Modernitet og religion. Ved første øjekast lyder det som hinandens modsætninger. Religion handler om bevarelse, mens moderniteten – som det ligger i ordet – er frembrusende moderne. Et af modernitetens hovedprojekter har derfor været netop at gøre det af med religionen, men på den ene side har religionen en særegen evne til at overleve, mens den på den anden side – og på sin egen måde – også i høj grad har spillet med i moderniseringen af samfundet. Det har Hans Jørgen Schanz begået en lille bog om, og den hedder netop Modernitet og religion.

Det er en gennemgående pointe, at når modernitet og religion støder sammen, så slås der gnister, men kigger vi efter i sømmene i såvel den vestlige modernitet som de tre store monoteistiske religioner – jødedommen, islam og kristendom – finder vi ikke den klare adskillelse af de to størrelser. De forfatninger og menneskerettighedserklæringer, der udspringer af revolutionerne i 1700-tallet, har for sig stadig religiøse levn i sig, mens enkelte religiøse formationer også bærer kimen – eller et form incitament – til modernisering af samfundet.

Modernitet er en disparat størrelse, som kan defineres – og bliver defineret – på mange forskellige måder. Schanz kondenserer disse definitioner i sin egen, der forklarer modernitet som for det første den fase, der udspringer af oplysningstænkningen fra omkring 1750, og for det andet som en indstilling i og til livet. De skal selvfølgelig ses i kombination med hinanden. Det, der karakteriserer moderniteten, er derfor menneskets forhold til naturen, til hinanden, til sig selv og til Gud, og tværgående for disse handler det primært om personlig frihed men også skabelsen af en offentlighedssfære, hvor vi omgås med hinanden.

Religionen defineres derimod – jeg er lige ved at sige også – som en særlig indstilling til menneskelivet, dets stilling i universet, menneskets opgaver og livets afslutning. Formelt synes modernitet og religion således at tage stilling til de samme ting. Schanz fokuserer i forbindelse med religionen primært på de monoteistiske versioner, fordi de har haft større institutionel gennemslagskraft end de øvrige, mens der i de polyteistiske religioner ikke ser ud til at være et stort konfliktuelt møde med moderniteten – her er en livsførselspluralitet allerede indført. Samtidig er religion også en samlebetegnelse for de mange niveauer, hvorpå vi kan være religiøse – alt lige fra fundamentalisme til kulturreligiøsitet.

Schanz tager med disse begreber en række kortere eller længere nedslag i emner, der trænger sig på, når vi diskuterer mødet mellem modernitet og religion. Han revitaliserer Karl Marxs religionskritik, hvilket i denne forbindelse virker såvel særligt operationelt som nødvendigt – det berømte diktum om religionen som folkets opium er blevet til en offentlig myte om en marxistisk afværgelse af religionen. Det er ikke tilfældet: Marx opfattede i stedet religionen som et udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen udtrykker en mangel hos befolkningen. Altså er Marxs holdning til religion i højere grad ambivalent.

Begreber om totalitarisme og fundamentalisme bliver selvfølgelig også vendt og drejet over flere omgange. I den henseende kommer Schanz med en række interessante påstande og analyser. Analyserne af islam er nemlig på ingen måde så skingre, som både den daglige debat og flere senere udgivelser er det. Der er derfor, selvom emnerne er tæt ved hinanden, langt imellem tonerne i eksempelvis Stjernfelt og Eriksens Adskillelsens politik og Schanzs analyser. Det er på den måde befriende, at Schanz flere steder går ind på præmisserne for totalitære og fundamentalistiske styreformer. Det er på ingen måde en accept, men det er i høj med til at højne forståelsen for emnet.

En af de mest interessante analyser, der kigger ind hist og pist i bogen, er spørgsmålet om ophavsret til menneskerettigheder og andre begreber, som traditionelt knyttes til moderniseringsprocessen. Hvilke religioner eller religiøse fortolkningsrammer har i sig en mulighed for modernisering? Her er Schanz på linje med flere moderne tænkere, når han understreger, at den antikke græske og romerske tænkning om menneskerettigheder – kaldet naturretten – blev overtaget og viklet ind i den kristne teologi. Særligt stærkt står Thomas Aquinas i den forbindelse. Det interessante er også her, at naturretten – at der går en menneskeret forud for samkvem – faktisk bliver en metafysisk kategori, som ikke kan begrundes vha. empiri eller lignende. Mennesket fødes apriori med en ret.

Det næste spændende skridt er koblingen til den reformerte kristendom, der karakteriseres som en afhierarkisering af det religiøse felt, ved netop at den kirkelige institution mistede sin magt. Religionen blev sit eget personlige ansvar over for Gud. Dette skabte en personlig frihed, uden hvilket menneskerettighederne ikke ville være blevet erklæret i 1700-tallet. Schanz krediterer altså reformationen for at give indspark og plads til menneskerettigheder. Det, der dog er vigtigt i denne sammenhæng, er, at Schanz derfor ikke mener, at reformert kristendom derfor er vejen frem. Men det er netop reformationen, der er kilden til menneskerettigheder – en reformation, der også findes i jødedommen, men som også i visse nuancer har set en anelse af dagens lys i islam (Schanz antyder endda, at den islamiske reformation i 1800-tallet blev bremset af vestlig imperialisme).

Der er derfor ingen tvivl om, at Schanz lille bog om store begreber er en fin bog i en vigtig diskussion. Og selvom Schanz er kritisk, så bliver han ikke skinger kritisk, men går i stedet i højere grad i dialog med sine kilder. Der er måske nogle enkelte selvmodsigelser undervejs, fx at den menneskelige formåen skulle være uendelig, da mennesket – i lyset af den nye naturvidenskab – blev opfattet som perfektibelt. Hvis noget er perfektibelt, kan det så være uendeligt? Her kan Schanz selvfølgelig henvise til tænkningens selvmodsigelse, men det er ikke ekspliciteret.

Bogen er dog præget lidt af en fragmenteret form, hvor de enkelte små kapitler ikke helt er arbejdet sammen. Derfor er det – efter læsning – en bog, der efterlader en fornemmelse for nogle klare perspektiver, der ikke helt er udfoldet. Kapitellængden varierer fra små tre sider til længere kapitler på otte-ni sider. Det betyder, at de enkelte argumenter på den ene side får måske lidt sparsomt med spalteplads, men på den anden side derved i stedet leverer nogle små skarpe pointer – såsom de fire sider, der helt gør kål på postmoderne tænkning. Samtidig giver denne form også en række gentagelser undervejs, mens enkelte argumenter i én diskussion fint kunne være bragt i forbindelse med en anden. Det betyder at fokus er homogent og vældig interessant, men bogen virker måske lidt som en forvokset artikel, der kunne sammentænkes i en bedre argumentationsfølge.

Grundlæggende er Modernitet og religion samlet set et temmelig sobert bud på en diskussion af de problemer, der opstår, når modernitet og religion slår gnister eller går i forbindelse med hinanden. God læsning for den, der føler sig tynget af en lidt for radikal og skurrende samfundsdebat.