En af de mest påfaldende trends på den globale litterære scene er et skift bort fra romanen som den dominerende og bedst sælgende genre, over til en forbløffende stor interesse i den form for litterær non-fiktion som nu til dags har mange navne, men som på det seneste med et samlebegreb ofte omtales som life-writing. Denne betegnelse er bekvem at bruge, fordi den omfatter både selvbiografier, biografier over andre levende og døde (som oftest kendte) mennesker, plus en mængde af blandformer der omfatter forskellige slags opbyggelig litteratur - altså bøger man skal kunne lære noget af. Den sidstnævnte slags life-writing indbefatter selvhjælps-bøger af enhver slags, der tager udgangspunkt i én persons eksempel (’ved at æde 27 kilo af dette mirakel¬pulver tabte denne Robinson-bimbo sig 27 kilo på 27 dage...’). Den slags litteratur forbruges der ufattelige mængder af på det globale marked, ofte understøttet af andre medier – primært TV – som hjælper til med at promovere disse produkter.

Life-writing og selvhjælpslitteratur er også ved at slå an i Danmark i disse år – se blot boomet i politikerbiografier op til sidste års folketingsvalg. Vi brænder alle efter at forstå mennesket bag mediemasken og feel-good effekten ved at have afkodet en rigtig persons inderste motivationer er særdeles stor. Denne nyfigenhed er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen. Den driver os i mange af livets forhold – også de ekstra-litterære hvor den lave form for sladder vi ofte kaster os ud i på arbejdet eller i familien er en pendant til den lave form for life-writing: tell-all filmstjerne- eller hitmusikerbiografien, de celebre ugebladsafsløringer om den nyeste kendis-skandale, eller de seneste conspiracy-teorier på nettet – alle disse former trives som aldrig før. Vi læser altså biografier af nysgerrighed, og der er altid en risiko for at geek-effekten sætter ind når man læser om exceptionelle menneskers exceptionelle liv: vi bliver voyeurs der kun går efter det sensationelle hurtige fix, og de saftige klumper i andre menneskers ellers komplekse liv er alt hvad vi husker om dem...

Den voksende trend til at life-writing er uhyre populært, også blandt danske bogkøbere, fortsætter – i dette tilfælde på en ikke helt almindelig (og særdeles underholdende) måde. Gorm Henrik Rasmussens uventede bestseller Originalernes by er et eksempel på at der også kan være helt usædvanlige litterære kvaliteter at finde i life-writing genren. Bogens titel er sigende: den er netop ikke ”Byens Originaler”, men slår det omvendte perspektiv an. Byen er i centrum: dens geografi med karreer, haver, forretninger, industriarealer, gader, parker og værtshuse er den uundværlige scene originalernes liv udfolder sig på. Netop dette skift i fokus er en effektiv modgift mod en uheldig voyeurisme over for de skildrede originaler der nemt kunne blive et indslag i et rent freak-show, når man har så farverige personer som den fortandsløse, flagermuseørede Emil Jennerjahn, Professor Stærkstrøm, Reserve Jesus og Blomster Henning, der befolkede Aalborgs gader og offentlige rum op gennem det 20. århundrede.

I stedet præsenterer Gorm Henrik Rasmussen originalerne i kontekst: deres manglende evne (og ikke mindst vilje) til at passe ind i mængden og den grå masses normalitet er netop det som gør dem interessante, fordi de derved synliggør fortællingen om hvor kedelige og konforme vi ellers forventes at være i byrummet. Originalerne vises hele tiden i situationer hvor de gør grin med det bedre borgerskabs normalitetsforestillinger. Når Jennerjahn så gerne ville giftes med sin mor men ikke kunne få borgmesteren med på idéen, så illustrerer hans punch-line (”Det gør ikke noget, ærede Hr. Borgmester – vi sover alligevel sammen!”) det ligegyldige og tomme i samfundets konventionelle opfattelse af ægteskabet, som hos Jennerjahn snarere er en institution der garanterer samhørighed og intimitet end en økonomisk motiveret bekvemmelighed. Når Sputnik (pornoforhandler extra¬ordinaire i Den Bette Kiosk) og lovens håndhæver Lange Anton kom så godt ud af det med hinanden, var det udtryk for en usædvanlig veludviklet pragmatik, der byggede på en fælles forståelse for at alle former for behov kræver et frirum for at kunne opfyldes, og så længe ingen kommer til skade ved det er der jo ingen grund til at kriminalisere disse behovsopfyldelser. Når Blomster Henning (den foreløbig sidste kanoniserede Aalborg-original – men man ved jo aldrig hvor galt det kan gå for os andre halv-utilpassede eksistenser i disse anti-humanistiske tider) ikke mente at personlig hygiejne var værd at beskæftige sig med, viser det sig jo alligevel at en forholdsvis ringe sum penge kan overtale de fleste kvinder til at se bort fra sådanne mindre derved forbundne lugtgener – indtil han i en høj alder lader sig overtale til at det egentlig er meget rart at få et bad og blive puslet lidt om på plejehjemmet.

Gorm Henrik Rasmussen siger selv at han kun skriver om afdøde personer (hans næste projekt er en ny og forbedret udgave af hans 80er bog om den alt for ungt afdøde folkesanger, Nick Drake, som Gorm var den første i verden overhovedet der skrev en biografi om), men det passer nu ikke helt. Godt nok er alle originalerne i denne bog under mulde, men bogen handler nu også i høj grad om Gorm selv, og han er i høj grad stadig i de levendes land. I rammefortællingen, som på mange måder er bogens bedste del, præsenteres vi for et portræt af Aalborg-drengen der voksede op blandt de farverige personager han senere lærte skulle betragtes som outsidere og originaler, men som for ham og kammeraterne bare var naturlige indslag i bybilledet. Gorm lærte hurtigt at afkode byens geografi og finde de frie rum hvor man kunne suge til sig af livets saft og kraft. Skole og arbejdsliv var aldrig det der trak mest – snarere var det boksere, værftsarbejdere, fulderikker, hustlere og andre gode historiefortællere der blev rollemodeller for knægten der – som en anden Blomster Henning – gik rundt på byens værtshuse, hvor han dog ikke solgte unødvendige prydgenstande såsom blomsterkoste, men i stedet havde sin første digtsamling med i tasken og hurtigt fik udsolgt af førsteoplaget af den...

Gorm var dog (i modsætning til mange andre) smart nok til at forlade Aalborg, der ikke i længden var en stor nok scene til hans talent og talegaver (som han dog senere har anvendt bl.a. til det gode formål at få snakket sig til en residens på Aalborg Kloster når han har brug for et stilfærdigt skriverum heroppe i det Nordjyske...), og han har siden 70erne indtaget Københavns kulturelle (og kulturhistoriske) rum, som han i øvrigt gerne deler ud af sin insider-viden om (og den spænder vidt fra de dødes verden på Frederiksbergs Ældre Kirkegård til de fysisk nærtliggende Familiehavers kulinariske udbud), og som han også har gjort til scenen for flere romaner, bl.a. om endnu et frirum – Christiania. Min yndlingsdel af Originalernes by er ”Coda: Hjemstavn”, hvor vi atter sætter næsen mod Aalborg, denne gang med forfatterens bedstemor ved roret: ”Min bedstemor var en homegirl, længe før begrebet blev introduceret af sorte amerikanske rappere. Hun gik i et slæng med kvinderne i den opgang hvor hun boede, og bandemedlemmerne talte hendes veninder rundt om i kvarteret” (221). Bedstes absolutte og uimodsigelige autoritet i denne lilleverden der kun omfattede kvarteret og ingen outside-information tillod, gjorde at hun vidste lige præcis hvor i den store sammenhæng hun hørte til og hvad hendes livs betydning var. Når det en sjælden gang brændte sammen for hende og livet blev uoverskueligt, kunne hun finde på at true med at springe ud fra tredje sal (hvortil hendes datter til gengæld kunne finde på at kommentere tørt: ”Husk at tage altanen i baggården så du ikke rammer nogen”) – uden selvfølgelig nogensinde at kunne få sig til (af rendyrket blufærdighed) at gøre alvor af truslen...

Gorms bedstemor minder mig om min egen familie, der bl.a. talte min tante Linne for hvem alt var et opera-agtigt melodrama, hvis tragiske ende knap lod sig udsætte endnu en solnedgang, og for hvem alskens fremmed tænkning var en anledning til bramfrit udtrykt foragt og mistro, selvfølgelig iblandet en fuldstændig uhæmmet nysgerrighed. Hun var en af Aggers originaler, men i et tavst og indesluttet samfund fik hun aldrig lov at udfolde sit talent for (selv-)dramatisering på en stor nok scene. I stedet lærte hun i hvert fald mig at være meget økonomisk over for hende med både sandheden og alle øvrige faktuelle oplysninger, som man ellers kunne være sikker på at høre i stærkt forvrænget form næste dag hos købmanden (Indre Mission) eller i Brugsen (det hedenske åndehul). Men nok om mine erindringer – de tjener blot til at illustrere Gorms evne til at få os alle til at gå på arkæologitogt i vores hukommelse blandt steder og sæder der måske for længst ellers var gået i glemmebogen.

Og denne smittende fortællelyst i Gorm Henrik Rasmussens bog peger netop på dens fornemste funktion som life-writing: den får os til at huske og tænke på det der var, og det der har for høj en pris til at måtte glemmes (selvom det officielt er værdiløst). Derfor er det synd hvis Originalernes by kun læses af sølvbryllupssegmentet eller bruges som julegave til aldrende tanter og svigermekanikker – de gamle har ikke andet at tage sig til i forvejen end at mindes, mens det er os lidt yngre der kan lære af historierne om dem der var tilpas anderledes til at minde os om et friere liv i en mere åben by.