”Hvor vil jeg rejse hen? Jeg ved det knap nok. Rejsen er ud fra min betragtning sit eget formål, dette at rejse”.

Således skriver Per Nyholm, mangeårig journalist ved Morgenavisen Jyllands-Posten, i sin intet mindre end fremragende bog Europæerne. Sammen med fotografen Carsten Ingemann har den eventyrlystne Nyholm rejst Europa tyndt, fra Middelhavsøerne til Nordkalotten, fra Atlanterhavet til Ukraine, Georgien og Tyrkiet, og det er denne spændende færd, han skildrer i sin bog. Europæerne er dog mere end en rejseskildring med Nyholm som den rejsende reporter, der tager ud i Europa og beretter om sine oplevelser og observationer; den er samtidig en rejse tilbage i kontinentets historie. Der er dog ikke tale om et historisk værk i traditionel forstand, endsige et politisk værk. Bogen er Nyholms personlige beretning om det Europa, han har oplevet i løbet af sin journalistiske karriere, og hvis højdepunkter er de kommunistiske regimers fald, krigene på Balkan og skabelsen af det nye Europa efter Murens fald.

Per Nyholm er en rejseskribent af den gamle skole, som nyder god vin og klassisk litteratur under lange togrejser; en rejseform, der står i skærende kontrast til nutidens bekvemmelige flyrejser, som han principielt undgår. Som antydet i citatet ovenfor holder han ikke af planlagte rejser, der i hans optik udspiller sig i en forstilt virkelighed. Det er det uventede, som er interessant. Han er drevet af stor nysgerrighed og holder af at standse op og iagttage sine omgivelser. Han er en mand, som forsøger at stige af hverdagens rotteræs og fortælle sig selv, at han ikke har travlt. Og det demonstrerer han i sin bog ved konstant at henfalde i historiske betragtninger omkring de steder, han besøger. Masseturismen får en hård bredside, og han opsøger helst lokaliteter, som ikke er overrendte.

I hvert enkelt af bogens korte kapitler veksler Nyholm mellem at skildre en nøje udvalgt europæisk lokalitet og berette om den pågældende lokalitets historie. Det giver værket en særlig dybde, men kræver også en vis portion tålmodighed fra læserens side, da der er tale om et særdeles digert værk med en næsten overvældende rigdom af historiske oplysninger. Hvert sted, han besøger, forsøger han at forstå gennem den kultur, stedet har fostret. Derfor går han på sin rejse konsekvent efter forfattere eller store europæiske kunstnere, nulevende såvel som døde. Nyholm kender sine klassikere i den europæiske litteraturhistorie, og som litteraturinteresseret læser giver bogen masser af inspiration til videre læsning.

Nyholms rejse begynder i Rom, hvor han er bosat, og slutter i Danmark, som han ikke har boet i siden 1980. Han bruger derfor naturligt nok en del krudt på Italien og dets historie. Samtidig er det dog tydeligt, at hans hjerte også banker for særligt Central- og Østeuropa og disse områders turbulente historie. I disse regioner blev adskillige millioner mennesker i løbet af det 20. århundrede ofre for ikke bare nazisternes grusomhed, men også for Sovjetunionens kyniske, imperialistiske politik; en politik, som udspringer direkte af det, Nyholm betegner som Lenins ”vanartede ideer”. Kaotisk planøkonomi, politikontrol med produktionsmidlerne og en kompromisløs kollektivisering af landbruget blev implementeret under tvang ikke bare i Sovjetunionen, men også de central- og østeuropæiske vasalstater. Forfatteren sparer heller ikke på krudtet i kritikken af nutidens Rusland, der har erklæret sig som arvtager af Sovjetunionen, og som konstant skaber kriser i forhold til sine naboer. Ruslands benægtelse af den forfærdelige fortid kalder han en hjerneskade. Det gælder f.eks. indlemmelsen af de baltiske lande i Sovjetimperiet, som russerne påstår, foregik frivilligt, men som reelt var en hårdhændet, militær okkupation med folkemord til følge. Folkeslag som polakkerne, tjekkerne og ungarerne har gennem århundreder været klemt inde mellem to stormagter, tyskerne og russerne, som ofte har behandlet dem med brutalitet og tyranni. De små landes evige bekymring har derfor været simpelthen at overleve. Særligt Polen og dets tragiske skæbne optager forfatteren i bogen.

Nyholm søger at gøre op med den traditionelle opdeling af Europa i et øst og et vest. I denne forbindelse gør han sig en række interessante betragtninger om, hvad Centraleuropa er for en størrelse. Grundlæggende er han en stor optimist på Europas vegne og en varm tilhænger af det europæiske projekt, EU. Han har ikke meget til overs for den udbredte ”euroskepsis” og påpeger, at Europa i dag er friere, rigere og tryggere end nogensinde. Al tale om krise på kontinentet bliver manet i jorden, når forfatteren skriver, at Europa for blot et par generationer siden var splittet og krigshærget, mens det i dag huser en union bestående af 27 suveræne og demokratiske stater.

Europæerne er et yderst anbefalelsesværdigt værk for alle, som interesserer sig for Europa og dets historie. Her er det hele med. Og skulle man pege på en svaghed ved bogen, hvad jeg kun nødigt gør, kunne det netop være, at den vil have alt med. Man lærer dog hurtigt at hengive sig helhjertet til dette overflødighedshorn af historiske oplysninger, fordi det er så berigende og velskrevet et værk. Og så er Ingemanns flotte fotos et pragtfuldt supplement til Nyholms medrivende fortælling om det spændende og mangfoldige Europa.