Johanna Adorján er født i 1971. Hun arbejder som journalist for den store tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung. I hendes debutroman En ganske særlig kærlighed fortæller hun historien om sine elskede bedsteforældre - to ungarske jøder, der elskede hinanden så højt at de gik i døden sammen.

Johanna Adorjáns bedsteforældre Vera og István har haft et noget usædvanligt liv. Som jøder overlevede de 2. verdenskrig og koncentrationslejren, de tilpassede sig et nyt liv i Danmark, tiltalte altid hinanden ”De” (også privat!), og i 1991 begik de selvmord sammen. Ja, det lyder ganske sært, men for Johanna giver det meget mening. De ville ikke kunne leve uden hinanden.

Vera og István forelskede sig under krigen, fik en søn (Johannas far), Vera gemte sig i Budapest under krigen, mens István blev ført til kz-lejren Mauthausen, som han knapt overlevede – en tid han ikke ønskede at fortælle sin familie om og derfor er denne tid efterladt i det uvisse.

I 1991, da István begynder at falme pga. alderdom, tager parret en drastisk beslutning om at gå i døden sammen. De undersøger emnet grundigt og finder frem til at gift er den bedste løsning, da de vil roligt sove ind og vil ikke forbløde.

Det ældre par bliver fundet hånd i hånd i sengen et stykke tid efter, og på en post-it finder de beskeden ”Vi har levet sammen, vi dør sammen. Vi har elsket jer meget. Mami”

Johanna prøver i denne bog at sammenstykke bedsteforældrenes sidste dage. Hvordan de har fået tiden til at gå med at pakke ting ind, gøre rent og tage de forbehold som der nu engang skal tages. Det er både et plus og minus ved bogen. Meget af bogen handler om de sidste dages sysler – sysler som hun ikke engang kan vide sig sikker på har sket – det er ren fantasi. Plusset derved er den proces, man kan mærke, Johanna Adorján som person gennemgår i denne proces – hun finder sig selv. Hun ser sine ligheder med bedstemoderen, som hun elskede så højt – en kvinde, der på ydersiden så stærk, kulturel og elegant ud, men på indersiden var meget usikker på sig selv – en kvalitet Adorján kan identificere sig med. Dermed bliver bogen en identitetsfremmende oplysningsproces for forfatteren og dette er spændende at følge.

Bogen indeholder nogle sparsomme beskrivelser af krigen, hvilket er fint nok, da de fleste af os er blevet bombarderet med historier fra krigen og ikke ønsker mere – dette er en personlig historie om to skæbner, der blev uløseligt bundet sammen i så høj en grad, at de hellere ville dø sammen end at leve uden hinanden. Bogen er hermed en hyldest til et højst usædvanligt par. En jødisk udgave af Romeo og Julie for de ældre. En meget sød historie, men interesserer beskrivelsen af hændelsesforløbet omkring selvmordet dig ikke, vil bogen ikke byde på meget mere end historien som så.