Den amerikanske science fiction-forfatter Arthur C. Clarke skal have sagt, at “there is hopeful symbolism in the fact that flags do not wave in a vacuum”. I kondenseret format rammer Clarke her nogle af de central perspektiver og spørgsmål, der kringsætter symbolerne og forståelsen af, hvad symboler er for en størrelse. Symboler handler om håbefulde forventninger, hvilket vi særligt ser i religiøs symbolik og ikonografi. Symboler handler også om tilstedevær og signalværdi, og her er flaget i sig selv et godt eksempel: At placere det amerikanske flag på månen, var ikke et forsøg på at overtrumfe andres ejendomsret, men det var netop et signal til andre på jorden – særligt det sovjetiske styre – om, at det amerikanske samfund var overlegent. Som det også er bekendt, så måtte de amerikanske astronauter indoperere kraftig ståltråd for at få flaget til at stå ud fra flagstangen, da der ingen vind er på månen – flaget blafrer ikke i vakuum. I dette simple faktum ser Clarke en håbefuld fremtidsprofeti i, at den dag, flaget sættes om i et vacuum (eller i et ubeboeligt univers uden for jordens atmosfære, som Clarkes roman Songs of Distant Earth handler om), så kan den imperialistiske symbolik lægges på hylden – og vi kan starte på en frisk.

At starte på en frisk uden symbolske ladninger af vores omgivelser er dog ingen let sag. Symbolerne er lagres i vores kollektive bevidsthed, vores sproglige forståelsesrammer og vores adfærd på en måde, så vi faktisk ofte ikke lægger mærke til, at vi anvender symboler. Derfor forklarer den tyske filosof Ernst Cassirer også mennesket som et animal symbolicum – et symbolproducerende dyr. Denne pointe understreger Finn Stefánsson også flere gange i sit nys udkomne Symbolleksikon, der – på en frisk og konsistent måde – indfanger, beskriver og forklarer den menneskelige symbolik. Leksikonet lægger særligt på det ”jødisk-kristne, det græsk-romerske og det nordiske stof, fordi det har haft så dyb indvirkning på dansk kultur” (7). Det betyder dog ikke, at særligt østlig, asiatisk mytologi og symbolik er forbigået, men udgangspunktet i opslagene er med udspringspunkt i det angivne. Derfor får bogen selvfølgelig sin anvendelsesværdi på dansk, mens Stefánsson – snarere end at fylde på med større informationsmængde – i stedet også henviser til andre bøger om emnet.

Symbolleksikon er et opslagsværk, hvilket gør det omsonst og umuligt at kommentere sagligt på indholdet i sig selv. Det er snarere formen på opslagene, der kaster sin glans af sig. Opslagene er i de fleste tilfælde særdeles fyldige, og de tilfælde hvor detaljerede indføringer kræves, er de enkelte symboler beskrevet dybdegående. Således bevæger leksikonet sig såvel horisontalt mellem forskellige symboler, hvor der gøres grundige nedslag på de enkelte symboler, men også vertikalt, når niveauet hæves til et – om jeg så må sige – metaniveau. På den ene side er eksempelvis korset, synagogen eller pinsen præcist beskrevet (det horisontale), mens Stefánsson på den anden side også tager fat på religionernes symboler, geometriske figurer eller politiske ideologiers symboler (det vertikale). Og som et særligt punkt fremhæver Stefánsson også – hvilket jeg jo også selv her gør brug af – orienteringsmetaforer (fx oppe og nede), der netop handler om, hvordan vi forstår verden gennem indplacering i forhold til rummets forhold. Grundlæggende er opslagene derfor indførende, introducerende, klart formuleret og ikke mindst rigt illustreret – med såvel billeder som gode litterære eksempler.

Afslutningsvis giver Stefánsson i et efterskrift en introduktion til, hvordan begrebet symbol kan forstås. Heri bliver det derfor også klart, hvordan Stefánsson kan rumme den bredde i sit leksikon, som han kan, idet definition på symbolet er ekstensiv. Her definerer han symbolet som ”et billedligt tegn, der står for noget andet, noget der repræsenterer noget, betyder noget mere end det, det umiddelbart ser ud til, en genstand, et fænomen eller en handling, der tillægges udvidet betydning” (592). Det er let kritisere en sådan definition, idet bredden i sig selv selvfølgelig går ud over præcisionen i begrebet, men det er dog ikke pointen. Det står mere centralt for Stefánsson at holde fast i denne udvidede definition, idet han derved formår at konstruere et langt mere fyldigt opslagsværk, hvor diskussionen ikke beror på, om noget er et symbol eller ej, men i stedet behandler selve betydningen.

I efterskriftet giver Stefánsson også en hurtig, koncis og overbliksgivende introduktion til de beslægtede troper og stilfigurer i billedsproget, hvilket – hvor symbolbegrebet indfanger bredden – i stedet derfor kan rumme og præcisere dybden. Her typologiserer Stefánsson begrebet symbol for det første i forhold til andre betydninger af ordet symbol (fx den matematiske), mens han på for det andet også konkretiserer forskelle og ligheder med troper som særligt (og selvfølgelig) metaforen, sammenligningen, lignelsen, allegorien, analogien, personifikationen, besjælingen og sidst – i semiotisk forstand – tegnet. Det kan selvfølgelig på forskellig vis anfægtes, men grundlæggende leverer Stefánsson en behændig, brugbar og sammenhængende typologi, der også anerkender, at disse begreber griber ind i hinanden. Denne typologi suppleres til sidst med en hurtig gennemgang af forskellige traditioners – såsom Goethes definition, psykoanalysens eller sprogfilosofiens – fortolkninger af symbolbegrebet, hvilket udreder bredden i begrebet.

Symbolet er knyttet til menneskelig erkendelse. Det er indlysende, at vores verden for det første – havde vi ikke symboler – ville blive et eksistentielt fattigt sted, men for det andet er det også værd at understrege, at det netop er denne proces, hvor vi knytter en mening til ting gennem symbolsk ladning, der gør os til mennesker – eller til animal symbolicum. Den symbolske ladning – en semiotisk overdetermination – vi knytter til de ting, vi omgiver os med, er derfor ikke kun en kilde til indsigt i andre kulturer. Det er også en kilde til selvindsigt og selvforståelse. Derfor kan et symbolleksikon – særligt i Stefánsson udvidede format – kun berige enhver læser og bogreol.

Ikke før flaget blafrer i et vakuum, holder vi op med at bruge symboler.