Med Veje til Rom har Ole Thomsen, lektor ved Aarhus Universitet, begået et lille mesterværk. Værket, der trods sine godt 600 sider ikke virker tungt, er opsigtsvækkende ved, at det både er en romersk litteraturhistorie og en antologi med talrige tekstuddrag af forskellige forfattere. Inddelt i femten kapitler omhandlende hver sin forfatter koncentrerer bogen sig om Romerrigets litterære guldalder, perioden fra 200 f.Kr. til 100 e.Kr. Genremæssigt spænder indholdet, hvoraf flere af teksterne er nyoversatte, blandt andet over politiske taler, breve, skuespil, poesi og historiske afhandlinger.

Udover at udgøre en både kompetent og intelligent samling af tekster er især værkets sprog et af de træk, det fortjener stor ros for. Med sprog menes der vel at mærke både forfatterens og det, man finder i de oversatte tekster. Ole Thomsen bruger på et tidspunkt selv udtrykket ”et marvfuldt dansk”, og dét er netop, hvad Veje til Rom er skrevet på. Sproget flyder let af sted, og sætningerne indeholder den ene sproglige perle efter den anden. Også hos de repræsenterede romerske forfattere gnistrer sproget. Ole Thomsen har med base i et langt livs filologisk forskning bevidst udvalgt de skribenter med det mest spruttende og fængende sprog, og flere steder under læsningen løfter man da også et øjenbryn af overraskelse eller trækker på smilebåndet. Desuden er oversættelserne, som består i nyoversættelser fra Ole Thomsens hånd samt gamle, anerkendte oversættelser, flot udført, så den romerske humor og ånd formidles på et opdateret dansk, uden at det dog kommer til at virke for nymodens.

Emnerne, som de mange tekster behandler, spænder vidt, men er alle eviggyldige temaer såsom kærlighed, begær, penge, magt, moral og politik. Af samme grund vil man som nutidig læser også kunne identificere sig med meget af det. At opdage, at ens elskede har været utro, vil en del for eksempel kunne nikke genkendende til. Teksterne er tankevækkende, belærende og ikke mindst underholdende. Lad det være sagt med det samme – flere af teksterne er om ikke direkte obskøne så temmelig frække. Et eksempel er digteren Martial, der kritiserer sin hustru for at være for knibsk over for ham med følgende anklager: ”Jeg fantaserer om duer, der snaver, du spiser mig af med/ kys li'som kysset, du gi'r mormor på morgenvisit” og ”Baghyler nægter du blankt”! Et andet, og måske mere opbyggeligt emne, er Senecas essay om, hvordan man opdrager børn til at være gode samfundsvæsener. Bogen rummer flere relativt ukendte tekster, men også de mere velkendte som den ulykkelige kærlighedshistorie om Narcissus og nymfen Ekko er med.

Værket gør generelt meget ud af at trække paralleller både frem og tilbage i tid, og den romerske litteratur anskues som både påvirket (af sit græske forlæg) og påvirkende (eftertidens europæiske litteratur). Ole Thomsen argumenterer for, hvordan forfattere som Cicero og Seneca i virkeligheden var nogle af verdens første humanister, og at 1700-tallets oplysningstænkere var inspireret af disse to. Har man ikke tænkt over det før, får man således en fornemmelse af, hvor stor indflydelse romerne har haft på os, og hvordan vi i dag stadig fører de litterære traditioner videre, som de grundlagde. Teksterne i værket virker således aktuelle som aldrig før.

Veje til Rom er velskrevet og indeholder både forslag til fortolkninger og et fyldigt noteapparat. Alligevel vil det ikke skade, om man som læser allerede er i besiddelse af en form for basalt kendskab til Romerrigets historie og mytologi samt navnlig de tekstanalytiske termer, der benyttes inden for feltet. Skønt værket gør meget ud af at forklare, kan det til tider komme til at virke en anelse indforstået. De, der vil kunne have glæde af dette værk, er således primært de, der har en klar interesse for området, og de, der på et eller andet niveau studerer oldtidskundskab. Endelig skal det siges, at der til værket også hører en interaktiv hjemmeside specifikt til undervisningsbrug.