Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Unmasked – Michael Jackson – de sidste år af hans liv / Ian Halperin / 267 sider
EC Edition. ISBN
Anmeldt 11/10 2009, 20:13 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Michael Jacksons sidste tid


Michael Jacksons sidste tid

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den 25. juni i år blev verden ramt af et stort chok: Århundredets popmusiker Michael Jackson blev erklæret død. Verden blev ramt af en Michael Jackson-mani, og hans albums blev efterfølgende solgt i millionvis. Millioner fulgte mindeshowet den 7. juli i Los Angeles og fældede en tåre, da Michael Jacksons tre børn, Paris, Prince Michael I og Prince ”Blanket” Michael II, indtog scenen. Megen uro prægede den kontroversielle sangers liv inden hans død, selvom Michael Jackson igennem hele sin karriere vægtlagde stor diskretion omkring sit privatliv.

I denne bog samler Ian Halperin stykkerne omkring de sidste 15 år af Michael Jacksons liv – fra retssagen i 1993 til hans sidste dage. Ian Halperin er journalist og forfatter af ni bøger, hvor især hans bog om Kurt Cobain i 2004 høstede anerkendelse og kom på New York Times bestsellerliste. Halperin har specialiseret sig i afslørende journalistik og undercoverundersøgelser. Han har tidligere arbejdet for 60 Minutes II, CBC’s Fifth estate, The ’london Daily Mail, Court TV og e Channel. Han er en anerkendt dokumentarist og har modtaget Rolling Stone magasinets College Journalism award. Ian Halperin har desuden turneret verden rundt som professionel musiker. Unmasked har allerede fået succes verden over og lå nummer et på New York times bestsellerliste, Publisher’s weekly og Wall street Journal.

Michael Jackson var en noget kontroversiel personlighed, som ikke mange kunne forstå. Med dette perspektiv in mente sætter Ian Halperin sig for at forstå popikonet bedre. Dette opnås ved samtaler med venner, ansatte og partnere, der sammen danner et billede af de sidste 15 år af popikonets liv, hvor Jackson desperat forsøgte at forberede sig til de 50 planlagte koncerter, der skulle være begyndt 2. juli 2009 i London, og en gang for alle manifestere Jackson som stadigt værende kongen af pop. Disse shows skulle have givet millioner af dollars i indtægter, men popstjernen kunne aldrig have gennemført disse, hverken mentalt eller fysisk. Michael Jackson vidste dette, og hans rådgivere vidste dette.

Ian Halperin var en af de første, der postulerede, at Michael Jackson kun havde kort tid tilbage at leve i, en meddelelse, der sendte en chokbølge ud igennem verden – men Ian Halperin endte ud med at få ret i sin påstand. Halperin var blevet informeret om, at Jackson led af en genetisk lungesygdom, som gjorde, at han var så svækket, at han umuligt ville kunnet have gennemført de 50 koncerter, som omverdenen lagde stort pres på ham for at udføre. Hvordan var det endt så galt for Jackson? Ian Halperin begynder, hvor Michael Jackson var på toppen af sin karriere, nemlig i 1993, og hvorefter det brat gik ned ad bakke efter påstandene om seksuelt misbrug af unge drenge dukkede op.

Halperin tegner et dybdegående billede af begivenhederne, der omhandlede den første retssag om seksuelt misbrug af unge Jordan Chandler. Teorier om pengeafpresning, pengegriskhed og udnyttelse af en sårbar stjerne, tegner et billede af en uskyldig Jackson, der var offer for andre folks ønske om at lette ham for hans enorme formue. Her tegnes et dybdegående billede af de forskellige personligheder, der omgav begivenhederne omkring og efter retssagen, om Jordan Chandlers forældre (herunder især far), der så en stor indtjeningsmulighed i Jackson – ligegyldig hvilken bekostning dette måtte have for sønnen.

Det handler også om fænomenet ”falsk hukommelse”, der kan tænkes at have fundet sted (dvs. det fænomen, der gør at individet kan huske fænomener, som er blevet indplantet i dem af omverdenen, fx gennem terapi, men som ikke har hold i virkeligheden). Det handler om ansatte, der gik bagom Jacksons ryg for at få penge, om ufølsomme reportere og nyhedsbureauer, der betalte store summer for saftige detaljer om popikonet – sande eller ej. Herunder nævnes, hvilke personlige omkostninger dette havde for stjernen, der ifølge venner blev ”helt ude af den”. Retssagen endte i et forlig uden om retten, hvor stort et beløb forliget gav, er stadig et spørgsmål.

Efter forliget, chokerede Michael Jackson endnu en gang omverdenen, da han og Lisa Marie Presley indgik et ægteskab, der fra starten vækkede megen undren og af mange blev opfattet som iscenesat for at lappe Jacksons ry sammen. Halperin bygger videre på denne teori, og forelægger teorien om, at ægteskabet blev indgået efter en intern aftale mellem Lisa Marie Presley og Scientology-bevægelsen, der så store indtjeningsmuligheder i stjernen. Ægteskabet endte kort tid efter, og er den dag i dag et uløst mysterium.

Herefter gifter Jackson sig med Debbie Rowe, som føder ham to børn, hvis faderskab har vækket skepsis lige siden, da børnene ikke har ”negroide træk”. Halperin fortæller her, at Rowe blev betalt seks millioner dollars for at føde børnene og overlade forældremyndigheden til Jackson. Prince ”Blanket” Michael II blev født af en stadig ukendt rugemor.

Bogen tager også fat i Jacksons seksuelle tilhørsforhold, et spørgsmål, der har dannet mange bud på alt fra heteroseksuel, homoseksuel (og pædofil) og aseksuel, sidstnævnte fordi han inderst inde blot var et barn og derfor ikke havde en konkret voksenseksualitet. Halperin tegner et billede af Jackson som homoseksuel, og han interviewer flere mænd, der påstår at have været involveret med popikonet, og derud over påstår Halperin, at Jackson selv lagde an på ham, da de mødtes!

Endvidere tager Halperin fat i Jacksons bizarre udseende, om hans skift fra sort mand til en hvid, androgyn figur. Om påstået plastikkirurgi og Jacksons afvisning af disse. Tillige nævnes Jacksons vedvarende medicinmisbrug igennem årene, der blot tiltog med hans personlige nederlag.

Halperin selv blev interesseret i Michael Jackson efter hans retssag i 2006, der frikendte ham for samtlige anklager. Halperin ville én gang for alle finde beviserne, der ville få Jackson straffet. Men efter at have gennemgået retsakter og talt med involverede parter, blev Halperin mere og mere overbevist om, at Jackson var det uskyldige offer. Af denne grund gives et mere sympatisk billede af ikonet, der ikke er så negativt, som medierne ellers har fremstillet ham igennem tiden. Deri gør Halperin et stort arbejde: Man fornemmer ikke den ellers negative tone, der har præget mediediskursen omkring Michael Jackson.

Dog kommer Halperin med flere påstande, der vækker mistanke, såsom hans ægteskab med Lisa Marie Presley, hans seksuelle tilhørsforhold og mere, hvor kilderne ikke er helt objektive og pålidelige. Det er relativt nemt at postulere dette, da Michael Jackson ikke ligefrem kan modsætte sig disse påstande fra graven. Men på den anden side er det meget svært at danne et billede af Michael Jackson, da han hele livet igennem vægtlagde diskretion om sit privatliv. Derfor gennemgås der i bogen kun fænomener, som har floreret i pressen, og der lægges ikke meget nyt på bordet. Halperin gennemgår kun de fænomener, verden allerede er velinformerede omkring, og tillige kun de fænomener, der har præget hans liv de sidste 15 år – og ikke hans liv forud for dette.

Af disse grunde henvender bogen sig til folk, der interesserer sig for popikonet og gerne vil vide mere om de fænomener, som kort er gennemgået i medierne. Her vil bogen give et mere nuanceret billede på et forståeligt sprog, der tilmed vil fange læseren. Men for de, som er godt bekendte med Michael Jacksons liv og de begivenheder, der prægede hans sidste tid, vil bogen ikke lægge noget nyt for dagen, ligesom det er vigtigt at have in mente, at Michael Jackson aldrig selv har været en del af dette projekt. Det er således ikke en autoriseret biografi, men en journalists portræt af en mand, der i sin livstid var elsket og hadet af mange, men som efterlader et stort eftermæle, der ikke vil blive glemt.

Forrige anmeldelse
« Jeg så Ramallah «
Næste anmeldelse
» De umulige børn og det ordentl... »