog fra Københavns Universitet, hvor hun har specialisering i børneantropologi, identitets- og konfliktskolen. De umulige børn og det ordentlige menneske er Gilliams ph.d., der omhandler identitet, ballade og muslimske fællesskaber blandt etniske minoritetsbørn i en dansk folkeskole.

Folkeskolen agerer meget andet end blot læreanstalt for vores børn. Ved at sende børnene i folkeskole internaliserer børnene i høj grad normerne, der hersker i det samfund, hvori de lever. Børnene konstruerer derfor deres identitet i forhold til de kulturelle normer, der hersker i deres samfund, og de bliver medlem af fællesskaber, hvori de kan udveksle fælles meninger og styrke deres identitet. Men hvad sker der, når nogle børn (her etniske minoritetsbørn) igennem skoleperioden bliver påduttet, at de er anderledes end danskerne? Hvordan internaliseres skolens normer, når eleven er bevidst omkring, at han ikke er dansker og derfor muligvis ikke kan identificere sig med de kulturelle normer, skolen står inde for? Hvordan kategoriserer disse børn deres verden i forhold til identitetsdannelse (dansker vs. ikke-dansker), kønsopfattelse og tilhørende opførsel (muslimske drenge som ballademagere og muslimske piger som stille)?

Det er nogle af de spørgsmål, som Laura Gilliam undersøger i sin ph.d. om etniske minoritetsbørn i en folkeskole. Laura Gilliam fulgte igennem to år en klasse (4.a./6.a.) på Sønderskolen i København, hvor størstedelen af børnene har en anden etnisk baggrund (især muslimsk), for at afdække børnenes identitetsudvikling i den danske folkeskole.

Identitetskonstruktion i folkeskolen
Sønderskolens lærere har gode intentioner om ikke at behandle de etniske minoritetsbørn anderledes end danskerne. Men de anvender dog stadig en diskurs, hvor de kalder børnene ”tosprogede” og stadig gør børnene ”anderledes” i denne proces. Skolens intentioner om at integrere eleverne fejler derfor i denne proces, da etniske skel ikke udlignes, og børnene i skolen erfarer at være anderledes end danskerne, altså at skolen er et dansk sted, og at de ikke er danskere. Derfor konstrueres en identitet, der er en spejlvending af den danske identitet, hvilket vil sige, at de definerer sig selv i modsætning til de idealer, skolen prøver at overføre til børnene, og derfor engagerer de sig i ballade og ikke-aktiv læring, som resulterer i, at de bliver fagligt svage elever.

Drengen som ballademager og pigen som stille
De etniske minoritetselever begynder tidligt i folkeskolen at kategorisere aktører i sociale kategorier, især i forhold til danskere og ikke-danskere. De etniske unge identificerer sig med medlemmer af eget fællesskab, og de har svært ved at bryde med de kodekser, der gør sig gældende i dette fællesskab. Netop derfor imiterer medlemmerne af gruppen hinandens adfærd, og de opnår derfor den samme position i klassen. Drengene kan siges at have fællesnævneren ”ballade” og drengene som medlemmer af fællesskabet ”forventes” at agere efter fællesnævneren. Danskerne kategoriseres af de etniske unge som værende dygtige samt stille og rolige og derfor igen anderledes. Måske netop derfor reagerer de etniske piger ikke så kraftigt, da deres fællesnævner er ”stille og rolig”, og derfor ikke i så høj grad kolliderer med den opfattede norm for ”danskerne”.

Muslimske fællesskaber
I og med at eleverne i folkeskolen internaliserer en opfattelse af at være anderledes end danskerne, engagerer de etniske unge sig i muslimske ”vi er anderledes”-fællesskaber, der bygger på ideen ”dem versus os”. Børnene er hurtigt bevidste omkring nationale og religiøse skel, men har ellers ikke meget forståelse for, hvorfor de som muslimer er anderledes, men lægger mærke til, at danskerne – til forskel fra dem – spiser svinekød. Derfor danner de sig forestillingen om, at de, der spiser svinekød, må være danskere, selvom der er andre minoriteter i klassen, som ikke er danskere, men dog ikke er muslimer. Endvidere danner drengene fællesskaber omkring fællesnævneren ”ballade”.

Skolen opretholder ifølge Gilliam derfor en social dynamik, en ond cirkel, hvori disciplinering, de beskrevne erfaringer med sociale kategorier i skolen og oppositionelle kulturelle former og maskulinitetsnormer opretholder hinanden. Drengene kommer altså til skolen i opfattelsen af, at de er anderledes end den danske majoritet og i skolen reproduceres denne adfærd, bl.a. når lærerne har kategoriseret de ”tosprogede drenge” som nogle forstyrrende ballademagere.

Derved erfarer de, at de ikke hører til, og at de er dårlige elever i modsætning til danske elever. De identificerer sig selv med de muslimske indvandrerdrenge i skolen, og de får en legitim position i deres praksisfællesskab omkring religion og ballade. Ifølge Gilliam er drengenes ballade en udfordring af de voksnes magt og det faktum, at lærerne står inde for en kulturel kapital, som ikke er tilgængelige for disse børn, og at dette er skabt i skolen, der ikke formår at integrere andre kulturelle kapitaler, og derfor er med til at marginalisere disse unge.

Folkeskolens problematikker i fremtiden
I og med at vores kultur – i hvert fald ikke længere – kan siges at være homogen, og at raciale og religiøse skel i højere grad er en del af dagligdagen i Danmarks folkeskoler, står folkeskolerne overfor problematikken omkring multikulturalisme. Det betyder, at folkeskolen skal internalisere forskellige kulturelle kapitaler, og dermed ikke reproducere etniske minoritetsdrenges opfattelse af at være anderledes ved – inden de har modtaget disse drenge – allerede at have kategorier, elevpositioner og forklaringsmodeller parat til dem.

Når det foregående ikke gør sig gældende, vil drengene blot danne fællesskaber med fællesnævneren ”ikke-dansker”, hvilket ifølge Gilliam ikke er aktiv modstand men blot en passiv tilpasning til de idealer, som folkeskolen forudgående har dannet om etniske minoritetsbørn. Derfor skal der ifølge Gilliam arbejdes på at ”åbne” den danske identitet for etniske minoriteter og med at udvide skolens elevnorm og dens norm for kompetencer, altså at ”det ordentlige menneske og den gode elev” ikke kun er en kategori, der gør sig gældende for danskerne.

Gilliams bog lægger helt klart op til debatter omkring hele konstitutionen af den danske folkeskole. I og med at Danmark bliver mere multikulturelt, er det vigtigt ikke at tabe minoriteterne i denne proces. Gilliam bringer her gode sociologiske, antropologiske og psykologiske teorier på banen, som stadig er førende indenfor forståelsen af individets identitetsdannelse i det sociale rum. Bogen figurerer af denne grund på et højt fagligt niveau, og den kan klart anbefales til alle inden for feltet. Den er nytænkende og efterlader læseren med spørgsmål omkring hele konstitutionen af vores skole- og fritidsinstitutioner.

Bogen er dog en ph.d., og den er ikke direkte ’læservenlig’. Den er lang i sine teoretiske og observerede beskrivelser af børnene, og den henvender sig derfor umiddelbart kun til folk inden for feltet eller i hvert fald til folk med pædagogiskfaglig viden, men her er den ekstrem nyttig i forståelsen af Danmarks etniske minoritetsbørn.