Bogen Psykoterapi og erkendelse er, set fra min optik, det bedste bud inden for psykoterapi litteraturen både i Danmark og internationalt på en dybdereflekteret ”praksisbaseret evidens”. Den er en nødvendig og velargumenteret modvægt til det fremherskende dogme indenfor sundhedssystemet i Danmark, nemlig ”evidensbaseret praksis.”

Bogen går i dybden med både den psykoterapeutiske praksis og psykoterapeutens erfaringsbaserede professionelle virke med fokus på hvordan de personlige erfaringer både er udgangspunkter for og integreret i de professionelle erfaringer og læringsprocesser. Selv om bogen har en tydelig rød tråd baseret i fokus på det specifikke terapeut/klient forhold – det tillidsfulde og tillidsskabende bånd der nødvendigvis må opbygges, ikke blot som en forudsætning for men også som en integreret del af klientens vækst og udvikling – så er forfatterne samtidig velbevandrede i og velargumenterede omkring afgrænsningen fra mange andre traditioner, metoder og teorier som de indgående beskriver inden for det psykoterapeutiske landskab.

Det er karakteristisk for bogen at den bevæger sig på alle niveauer fra menneskeforståelse og væren over praksisforståelse og erfaring til teori udviklet gennem konkrete sansede erfaringer, og endelig til videnskabsteori, filosofi og politiske vilkår, hvor alle niveauer er beskrevet og argumenteret med udgangspunkt i den konkrete oplevede erfaring i det særegne, unikke terapeut/klient forhold. Alle niveauer bliver beskrevet ud fra forfatternes egne erfaringer og erkendelser. Forfatterne argumenterer klart og sammenhængende gennem alle de ovenfor nævnte erkendelsesniveauer for, at det enkelte forløb – den konkrete oplevelse af den enkelte klient, den enkelte terapeutiske relation og det enkelte terapeutiske øjeblik – altid må have forrang frem for det almene, da det er psykoterapiens og psykoterapiforskningens genstand og vilkår.

Forfatterne beskriver blandt meget andet forskellige forskningstraditioner og argumenterer for hvor de kan blive inspireret og hente ideer, samtidig med at de afgrænser ”teorien om den konkrete person” som deres bud på at forblive tro mod psykoterapiens vilkår i praksis. Begrebsdannelser med udgangspunkt i dette valg må foregå vertikalt – i en gradvis udviklet og dybere forståelse mellem to eller flere personer og deres livshistorier. Selv om forfatterne påpeger mange lighedspunkter mellem kulturvidenskab og psykoterapividenskab er der ifølge forfatterne den vigtige forskel, at i psykoterapi udvikles kulturen løbende i processen samtidig med at den udforskes, og dette er et aspekt der hele tiden skaber nye forudsætninger for og samtidig validerer tolkninger inden for psykoterapiteorien.

Der er ikke nogen enkel filosofisk eller videnskabsteoretisk position der fanger dette vilkår. Forfatterne afgrænser sig også fra de socialkonstruktivistiske ideer om at vi selv løbende skaber vores virkelighed, og de bekender sig til en ’både og’ position – nemlig at der er en virkelighed uden for bevidstheden men vi skaber hele tiden nye horisonter i bevidstheden som bliver til nye dele af tolkningsgrundlaget, og derfor kan tolkninger kun udspringe fra det særegne forhold i den ganske bestemte terapeut/klient relation og ikke som en tolkningsteori hentet ind udefra. Samtidig er almene erfaringer samt psykologisk og psykoterapeutisk viden naturligvis en del af psykoterapeutens professionelle redskaber. Men de kan ikke puttes ind i eller ind over den specifikke relation. Terapeuten må hver eneste gang stille sin ’professionelle empati’ og sin ’dynamiske perception’ ind på den særegne relation der er mulig med den specifikke klient.

Overordnet handler det for mig at se om at udvikle en videnskab inden for psykoterapi der udspringer af, er tro mod og sætter begreber på praksis ud fra praksis. Forfatterne argumenterer imod akademiske, medicinske, politiske og andre traditioner, som forsøger at fange virkeligheden i form af menneskelige oplevelser gennem lovmæssigheder og almengørelse.

Indimellem kan argumenterne virke næsten demonstrative, men hvor det samtidig er berigende at de to yderst erfarne psykoterapeuter og forskere har gjort sig den umage at gennemreflektere og gennemargumentere et sådant psykoterapeutisk meget relevant ståsted, og at de har bevæget sig igennem mange relevante erkendelsesniveauer igennem bogen.

For mit eget vedkommende har jeg gennem mange år søgt at forfølge lignende synspunkter og fra forskellige perspektiver beskrevet terapeut/klient relationen som det primære omdrejningspunkt i musikpsykoterapipraksis, - teori og forskning. Så jeg har taget mig selv i utallige gange undervejs i læsningen af denne bog at komme med spontane udbrud som ”Ja – netop!” eller ”Nej hvor klart formuleret” eller ” endelig!” (underforstået: ”kan jeg læse alle disse erkendelsestanker i én samlet bog!”).

Bogen udgør et digert og vigtigt testamente og dokumentation af mange års inderligfølt erfaring og inderligt beskrevne refleksioner. Den er efter min mening en gave til alle der beskæftiger sig med psykoterapi uanset på hvilket plan.

I forhold til min egen praksis i psykiatrien i dag og gennem de sidste 14 år tænker jeg, at bogen er en meget tiltrængt modvægt til den bevidsthedsløse ageren i forhold til hvad der anses for evidensbaseret praksis, som er det eneste grundlag patienterne henvises på. Jeg forestiller mig at der i fremtiden vil komme nye bøger om psykoterapi med lignende og andre erkendelsestanker – bøger der formentlig vil bevæge sig længere inde på skalaen i forhold til almengørelse af erkendelser om psykoterapi end bogen her. Af samme grund er denne bog så meget desto vigtigere, fordi den markerer et tydeligt modbillede til den dogmeprægede tænkning om evidensbaseret praksis der eksisterer i dag, og fordi den viser en tydelig position som andre kan placere sig i forhold til.

Det har taget mig lang tid at læse bogen, da den i hver eneste sætning afspejler en erfaring som resonerer dybt i mig selv og som jeg har måttet fordøje i mindre bidder. Men det har været en berigende oplevelse og jeg er sikker på at den kan inspirere til mange flere velargumenterede og erfaringsbaserede videnskabelige bøger og artikler om det jeg selv, såvel som min hollandske kollega prof. Henk Smeijsters, kalder ”praksisbaseret evidens”. Det kan kun komme kommende brugere af psykoterapi til gode, og måske kan der igen i fremtiden opstå en dynamisk udveksling mellem psykoterapeutisk praksis og den akademiske videnskabelige forskning i og ud fra denne praksis.