Hannah Arendt er tysk jøde, filosof og politisk tænker, en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige politiske teoretikere og elev af Martin Heidegger. Arendt fulgte retssagen mod Adolf Eichmann (1906-1962), som var SS-officer og ansvarlig for deportationen af millioner af jøder til de nazistiske udryddelseslejre. Eichmann i Jerusalem er hendes rapport og bog om retssagen, en bog der siden er blevet en uomtvistelig klassiker i forståelsen af Holocaust, og hvad der får mennesker til at begå så onde gerninger.

Hannah Arendt tog i 1961 til Jerusalem for at dække retssagen mod SS-officer Adolf Eichmann, men hun endte med at skrive en bog om mere end blot retssagen; en bog om en lydig mand, der blev fanget i nazistledernes spind, og i deres navn var skyld i millioner af jøders død. Bogen indeholder en rapport om en retssag, og dens hovedkilde er udskrifterne fra retsmøderne, som blev uddelt til pressen i Jerusalem.

Adolf Eichmann var ikke jødehader men tro følger af den nazistiske ideologi. I starten sørgede han for at mange jøder blev emigreret til Israel efter aftaler med zionistiske ledere, men som tiden gik – og han som autoritetstro nazist blev mere opslugt af de nazistiske lederes tiltagende radikale jødehad – blev færre jøder sendt til Israel og flere i gaskamrene. Efter krigen flygtede Eichmann fra amerikansk krigsfangenskab og endte i Argentina, hvor han igen opbyggede et nyt liv og en ny identitet. Men i 1960 blev han kidnappet af israelske Mossad-agenter og bortført til Jerusalem, hvor han blev stillet for retten for sine gerninger mod det jødiske folk. I 1962 blev han dømt til døden ved hængning.

Adolf Eichmann blev ikke født en ond mand – hvem gør det? Dette er en af Arendts hovedpointer. Men nu hvor dette er på plads, hvordan kan han så ledes til at begå onde gerninger? I Eichmanns tilfælde havde han været en ambitiøs ung mand, der blev fyret, og derfor ingen fremtidsudsigter havde, lige indtil nationalsocialismen gav ham muligheden for at starte på en frisk og genopbygge en karriere. Selvom han ikke altid brød sig om de opgaver, han fik sat foran sig (såsom at sende mennesker med godstog i døden i stedet for at tvinge dem til at emigrere), var det hans mulighed for at få succes og ikke føle sig fortabt. Han blev med andre ord fanget af kollektivets ideologi, der på daværende tidspunkt var de nazistiske kredse, og når man opfanges i et kollektiv, kan man tendere til at overtage hinandens tanker, hvilket sandsynligvis skete i Eichmanns tilfælde. Han var således en bureaukrat, der på godt og ondt fulgte kollektivets ideologi. Hans mednazister så ingen uret i disse gerninger, så hvad var ondt ved dem? Eichmann har (så vidt man ved) aldrig selv dræbt nogle, men er han skyldig i massemord, når han stod for jødernes deportation? Ifølge retten i Jerusalem: ja!

Arendts pointe er her, at retten ikke forstod ham. Han var ikke jødehader og havde aldrig ønsket nogens død. Hans skyld kom af hans lydighed, der blev misbrugt af de nazistiske ledere. Der var ikke tale om en psykisk syg mand, men en mand, der blev opslugt af den kollektive tankegang og en ideologi, der var præget af stærkt jødehad. Enhver kan blive opslugt af en kollektiv ideologi, radikal eller ej – der er utallige eksempler på det, og dette kan i værste udfald føre til et folks angreb på et andet (hvilket er essensen i de fleste folkedrab).

Arendts bog bliver derfor mere universel end blot retssagen, idet den er dokumentation for det sociale menneskes tendens til at adlyde autoriteter på godt og ondt. Essensen af bogen er dermed ikke, hvorvidt Eichmann var en ond person eller ej, men hvilke mekanismer, der spiller ind, når et menneske uden refleksion blindt adlyder kollektivet og i sidste instans er skyld i andres død.

Den stiller endvidere spørgsmålet om, hvorvidt retssager tager stilling til kollektivets magt. Var Eichmann skyldig? Begik han overlagt mord mod menneskeheden? Var han medskyldig: ja, men i hvad? – i at adlyde ordrer fra statens nazistiske ledere! Retssagen mod Eichmann blev derfor ikke retfærdig, da den ikke tog stilling til Eichmanns personlige situation og valg. Retssagen blev derimod brugt til at statuere et eksempel på, at alle skal stå til ansvar for deres skyld – hvor overlagt den er eller ej.

Arendt gør et stort stykke arbejde for at afklare den nazistiske mentalitet, ondskabens banalitet og kollektivets magt. Bogen er ikke letlæselig, den indeholder mange fakta om retssagen, om krigen og om Eichmanns liv, men for alle der interesserer sig for nazismen, Holocaust og ondskabens banalitet er den en uvurderlig del til forståelsen af disse.