Der skal ikke herske nogen tvivl om at undertegnede er ret begejstret for Jørgen Leths måde at skrive på, og en del af hans film har også fundet vej ind til det personlige filmbibliotek. Derfor kunne man også nærmest automatisk antage, at en bog, som Leth skriver om det at skabe film, ikke kunne være andet end fantastisk. Desværre lever bogen ikke helt op til disse opstyltede forventninger, for selv om Tilfældets gaver giver et fint indblik i de tanker, der går forud for skabelsen af film, samt til Leths personlige, regelbundne måde at gå til mediet på, så ændrer det ikke ved, at en del af de tekster, man støder på i bogen, er nogle man har mødt før.

Dette til trods for at han i forordet skriver: ”Jeg har samlet tekster fra 40 års arbejde med at lave film. De fleste har ikke været trykt før og nogle er nye. Det er tekster, som dokumenterer min arbejdsmetode. Jeg arbejder temmelig utraditionelt, bruger notater i stedet for et normalt manuskript. Bruger digte som opskrifter på scener, og mine synopser er ofte meget skitseagtige. Fra starten har jeg altid tænkt, at det ville være kedeligt at filme efter et manuskript. Det ville være alt for reproduktivt og det modsatte af en kreativ proces”(s.9).

Den første del af citatet altså ikke hel sand. Eksempelvis er der dele af bogen (ca. 63 sider ud af de 400), som man kan finder i Guldet på havets bund. Dertil kommer, at Leth flere steder gentager sig selv, hvad end det drejer sig om favoritcitater fra andre filmmagere, tanker omkrig arbejdsprocesser eller forskellige erfaringer, han har gjort sig. Dertil kommer også, at bogen åbner med en udvidet udgave af teksten ”Se”, som man også kan finde i starten af Det uperfekte menneske (her med titlen ”Han bruger sine øjne”).

Det er naturligvis ikke så mærkeligt, at der er gentagelser, når nu de mange filmtekster spænder over et helt liv med ord og film, men har man læst hans to erindringsbøger og måske set en del af de film, han omtaler, så er det som om at gentagelsen bliver ekstra tydelig. Mangelen på at redigere noget strammere i materialet bliver derfor et slags ubevidst benspænd, gamle Leth har sat for sig selv, i kontrast til den evigt nysgerrige legelyst, der foreskriver, som man også kan se i ovenstående citat, at gentagelsen synes at kvæle kreativiteten.

Det er ikke kun gentagelsen og den tekstuelle recycling process, der gør Tilfældets gaver til en lettere ujævn tekst – for nogle af de mange tanker om film er pakket så kryptisk ind, at man skal være meget tunet ind på Jørgens tankekanal, for at kunne danne ordentlig mening ud af det skrevne. Selv om han, som ovenstående introduktionscitat afslører, indimellem benytter ’digte som opskrifter på scener’, så er det endog meget svært at finde hoved og hale i de digte, der ligger som forlægget til den ufærdige film med titlen ’Kærlighedskataloget’. Selv om scenerne foreligger i nærmest ren noteform, så forekommer de så selvmodsigende og kaotiske, at det er meget svært at se filmen for ens indre blik. Enkelte passager synes endog ikke at have noget med kærlighed at gøre i det hele taget – eller også er det nærværende anmelder, der ikke kan decifrere noterne ordentligt. Eks: ”600. Billeder af ingenting, jungle, terrasser, en åben bar i troperne”(s. 374). Hvordan dette står i relation til de omkringliggende noter, er lidt af et mysterium, lige som det er svært at vide, hvad det har med filmens overordnede titel (og beskrivelsen af denne film andetsteds i bogen) at gøre. Dertil kommer, at noterne er nummererede, og at der pludselig sker et voldsomt spring fra note 946 til note 9602. Måske, måske ikke, en bevidst frasortering. Leth giver i al fald ingen klare læsevejledninger her, hvilke måske kunne have været rart.

Når nu mange af Leths ideer er udformet som digte eller andre typer af fragmenteret tekst, bliver især den sidste del af bogen ”Ideer” altså ret kryptisk, for på trods af at man i bogens to første dele har fået et ret godt indblik i Leths tanker og måder at gå til hans materiale på, så er ”Ideer” en ret rodet filmisk celluloidsalat, som det er svært at finde hoved og hale i.

Bogen er inddelt i tre dele. Første del ”Poetik” viser, hvilke tanker Leth har gjort sig overordnet om filmmediet, filmsproget og de forskellige måder, man kan bruge filmen som fortælling på. Den anden del ”Eksempler” er en næsten kronologisk gennemgang af Leths tanker og udkast til film, som er blevet realiseret, og det er disse to første dele som, på trods af enkelte smågentagelser, rykker for Leth-aficionados.

Så selv om sidste del bliver lidt for fragmentarisk er de første to tredjedele et fantastisk supplement til de fine Jørgen Leth DVD box-sets, som Det Danske Filminstitut har udsendt i løbet af de sidste par år. Muligvis var der nogen derude, der kunne give DFI og Gyldendal ideen om at samle alle fem Leth filmbokse, samt denne bog til en deluxe-udgave af Leths samlede værker videre?