Alex Ahrendtsen er DF’er og viceborgmester i Odense. I denne bog giver han afløb for sin skuffelse over tendensen til, at danskerne og de øvrige ikke-muslimske minoriteter i det danske samfund bøjer sig for islamiske særregler, hvilket fører til ramadan-fester på rådhuset i Odense, kønsopdelt svømmeundervisning i svømmehallerne, Halal-slagtet kød i skolerne og dagplejemødre i burka. Hans bog omhandler et kontroversielt emne, som vil være af følsom art for mange; det er en opfordring til forandring fra Danmarks nutidige politiske landskab.

I form af sit arbejde som politiker har Alex Ahrendtsen igennem årene oplevet en tendens til en vis berøringsangst, når det kommer til emnet ”Islam og muslimer”. Ifølge ham sker der en kulturel underkastelsesproces i danske kommuner, hvilket fører til at danskerne bøjer sig for islamiske særregler, og i virkeligheden integreres i islam i stedet for muslimernes integration i det danske samfund. I bogen redegør han for denne øgede tendens, der fører til krav om halal-kød i offentlige institutioner, kønsopdelt svømmeundervisning, tørklæder på sygehusene, burka-klædte plejemødre, opførelse af en stormoske og en jule-fri bazar, mens kommunen holder ramadan-fester for skatteydernes penge.

Men hvorfor bøjer danskerne af for denne minoritetsgruppe? Ifølge Ahrendtsen er det et sammenspil mellem venlighed, høflighed, berøringsangst og det faktum, at vi som kristne har lært at vende den anden kind til – i stedet for at yde aktiv modstand. I bogen ligger implicit en opfordring til den danske befolkning om netop at skabe denne forandring, at yde denne modstand ved at stå ved sin kulturarv og kæmpe imod islamistiske strømninger i samfundet, og dette ligegyldig konsekvenserne!

Nuvel, jeg forstår hans argument, men gør mig i særdeleshed ikke enig deri. Igennem bogen fornemmer jeg en opfordring til yderligere adskillelse mellem ”os” og ”dem”, dvs. danskerne og det muslimske mindretal. Til tider er tonen i bogen så kritisk, at man kan tale om en direkte hetz mod den muslimske befolkning. Bl.a. nævner han, at ”islams udøvere har mere blod på hænderne end både nationalsocialismen og dens fætre kommunismen og socialismen tilsammen”. Ikke nok med at dette er et bestialsk synspunkt, men det mangler også faglighed, saglighed og historisk indsigt. Hvad har bl.a. været skyld i Mellemøstens krige? Mellemøsten er af vestlige supermagter igennem mange år blevet brugt som en magtbrik, hvorfra vestens interesser kunne varetages – dette på bekostning af den indfødte muslimske befolkning. Her kan man bl.a. tale om Vestens levering af våben til diktaturstater, støtte til Israels oprettelse – en stat, der ikke sætter grænser for sin brug af vold overfor den palæstinensiske befolkning, og sidst men ikke mindst vestens varetagelse af økonomiske interesser i Mellemøsten – her kan især olien nævnes. Ahrendtsen mangler baggrundshistorien for den vold, han tillægger religionen islam, som ikke bunder i religion, men i historie og/eller kultur.

Endvidere er de personlige angreb, han gør mod dagplejermoderen i niqab og i særdeleshed Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid usmagelige. Følgende er et citat fra bogen rettet mod Asmaa; ”Jeg ved godt, at Asmaa og jeg aldrig kommer overens politisk og religiøst. Jeg synes jo, hun skal give hånd og tage sit tørklæde af, og hendes tørklæde symboliserer for mig afskaffelse af demokratiet, sådan som vi ser det i sharia-ramte lande, og forfølgelse af og mord på kristne af rettroende muslimske mænd, der undertrykker kvinder. Jeg håber da også, at Asmaa en dag finder friheden i Kristus” – dette citat viser, hvor ekstrem hans argumentation er, når han forbinder en kvindes tørklæde med alverdens ulykker. Citatet rettet mod dagplejemoderen er ikke meget bedre: ”hun har for længst forladt friheden i Vesten og bevæger sig ind i islams fængsel. Hun har underkastet sig. Hun er fortabt. Hendes eneste fejl var, at hun tog niqab’en på”.

Disse citater er tegn på uvidenhed; hvad ved han om dagplejemoderen – som for øvrigt er etnisk dansk – og hendes bevæggrund for at vælge tørklædet? Hvem er han at dømme, om dette er et skridt i en forkert retning, når han ikke kender hendes baggrundshistorie? Han taler om hende, som om hun passivt er blevet hjernevasket og har forladt alt, hvad der er dansk. Men hvad vil det efterhånden sige at være dansk? Førhen kan man måske tale om en mere homogen gruppe af mennesker, men i dag strækker det at være dansk sig over et vidt spektre i alt fra punker til konservativ, buddhist, muslim, kristen og ateist. Den tankegang, der ligger til grunde for Ahrendtsens synspunkter, synes at være en utopisk tro på et afgrænset felt af, hvad det vil sige at være dansk. Han beskylder islam for at være udemokratisk, men hvad er hans – og DF’s – diktatoriske forsøg på at nægte udfoldelsen af en bestemt religion så ikke? Knægter dette netop ikke den demokratiske frihed til at praktisere sin religion frit?

En anden ting, jeg finder usaglig ved bogen, er, at han konstant søger at nedgøre islam ift. kristendommen, hvilket følgende citat fra bogen illustrerer; ”Kristendommen overlevede hundrede år i katakomberne under Rom. Den overlevede kommunistlandenes brutale undertrykkelse. Men islam ville dø uden synliggørelsen. Derfor denne nærmest manisk desperate higen efter synlighed i det offentlige rum og i medierne. Tildækkede kvinder, skæg, kjortler, minareter, halal-kød, stormoskeer mm. Er altafgørende for islams fremtid. Uden denne synlighed dør islam”. Dette er i mine øjne blot muskelspil, en barnagtighed, der mest af alt minder mig om børn, der pruster op omkring, hvis far er stærkest. Faktum er, at begge religioner er førende verdensreligioner, den dag i dag og ingen kan dømme hvilken religion, der er ”bedst” – det er netop derfor, det kaldes en tro.

Ahrendtsen giver udtryk for, at der i Danmark er plads til muslimer, men ikke rettroende. Denne argumentation formede et stort spørgsmålstegn i hovedet på mig; hvad vil det lige sige? At rettroende er lig med fundamentalist? Enhver med lidt fornuft kan se paradokset og usagligheden i dette udsagn.

Man kan selvfølgelig følge hans synspunkt i, at demokratiet ikke skal krænkes og er vigtigt at bibeholde, men der er her brug for en to-vejs-kommunikation. Ved stædigt at nægte at lytte eller gøre denne befolkningsgruppe beføjelser vil konsekvensen muligvis være total ekskludering og marginalisering ift. danskerne. På denne måde må man altid have konsekvenserne i øjnene, bl.a. mht. kønsopdelt svømmeundervisning. Ville et forbud ikke kunne føre til, at kvinderne slet ikke kom til svømning? Uanset hvor meget man er imod denne kønsopdeling, er alternativet da mørkere; nemlig at kvinderne helt holdes ude fra disse begivenheder og muligvis indelukkes yderligere i et islamisk miljø. Hvorfor ikke tage det første skridt og håbe på en udvikling?

Ifølge mit synspunkt er bogen usaglig og usmagelig fra side et til slut. Jeg kan slet ikke støtte op om sådanne totalitære synspunkter, der danner hetz mod et bestemt udsnit af den danske befolkning og opfordrer til total envejsintegration uden nuancer. At denne ideologi er så langt fra min egen, kan dog have farvet min oplevelse af at læse bogen; af denne grund skal jeg ikke komme med bud på, hvorledes tilhængere af denne type ideologi, vil finde bogen.