”The goal of lifelong mobile learning can be stated as being to provide learning services to people on the move(ranging from complete courses to expert advice and to help people to manage their personal learning projects and informal learning activities”

Forskning i e-læring er en kompleks størrelse, og den er ikke blevet mindre kompleks med årene. Det er endvidere et felt i rivende udvikling, hvilket ikke mindst kan tilskrives udviklingen i de teknologier, der typisk indgår i e-læring: netbaseret samarbejde, portaler, bærbare enheder. Det hænger også sammen med, at forskellige digitale medier inddrages i undervisningen flere og flere steder, så der dels er nogle erfaringer med e-læring og dels noget konkret at forske i.

Udviklingen af forskning i e-læring skyldes naturligvis også, at behovet for læring og undervisning undergår forandringer med udviklingen af en vidensøkonomi og tættere og tættere globalt samarbejde. Især to sammenhængende elementer er her vigtige. Viden har med den flydende modernitet (Bauman: Liquid Modernity) også ændret karakter fra noget fast til noget flydende. Og videre: med en mere dynamisk kultur i evig forandring er der behov for, at man lærer hele livet igennem i stedet for, at man kun lærer noget i en bestemt og afgrænset livsperiode.

Det man ved, ved man i en bestemt kontekst til en bestemt tid, men det er ikke nødvendigvis noget, der kan stå som absolut sandt. Viden er ikke statisk, men netop viden i brug, hvor det vigtige er, om det virker og ikke, om det er sandt. Dette kunne man kalde en pragmatisk vending, da det er brugbarheden af viden (”what can it do?”), der er det interessante, frem for en erkendelsesteoretisk sikkerhed (”is it true?”).

Derfor er det også fint, at Routledge har udgivet en bog, der sætter fokus på forskningen i e-læring – og i den forbindelse har allieret sig med nogle af de fremmeste e-læringsforskere, selvom det store felt af forskere tilhører en særlig tradition inden for e-læringsforskningen, hvor man lægger vægt på en pædagogik, der prioriterer samarbejdsformer og kommunikation, ser teknologier som sociale fænomener og generelt skriver sig ind i en konstruktivistisk tradition. Det er en af bogens store fortjenester, at den lader modstridende opfattelser komme til orde, men spredningen kunne have været større.

Bogen er organiseret i to store dele med henholdsvis en såkaldt makro- og mikrodimension. I den første fokuseres der på videnssamfund, uddannelsespolitik og -styring, organisationstilpasning, læringsteori osv., mens den anden behandler emner som digitale ressourcer, e-eksamen, samarbejde (kollaboration) og akademisk ’literacy’ (jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal oversætte dette til dansk) i det 21. århundrede.

Generelt er forskningen i e-læring skrevet ind i en større sociokulturel sammenhæng, som derfor også er et emne inden for forskningen i e-læring. Inden for denne ramme er der tre store forskningsfelter med hvert sit fokus på organisatoriske, tekniske og pædagogiske dimensioner eller blandinger mellem dem. Denne strukturelle opdeling kan så yderligere kompliceres af inddragelse undergrupperinger inden for hvert af felterne, af forskellige forskningstraditioner og en historisk dimension.

I artiklen ”A Critique of the impact of policy and funding” kommer forfatterne frem til en interessant – men måske ikke overraskende – pointe i forholdet mellem forskning og bevillinger: ”In reviewing policy and funding arrangements, one thing has crystallised: research has a tendency to follow policy directives and technological developments, rather than informing them.”

Også andre har konstateret, at udviklingen af e-læring og forskning i feltet følger teknikken snarere end de læringsmæssige behov. Fokus bliver derved bestemt af politisk styring og teknologi frem for at blive styret af, hvad man – de lærende, undervisningsinstitutioner, virksomheder eller lignende – vil opnå. Forskningen bliver hæftet på en ideologisk eller teknisk rationalitet, som de ikke nødvendigvis er en del af.

Det ligger som en normativ – og eksplicit – forudsætning i antologien, at udviklingen af e-læring bør være styret af læringsbehov. Eller som det hedder i en anden artikel: ”We argue that ’technologies for learning’ should be understood as the human-centred design and use of technology, where a priority is given to the embedding of learning into specific contexts or designing technologies that are adaptive to specific contextual behaviours of learners.”

Der er nok ikke mange, der vil være uenige i, at man skal sætte den lærende og de læringsmæssige behov i centrum, men alligevel ser det ud til, at dette kun vanskeligt lader sig realisere i virkelighedens verden, hvor der er mange forskellige dagsordner, der modarbejder hinanden. Man har i Danmark oplevet en gigantisk investering i ny og smart teknologi i undervisningssektoren, men det ser ud til, at man i langt mindre grad har tænkt på, hvad det skal bruges til, og hvordan det skal bruges, så man opnår den ønskede effekt for læringen og undervisningen. Teknologi er dog ikke noget i sig selv – men er kun noget i kraft af det, den bliver brugt til, og måden den bliver brugt på.

I ”Contemporary Perspectives…” ser man primært på undervisning inden for området af ’formel læring’ og især på længere varende uddannelser, hvor der er fokus på at nå bestemte mål med en given undervisning. ”’Designing for learning’ involves’ the intentional creation of learning activities that are intended to influence what others understand or can do.” Dette perspektiv sætter fokus på de mål, der er sat for undervisning – snarere end at sætte fokus på den læring, der finder sted, når folk er og gør ting sammen. Derfor vil det være mere rigtigt at tale om ’undervisning’ frem for ’læring’. Uanset på hvilket niveau og i hvad, der undervises, foregår der i bedste fald undervisning (aktiviteter med et bestemt resultat som endemål) og udvikling af kompetencer (effekter ved at være i en bestemt situation med givne rammer) samtidigt.

Uanset om man taler om læring eller undervisning er det i det hele taget misvisende at tale om e-læring, hvor læring og undervisning knyttes til ’e’ for ’elektronisk’ i betydningen computerstøttet, netbaseret eller med hel eller delvis inddragelse af digitale medier og værktøjer. Det centrale er, at der foregår en række aktiviteter med et mere eller mindre bestemt formål. Disse aktiviteter må man tilrettelægge på den mest hensigtsmæssige måde ud fra de ønskede mål, de satte rammer og de, der skal indgå i aktiviteterne. Her indgår digitale og analoge medier på lige fod.

Der er ingen tvivl om, at man i mange situationer også ønsker at styrke deltagernes (de lærendes) kompetencer inden for it, hvorfor det er et argument for også at inddrage digitale medier. Det er altså ét af formålene, der her vil være bestemmende for inddragelse af digitale medier, da det eksempelvis at kunne samarbejde i et digitalt medie i sig selv er et mål.

Comtemporary Perspectives in E-Learning Research giver et godt overblik over en række forskningsfelter inden for området. Det er dog en begrænset del af forskningen, der behandles substantielt i bogen, som også er geografisk begrænset til primært at omhandle engelske forhold. Der er snarere tale om en kortlægning af en bestemt forskningstradition end forskning i e-læringsforskning generelt. ’Contemporary’ betyder ikke mindst miljøet omkring Joint Information Systems Committee (JISC), som er et rigtigt spændende miljø for forskning i e-læring. Men som sagt er dette også en begrænsning, hvis man gerne vil have det fulde overblik over forskningsfeltet.

Jeg savner også en refleksion over selve begrebet ’e-læring’, som meget let kommer til at lægge vægten på isenkram, og hvad man kan gøre med det, frem for at lægge vægten på, hvad man gerne vil og så se på, hvordan man kan opnå dette. Det er med begrebet ’e-læring’, som det er med eksaminer. De kommer til at definere, hvad der fokuseres på, uanset om man vil det eller ej.