Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Det moderne Palæstinas historie – et land, to folk / Ilan Pappe / 396 sider
Klim. ISBN
Anmeldt 19/8 2009, 11:04 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Et overblik over udviklingen, der førte til et folks hjemløshed


Et overblik over udviklingen, der førte til et folks hjemløshed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ilan Pappe er født i 1954 i Haifa af tysk-jødiske forældre, som flygtede fra nazisterne i 1930’erne. Han er uddannet fra det hebræiske universitet i 1978, blev dr.phil. fra Oxford universitet i 1984 og har indtil for nylig været seniordocent i statskundskab ved universitetet i Haifa. Han har haft stærke anti-zionistiske holdninger, hvilket førte til at universitetet afskedigede ham, han fik dødstrusler og forlod landet. I dag er han ansat som forsker ved universitetet i Exeter i England.

Pappe har udgivet adskillige bøger om Mellemøsten, Israel og Palæstina, og er en internationalt kendt debattør og politisk kommentator. I Det moderne Palæstinas historie fortæller Pappe Palæstinas historie helt fra Osmannerriget til i dag i et antizionistisk, propalæstinensisk perspektiv. Pappe gennemgår de forskellige perioders udvikling, samt hvilken betydning dette har haft for den palæstinensiske befolkning.

Palæstina under Osmannerriget og efter første verdenskrig
Under Osmannerriget levede den palæstinensiske majoritet og den jødiske minoritet i fredelig sameksistens. Nationalismen var endnu ikke et udbredt fænomen, og influerede derfor ikke de enkeltes bevidstheder. I denne periode centrerede livet sig blot omkring dyrkning af afgrøder og ikke storpolitiske beslutninger. Europa så dog potentiale i Palæstina området. Herzl, som var grundlæggeren af zionismen, fik stor indflydelse på jøder bosat i Europa, som ønskede et hjemland for det jødiske folk i Palæstina. Mange europæere emigrerede til Palæstina, et land som de så muligheder i.

Dog antog europæerne her en negativ attitude overfor de indfødte palæstinensere, et folk de anså for umoderne. Europæerne ønskede arrogant at ”frelse” Palæstina, men var kun interesseret i jorden og ønskede stort set de indfødte palæstinensere af vejen, da de blev opfattet som en bremseklods for oprettelsen af en moderne, vestlig magtbrik i Mellemøsten. Herzl så her – rigtigt nok – at såfremt zionismens drøm skulle indfries, måtte en stormagts velsignelse løbe forud for overtagelsen af Palæstina. Han satte sin lid til Storbritannien, som efter Osmannerrigets fald, gjorde zionismens drøm til en reel mulighed.

Storbritannien indlemmede nu Palæstina som en britisk koloni, og europæiske jøder fik frie tøjler til at emigrere til landet. Den palæstinensiske befolkning viste dengang ikke tegn på oprør, idet livet for dem handlede om overlevelse, såning af afgrøder og sameksistens. Mange palæstinensere solgte sin grund til de velhavende jødiske kolonialister, og vidste ikke, hvad den jødiske elites planer med landet var.

Israels proklamation og efterfølgende politik
Efter anden verdenskrig havde mange jødiske holocaust-overlevere flygtet eller emigreret til Palæstina, og emigrationen tiltog stadig. Palæstina havde nu en stor gruppe jøder, der pressede på for at proklamere en selvstændig stat, hvilket førte til flere sammenstød mellem jøder og palæstinensere. I 1947 foreslår FN, at landet deles i en jødisk og en palæstinensisk stat. Den zionistiske drøm er nu næsten opfyldt, og den 14. maj 1948 bliver staten Israel proklameret. En etnisk udrensning af palæstinenserne begynder: 370 landsbyer bliver udslettet, og en stor flygtningeskare står nu uden hjem. 1,5 millioner palæstinensiske flygtninge bosætter sig i henholdsvis Palæstina, Jordan, Syrien og Libanon, et tal som i 1982 var steget til 2 millioner (og stadigt voksende).

Israel, som ser muligheder i USA, fører landet i en proamerikansk retning, dvs. et farvel til kommunisme og et goddag til kapitalisme. Israel bliver nu en allieret med USA, som ser alliancen som en mulighed for at have en finger med i spillet i Mellemøsten. Fatah opstår som følge af den jødiske fremmarch. Denne bevægelse ønsker Palæstinas befrielse, dvs. Israels tilintetgørelse, og bortvisning af jøder, ankommet til landet efter første verdenskrig. Efter seksdageskrigen i 1967 havde Israel ikke kun overtaget hele det palæstinensiske område med Vestbredden og Gazastriben, men også overtaget Sinaihalvøen og Golanhøjderne. Palæstinas selvstændighed er nu historie.

Israel har siden dets proklamation overtrådt samtlige regelsæt. Deres bosættelser i palæstinensiske områder, samt deres kollektive afstraffelser og fordrivelse af palæstinensere, er ulovlige. Deres brutale politik legitimeres ofte ved brugen af Holocaust. Frem til den dag i dag har Israel været hurtig til at bringe moralsk kritik af Israel til tavshed ved at præsentere sig selv som det eneste legitime samfund for overlevende fra Holocaust.

Det palæstinensiske folk
Pappe lægger især vægt på stormagtspolitikkens indflydelse på palæstinensisk civilt liv. Palæstinenserne lever i undertrykkelse. Israelerne styrer alle aspekter af det palæstinensiske liv: lukning af grænser, mishandling ved checkpoints, nedrivning af huse, mord på militære og politiske aktivister, massearrestationer og ved opførelsen af en mur, der adskiller Vestbreddens territorier fra det israelske territorium og derved indelukker den palæstinensiske befolkning i fængselsagtige tilstande.

I midten af 1990’erne havde Israel omkranset Gazastriben med en stor mur, elektriske hegn og vagttårne, hvilket førte til Gazastribens udelukkelse fra omverdenen. Endvidere begyndtes opførelsen af en israelsk adskillelsesmur den 16. juni 2002. Den vil i færdig stand være 750 kilometer lang og otte meter høj. Der er tale om en stor bufferzone med skyttegrave, pigtråd og elektriske hegn, med adskillige vagttårne, elektroniske sensorer, kameraer, der reagerer på varme, videokameraer, ubemandede luftfartøjer, snigskyttetårne og veje til patruljeringsfartøjer og vil påvirke over 200.000 palæstinensere, der ikke vil få adgang til deres olivenlunde, gå på arbejde eller skole.

Pappe giver udtryk for, at han forstår palæstinensernes væbnede kamp, selvom han ikke støtter den. De to intifadaer i henholdsvis 1987 og 2000 er blot et udtryk for et folk i fortvivlelse, et folk, der længe er blevet undertrykt af brutal israelsk politik. Konflikten er stadig uløst og er blevet tiltagende voldelig. En løsning på problemet synes uklar, da zionisterne og palæstinenserne har to forskellige udlægninger af landets historie, to historier, der figurerer i dag og giver grobund for begges ret til at kræve retten til landet. Pappe beskriver kun fortiden og giver ikke synderlige bud på, hvordan fremtiden vil se ud. Ifølge ham består hans job kun i at oplyse verden om Israels brutale politik og derigennem forbedre virkeligheden for palæstinenserne.

Ikke nok med at Pappe får utrolig mange detaljer med, eftersom man må forstå baggrundshistorien for at forstå nutiden, så gør han et godt stykke arbejde i at sammenstykke Palæstinas udvikling – en udvikling, der har lidt under utrolig mange tiltag, der kan være svær at indlemme i så relativt kort en bog. Gennemgående fokuserer han på Israels politik bekostning for den menige palæstinensiske borger, hvordan hans rettigheder er blevet taget fra ham, må leve i konstant krig og er afskåret fra omverdenen. Derigennem belyser han især de menneskelige omkostninger, samtidig med at han integrerer storpolitiske tiltag.

Man fornemmer klart, at han har taget side. Han mener, at palæstinenserne er blevet frataget deres land, deres mulighed for at udfolde deres identitet og deres stemme og dette på den mest brutale måde. Selvom han ikke direkte giver udtryk for sin støtte, kan man eksplicit fornemme det hele vejen igennem bogen, især i hans beskrivelser af israelsk brutalitet. Dette er en klar styrke, da man ved, hvor man har ham. Det er endvidere en historie om, hvordan Palæstina igennem mange år er blevet brugt som magtbrik i stormagternes interesse på bekostning af den indfødte, palæstinensiske befolkning. Og hvordan israelerne i Holocaust navn har kunnet begå uhyrligheder, der har fået omverdenen til at vende blikket væk og ikke gennemføre sanktioner for at forbedre livet for utallige palæstinensere.

Bogen er rigt illustreret hele vejen igennem og giver endvidere en fyldestgørende kronologisk oversigt, der giver overblik over udviklingen i landet. Endvidere afsluttes bogen med en behjælpelig beskrivelse af betydelige personer involveret i konflikten. Den henvender sig til en bred skare af folk, både akademikere inden for feltet men også for enhver, der interesserer sig for konflikten mellem Israel og Palæstina. Her vil den oplyse dig om udviklingen i landet, og give en forståelse for, hvorfor så meget had figurer mellem de to folk.

157
Forrige anmeldelse
« Eichmann i Jerusalem – en rap... «
Næste anmeldelse
» Symbolleksikon »