Helene Hägglund (f. 1972) var nonne i et jysk, katolsk kloster igennem 14 år. I 2003 forlod hun klosterverdenen, og Vatikanet løste hende fra de evige løfter. I dag er hun bosat i Sverige, gift og har to børn. Dette er en erindringsbog fra hendes år som nonne.

Helene Hägglund var en teenager, der kæmpede de samme problematikker som en hvilken som helst anden almindelig teenager. Hun var drengeglad, utilpasset og grænseprøvende. Hendes mor og far var skilt og boede hver for sig. Helene voksede op hos moderen, som var af ungarsk oprindelse og katolsk. Da Helenes opførsel bliver for meget for hendes eget bedste, bliver hun sendt på en missionsk efterskole. Gennem skolen stifter hun bekendtskab med et kloster i Jylland, som bogen igennem forbliver anonym, men Kristeligt Dagblad har efterfølgende erfaret, at det handler om Maria Hjerte Kloster ved Sostrup Slot i Grenå.

Helene Hägglund tiltrækkes straks af klosterlivet og især priorinde og senere abbedisse Moder Benedicta (der i virkeligheden hedder Moder Theresa Brenninkmeijer). Det tog ikke Helene lang tid at bestemme sig for, at hun ville tilslutte sig klostret og blive ”gift med Jesus”, dvs. være Jesu brud, et liv i cølibat viet til Gud som nonne. Hun havde hidtil levet et turbulent liv, havde svært ved forældrenes skilsmisse og ønskede inderligt at finde et ståsted, og klosteret virkede som den oplagte mulighed til at iplante en fast identitet i den 16-årige identitetssøgende Hägglund. Hägglund forlod kort tid efter gymnasiet for at tilslutte sig klosterordenen, og fik navnet Søster Filippa og fik en særlig plads tæt på Moder Benedicta.

Her lærer vi om Helenes tilpasning til klostret, hvordan hun langsomt lærer at undertrykke egne behov, og hvordan hun i høj grad domineres af Moder Benedictas ønsker. Det er et liv i stilhed og dog kollektiv med de andre nonner, hvor hjælpsomhed og ubetinget lydighed og underdanighed betyder alt. Helene stilles over for nogle livsfilosofiske spørgsmål og tanker, hvor religion langsomt infiltrerer hver tanke, indtil kun dette er tilbage, og nonnen dermed bliver uselvstændiggjort. Herefter er det ”nemt” at udnytte nonnerne – en fordel priorinden og senere abbedissen Moder Benedicta i høj grad tager i brug. Hun bruger vold, sort arbejde, misrøgt og skattesvig, og hun får det til at virke, som om det er Guds vilje – velvidende at ingen af nonnerne tør stille sig op mod hende. Lige indtil Helene Hägglund en dag får nok af Moder Benedictas bedrageri. Hun stiller sig op mod hende, men ingen vil høre. Senere forlader hun helt klosterlivet til fordel for et liv i frihed.

Nonne tur/retur er en historie om ”frivillig hjernevaskelse” og derefter manipulation og misbrug. Nonnerne er gået ind i klosteret med god vilje, og de bliver langsomt indoktrineret, således at hvert fiber af selvstændighed vaskes bort, og deres tavle igen er ren. Herefter er nonnerne nemme at manipulere med. Dog er det ikke en kritik mod klosterlivet som sådan, der er mange gode eksempler på velfungerende klostre, men denne bog er tilegnet de kvinder, der stadig lever under Moder Benedictas åg. Det er en kritik af Moder Benedictas udnyttelse af kvinder, der ser guddommelighed i hende, og derfor er nemme at misbruge.

Men udover det er bogen en fortælling om at finde sig selv – her i evangeliet, i Guds tro. Det er en historie om en søgen efter Gud, en søgen der er så intens, at intet er for godt til at opgive i denne iver. Det er en historie om religiøs vækkelse, men også indsigten i, at det, der er godt på ydersiden, ikke altid er så godt på indersiden. Det er en historie om søgen efter ståsted og faren ved, at identitetssøgende individer udsættes for fundamentalistiske kræfter og karismatiske personligheder som Moder Benedicta, da disse nemt indsluses i sin iver efter at finde ståsted i en sådan grad, at konsekvenserne ikke overvejes – inden det er for sent.

Det er en implicit tilegnelse til de kvinder, der ofrer deres frihed for at leve for andres skyld, for Guds, for mænds, for kvinders (såsom Moder Benedictas). Disse kvinder lever i et kollektiv, hvor man virkelig forstår meningen af, at elske sin næste. Disse kvinder har intet ondt på hjertet, og dog bliver de misbrugt på det groveste. Dette er årsagen til folk som Helene Hägglund må italesætte sin historie, for at stoppe den udnyttelse.

Bogen er en subjektiv fortælling og skal på ingen måde generaliseres. Dette er Helenes tanker og oplevelser i klosterlivet. Siden hun forlod klosteret, har mange fra klostret modsat sig hendes anklager og kaldt det pure opspind, at det er en indestængt nonne, der behøver noget at rette sin vrede imod. Igennem bogen fornemmer man dog ikke, at dette skulle være Hägglunds intention. Man fornemmer tværtimod, at Hägglunds bog er en form for selvterapi, hvorfra hun får lettet sine skuldres tyngde; en måde hvorpå hun bearbejder den følelsesmæssige undertrykkelse, der har præget hendes liv de sidste 14 år.

Hun går heller ikke direkte i gang med at kritisere klosterordenen for al dens væsen, men beskriver fra starten specifikt, hvad der drog hende til ordenen, og hvor dybt fascineret hun var af Moder Benedicta og hendes guddommelighed, som – hvilket hun langsomt gennem sine oplevelser og gennem bogens sider erfarer – bygger på bedrageri. Hvordan kan det også være et personligt angreb på Moder Benedicta, når hendes og klosterets virkelige navn bogen igennem forbliver anonym? Af denne grund og mange flere ser jeg ikke Hägglund som en indestængt eksnonne, blot en kvinde, der ønsker at samle trådene i sit liv, og dertil prøve at agere forbillede for de nonner, der stadig er fanget under Moder Benedictas åg.

Nonne tur/retur er en spændende indføring bag de lukkede klostermure, til en verden ikke mange af os vidste fandtes i Danmark. Det er en historie om sammenhold og tillid, og hvordan tillid kan misbruges. Det bedste ved bogen er dog de eksistentielle og religiøse spørgsmål, den indirekte stiller: hvor langt vil man gå for at finde ståsted, og hvordan finder man Gud? En bemærkelsesværdig indsigtsfuld bog, der vil give læseren et alternativt billede af Danmarks ukendte sider.