Der skete noget centralt i det femtende århundrede, som har haft og har betydning helt op til i dag. Her tog en række renæssancehumanister fat om verden og satte sig til at omdefinere den, dog uden at vide at de rent faktisk var renæssancefolk. Begrebet renæssance opstår først langt senere i midten af det nittende århundrede. Det er lidt det samme, der gælder middelalderen, som heller ikke selv ”vidste”, at den var en alder i midten. Ordet middelalder opstår i renæssancen, og betegnes blandt andet af digteren Francesco Petrarca (1304-1374) som ”den mørke tid”, og – som det sikkert er velkendt – så tiltænkes middelalderen en mørk tusindårig parentes mellem antikkens tænkning og renæssancens genopdagelse af samme. Derfor er det da også besværligt, som både Petrarcas levetid allerede i det fjortende århundrede og renæssancens geografiske placering vidner om, at stadfæste en præcis periode, som vi kan kalde renæssancen.

Det forsøger Renæssancens verden heller ikke på at gøre, men i stedet begiver bogens forfattere sig et felttog, der bringer dem omkring langt det meste af renæssancens sammenhængende kraft, som gør, at vi har chance for at omtale den i periodiske begreber. Som undertitel hedder bogen Tænkning, kulturliv, dagligliv og efterliv, og specielt den sidste del – efterlivet – udgør en vigtig bastion i bogens tyngde, idet vi her kan se, hvordan renæssancen stadig har sine inspiratoriske grabber plantet solidt i vores kulturelle muld. Et sådant fokus kan synes lidt trægt for den, der ikke – som alle forfatterne til bogen – har beskæftiget sig med viden om renæssancen på akademisk hold, men det giver en bog, der tydeligvis er tænkt som mere end en introduktionsbog, en rækkevidde udover det sædvanlige. Kompositionen er således tiltænkt, at man kan gå fra den mere idémæssige baggrund i tænkningen, over nogle mere kunstneriske og kulturelle mønstre i kulturlivet, over et mere – om jeg så må sige – menneskeligt vedkommende fokus på de humane konsekvenser i dagliglivet, til netop et blik på, hvordan vi stadig har renæssancen med os.

Det helt centrale ved renæssancen er, at vi her får et slags opgør mod utestet, forudgivet viden, som mest af alt repræsenteres af religiøs tænkning og filosofi. Det ser man eksempelvis i Augustins filosofi stærke forsøg på en tænke den antikke filosofi fra primært Platon og Aristoteles ind i en kristen ramme, som på Augustins tid var ved for alvor at gribe fat. Romerrigets tiltagende og efterhånden omsiggribende sammenbrud i det femte århundrede gav rum for en blomstrende katolicisme, og det er da også helt essentielt for forståelsen af den romersk-katolske kirke, at den faktisk også overtager en romersk tænkning, hvor paven i den feudalt orienterede samfundsstruktur overtager rollen som en art kejser – kejsere i Romerriget skulle jo også have været semihellige og kommet til verden ved jomfrufødsel, heraf kejsersnittet.

Denne tænkning, der var bundet op på en erkendelse af det verdslige liv som en kilde til gejstlig opstandelse gennemsyrede middelalderfilosofien, og langt størstedelen af den viden, der blev søgt produceret, var tvundet ind i det, som Martin Heidegger kalder for ontoteologier, altså værensbestemmeler som skal svare til den herskende teologi. Dette erkendte man i løbet af det femtende og starten af det sekstende århundrede var uholdbart, primært gennem opdagelsen af den nye verden gennem opdagelsesrejsende og en nytænkende astronomi, der placerer jorden som andet end universets centrum. Dette rokkede tilpas meget ved den etablerede viden, at det satte skub i stadigt flere erkendelser. Og som Jostein Gaarder skriver i Sofies verden: ”Man kan sige at i renæssancen begyndte en proces, der til sidst bragte menneskene til månen. Eller for den sags skyld til Hiroshima og Tjernobyl”. De teologiske lænker i anklerne på videnskaben brast, og der blev sat skub i langt mere frisatte måder at tænke på.

Det skal dog dermed ikke siges, at Gud blev udeladt. Gud blev hos Martin Luther – som er fokus for Hans-Jørgen Schanz’ artikel – et forsøg på ”at gendanne den – i renæssancehumanisternes opfattelse – oprindelige kristendom, der var blevet glemt eller var blevet forvansket i pavekirken, nemlig: Guds nåde og suverænitet, Jesus som frelser, troens magt og det kristne menneskes frihed”. Det er specielt de to sidste dele, altså troen og friheden, der skal vise sig at være centrale, idet vi heri finder noget af den kim, som skulle vokse sammen med det relativt fritstillede vidensbegreb til nogle grundvilkår for demokrati og det samfund, som vi kender i dag. Det er således nok ikke uden årsag, at – tænkt sammen med paven som kejserfigur – en aproksimeret nordlig grænse for katolocismen netop synes at gå dér, hvor Romerrigets grænse gik, dog med undtagelse af Polen og Irland. Men det vigtige i alt dette er, at den altdominerende kirkemagt bliver indskrænket, så der kan blive plads til alt det andet, som Renæssancens verden handler om.

Som tværtænkt fokus kan man forklare den foretagsomhed, der fandtes under renæssancen, som en brydningstid, hvor idéer florerede inden for filosofien, der synteseres mere med naturvidenskabelige opdagelser end teologiske, selvom eksempelvis Newton – som behandles i Henning Høgh Laursens bidrag – anså sine opdagelser for at være en bekræftelse af, at Gud er i alt og kan forstås gennem matematikkens og naturlovenes sprog. Men denne sammenhængskraft fandt i stedet nærmest sin modsætning i kunst- og kulturlivet, der for alvor satte gang i nogle brydninger og flertydigheder. Det er noget man ser hos François Rabalais – som blandt andet er under Jørn Erslev Andersens lup – eller William Shakespeare, der får sit helt eget kapitel, eller i billedkunsten, som ikke handlede ”alene om rent videnskabelige tilgange til naturen”, som Hans Jørgen Frederiksen skriver. Da Vincis vitruvianske mand er et godt eksempel på, hvordan anatomi og kunst kan tænkes under ét (selvom det måske er eftertiden, der har tænkt det). Man kan sige generelt, at videnskab, kunst og teologi bliver sat stævne med helt nye øjne, der forsøger at se tingene, som de tilsyneladende er, og herigennem nå frem til både en forklaring på verden men så sandelig også Gud, men det bliver blot i en nu omvendt prioriteret rækkefølge.

Det er formålsløs at gennemgå artiklerne slavisk, idet fokus er bredt, men det gør sig da gældende, at – hvilket ikke altid er tilfældet for antologier – der er et stramt fokus, som går gennem artiklernes disparathed. Renæssancens verden fremstår som et helstøbt værk, der dog til tider – hvis den vil nå ud til en bredere del af befolkningen – trækker på et vist antal akademisk langdragelige betragtninger, men det er da såmænd også centralt for dette værk, at man kan plotte ned lige præcist i sit eget interessefelt, om end det er fx litteratur, arkitektur, historie, religion og/eller filosofi, kunst, eller sågar brevgenren. Der er gjort et godt forsøg på at nå langt ud i kanterne, og derfor kan det også undre, at politisk, økonomisk tankegang glimrer ved dets fravær, men det er blot en enkelt nitte ved et omfattende, enormt flot illustreret og omsiggribende stykke renæssanceværktøj, der bør pryde enhver kulturinteresseret hyldemeter.

Til sidst kan man kun beundre det mod, som der skulle til, for at kæmpe viden fri af de undertvingende lænker hos de centrale skikkelser i den lidt usikkert placerbare renæssanceperiode. Det drejer sig om et mod, som vi desværre ser ud til at kunne få brug for igen, idet der i dag igen synes at kunne spores kimen til et undertrykt vidensbegreb. Det der kendetegnede tiden før renæssancehumanisternes tænkning var, at viden var bundet op på noget andet end selve den viden, man kunne opnå, nemlig teologisk visdom. I dag – som Dorthe Jørgensen skriver i Danmark på vej mod år 2020 – tyder alt nemlig på, at viden ikke længere er gunstig i sig selv, men således igen bliver bundet op på ’noget’. Og kritiske røster vil påpege, at dette ’noget’ er en vis økonomisk finansierbarhed og indtjeningsmulighed, der på sin vis viser sig som et fokus på naturvidenskabelige præparater og apparater, der kan tjene sig selv ind i det danske videnssamfund. Videnssamfund er dermed ikke forståes som et ”samfund af viden” eller et ”vidende samfund” men som et samfund, der kan tjene penge på sin viden, og den viden, der ikke giver indtægter, bliver på den måde lavere rangeret. Det er måske derfor tid til, at vi får en ny renæssance, inden vi kryber ind i skjul af endnu en mørk tid.

Læs også Claus Krogholms anmeldelse af Oplysningens verden.