Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Ekfrasens Former: Billeder i Tekst / Cecilie Harrits og Anders Troelsen (red) / 268 sider
Aarhus Universitetsforlag. ISBN
Anmeldt 24/1 2008, 15:30 af Steen Christiansen

Ekfraser gennem tiden


Ekfraser gennem tiden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Denne antologi, bestående af artikler skrevet af nordiske forskere, stiller skarpt på et gammelt fænomen, som med jævne mellemrum dukker op i litteraturforskningen, nemlig ekfrasen - det billedbeskrivende digt, som antologiens redaktører kalder den i deres forord. Ekfrasen er og har altid været et interessant litterært fænomen, fordi den er udtryk for et forsøg på noget som litteraturen i bund og grund ikke er i stand til: at gengive et fysisk objekt udelukkende gennem det skrevne sprog. På den ene sider siger det sig selv, at litteraturen aldrig kan være et maleri eller en skulptur, men på den anden side eksisterer der også en ambition i megen litteratur om at fungere som naturligt tegn; altså, et ønske om at teksten kan være umedieret virkelighed.

Dermed siger ekfrasen noget om litteraturens ontologi/væsen og forfatterens syn på samme ontologi. Hvad end ekfrasen bruges til i æstetisk forstand, siger den altid noget om litteraturens grænser som den forståes af forfatteren og perioden. På den måde eksisterer der også to teoretiske anskuelser af ekfrasen, en som anskuer forholdet mellem billedkunst og litteratur som analogt, og en som anskuer forholdet antagonistisk. Det er naturligvis yderpunkterne i debatten og de fleste kritikere, som dem i denne antologi, finder deres ståsted et sted i mellem yderpunkterne.

Forordet tegner en skitse af ekfrase-forståelsen gennem tiderne og advokerer James Heffernans definition af ekfrase "a verbal representation of a visual representation" som den mest funktionelle og alment accepterede definition. Denne definition kommer fra James Heffernans bog Museum of Words, og på mange måder fungerer han som en rød tråd gennem alle artiklerne, da de fleste forfattere trækker dette værk og definitionen frem som et udgangspunkt. Her kunne man som læser godt have ønsket en lidt mere stringent redigering og sammenkobling af artiklerne, for når man for tiende gang præsenteres for Heffernans definition som havde man ikke hørt den før, er gentagelsens effekt gledet gennem redundansen og blevet til irritation. Forståeligt nok er alle artiklerne skrevet som afsluttede og enkeltstående bidrag, og det giver også god mening da emnerne som diskuteres er meget forskellige, og dermed egner antologien sig bedst til punktnedslag, hvorfor man ikke kan være sikker på at læseren har læst de forgående artikler. På den anden side virker det usandsynligt at læseren ikke vil kaste et blik på forordet, og dermed kunne man argumentere at nødvendigheden for at de mest basale definitioner gentages, er minimal.

Resten af antologien så vidt muligt bygget kronologisk op, efter de litterære værkers dato. Som organisatorisk princip fungerer det udmærket da man får et overblik over hvordan ekfrasen har udviklet sig fra romantikken og frem, hvilket giver en god forståelse for at selvom ekfrasen et er gammelkendt fænomen, betyder det ikke at ekfrasen ikke har udviklet sig. Her har Ekfrasens Former og dens redaktører valgt at holde sig benhårdt til ekfrasen som forhold mellem billedkunst og litteratur, og selvom der er enkelte teoretiske svinkeærinder, er der ingen fokus på de større felter som interart-studier eller intermedialitet-studier. Disse bredere forhold mellem mange forskellige medier er ganske fraværende, kun nævnt i forbifarten i enkelte artikler. Valget er på mange måder forståeligt, da man ellers kunne frygte at den klassiske diskussion ville drukne i andre og nyere diskussioner. Her har man altså valgt et snævrere fokus, for dermed at holde fast i et felt som ellers kan være i fare for at blive overset på grund af nyere, mere populære udviklinger.

Det er et fint valg, men det har også sine begrænsninger for det er også tydeligt at jo længere frem man kommer i litteraturhistorien, jo mere komplekst og kompliceret bliver forholdet mellem billedkunst og litteratur. Som flere af forfatterne kommer ind på, ligger det store problem i det faktum at jo mere litteraturen selv begynder at tage afstand fra repræsentationen som et brugbart greb, jo mere besværligt bliver det at bruge Heffernans funktionelle definition, og jo mindre bliver forholdet mellem billedkunst og litteratur et simpelt spørgsmål om beskrivelse, men i langt højere grad et spørgsmål om relationer og transformationer.

De første artikler, der primært behandler romantikkens ekfraser viser hvordan litteraturen kan blive beriget af en ekfrastisk tilførelse af et større metaforisk potentiale. I mødet mellem kunstarterne, opstår der et spændingsfelt som udnyttes af forfatterne til at skabe en æstetisk oplevelse som ikke kunne skabes uden dette æstetiske møde. Sagt på en anden måde, inddrages billedkunsten for at danne nye oplevelser og æstetiske indtryk. Hvad end man ser forholdet mellem billedkunst og litteratur som analogt eller antagonistisk, udvides litteraturens greb ved at forholde sig til billedkunsten. Efterhånden som artiklerne bevæger sig ind i det tyvende århundrede skifter ekfrasens funktion til at blive brugt mere som en udfordring af repræsentationens mulighed, mere end en måde at berige det litterære sprog på. Ved at inddrage billedkunsten og det visuelle, udfordres litteraturens sprog og afsløres som uegnet til repræsentation; en bevægelse som billedkunsten selv gennemgår mere eller mindre parallelt. Hermed skifter artiklerne også fokus til at vise hvordan repræsentationsbegrebet er problematisk.

Denne kulturelle udvikling viser en bevægelse væk fra den "rene" ekfrase, og mange af forfatterne diskuterer også selve ekfrasebegrebet på en anden måde, og analyserer hvordan man kan bruge det eller udvide det til at være brugbart i disse grænseområder. Det er også her at kategorierne interart-studier og intermedialitet-studier dukker op, som en måde at kontekstualisere ekfrasens eksistens i det tyvende århundrede. Som læser bliver man ganske meget klogere på ekfrasens udvikling, men i antologiens natur kommer der aldrig en endelig afklaring på hvor vi står i dag. Enkelte forfattere kommer med forsigtige bud, men et efterskrift kunne have været interessant. Dog er det en fornøjelse at læse de grundige analyser af de enkelte værker, og det brede udvalg af både tekster og kunstværker giver et god fundament for videre arbejde. Teksterne er holdt på originalsproget, så man støder både på svensk, norsk og dansk i antologien, hvilket giver en lidt ujævn læseoplevelse, men samtidig får antologien til at appellere til et bredere publikum.

Til sidst er det nødvendigt at nævne selve bogens stoflighed. Det er en meget lækker udgivelse, hvor siderne er bundet sammen i ryggen i stedet for at blive limet. Papiret er tykt og af høj kvalitet, hvilket får de medfølgende malerier og fotografier til at fremstå ekstra tiltalende. Det er naturligvis ikke noget som påvirker indholdet som sådan, men det er en rar bog at være i selskab med; man føler at der er kælet for kvaliteten, og det er med til at gøre læseoplevelsen bedre. Det er dejligt at se, at man ikke har sparet på denne udgivelse.

16
Forrige anmeldelse
« Renæssancens verden «
Næste anmeldelse
» Originalernes by »