Årbogen om Økonomi og Samfund sætter i sin 3. udgave fokus på de Værdikampe, der udfolder sig på tværs af økonomi, politik og kultur, og som ifølge redaktørerne særligt knytter sig til en vægtig nyliberalistisk diskurs, der stadig mere aggressivt promoverer de fundamentale kapitalistiske værdiers forrang for alle andre samfundsmæssige hensyn. Det være sig i en national såvel som i en global kontekst.

I redaktørernes fælles og individuelle bidrag fremholdes nogle signifikante karakteristika, der sætter dagsordenen for det ny årtusindes værdikampe. Afsættet er Danmark, men de principielle diskussioner rækker videre. Den nyliberalistiske stat er vægtig, stærk og aktiv, fordi den først og sidst skal sikre, at organiseringen af markedsgørelsen af alle samfundsmæssige anliggender bliver realiseret mest optimalt. Det kommer stærkt til udtryk i den offentlige sektors mangesidige virksomhed, hvis målorientering, opgavefastlæggelse, udførelsesmekanikker og styringsmæssige indretning søges befriet fra indflydelsen fra det politiske, fra borgerne og fra de ansatte. Rationalet er markedsgørelse, individualisering og koncerndannelse. Og det gælder, hvad enten det handler om sundhed, beskæftigelse, uddannelse eller forskning. Værdimæssigt søges velstandstænkning systematisk prioriteret til fordel for velfærdshensyn, individualisme til fordel for fællesskab, og forbrugerisme til fordel for borgerinvolvering.

Det er værre endnu. Det institutionelle politiske system er i alt væsentligt underlagt den nyliberalistiske konsensus - den skaber politisk stabilitet og legitimitet, fordi dens reference er den balancerede kombination af markedsdemokrati, velstandsstat og forbrugssamfund. Og det er netop, hvad der kommer til udtryk i, at vi har seks socialdemokratier (DF, V, K, R, S, SF) , der grundlæggende abonnerer på den samme fundamentale model.

Men udviklingstendenserne rummer en dobbelthed, der samtidig aftegner det politiske forandringspotentiale. Accelererende velfærdstab i form af stigende fattigdom og ulighed, defunktionalisering af den offentlige sektor og demotivering af dens ansatte, ophobning og forværring af klima- og miljøproblemer og et forstærket og uddybet demokratisk underskud repræsenterer bagsiden af efterkrigstidens forsvundne politiske utopi, og efterlader os i et meningsløst og anti-utopisk velstandsparadoks.

I Kapitalismens nye former afdækker en velargumenterende Niels Fastrup, hvorledes kapitalismens ekspansion i det immaterielle domæne med nødvendighed leder til, at antagonismen i postmoderniteten antager karakter af et direkte modsætningsforhold mellem kapitalen og det sociale liv som sådan. I dette immaterielle paradigme bliver produktionen sammenfaldende med hele det sociale terræn. Fabrikken er blevet erstattet af den diffuse fabrik, den i de sociale netværk opløste fabrik. Og ganske som med produktionen bliver også klassekampen diffus, mister sin tid og sit sted. Hvis kapitalismen ikke længere er ’inde i’ tiden og rummet, men tværtimod ’skaber’ disse, er udfordringen at finde ud af, hvordan man bekæmper en modstander, der på én gang synes at være overalt og ingen steder.

I et andet spændende bidrag rettes opmærksomheden mod et andet hjørne af den globale virkelighed. I diskussionen af, hvorledes samfundsmæssige forandringspotentiale kan identificeres, udvikles og politiseres, og hvordan andre samfundsforestillinger kan gøres legitime, operative og slagkraftige, tegner Óscar García Agustín i Latinamerika mod Imperiet et fascinerende billede af, hvordan en tung historisk arv af komplekse samfundsproblemer bliver afløst af en mangfoldighed af forhåbninger, initiativer og eksperimenter på et plaget kontinent, hvor nye progressive regeringer tager over. Artiklen analyserer vejen til magten for ”det demokratiske venstre” og ”det populistiske venstre” med reference til såvel nyere globaliseringsteori som til erfaringsbaserede revolutionære praksisser i en mere traditionel aftapning.

Artiklen fremhæver betydningen af at formere en New Deal internt i de nationale stater mellem de sociale bevægelser og regeringerne og eksternt mellem alle venstreorienterede regeringer. Pointen i ræsonnementet er dels, at der generelt er et behov for at konsolidere de socio-politiske reformtiltag ved at forankre dem i en alliance mellem de sociale og politiske bevægelser og de nationale regeringer, og dels at sikre reformlandene en større uafhængighed af de af verdenssamfundets institutioner, der domineres af den nyliberalistiske diskurs.

Hvor den interne New Deal repræsenterer nødvendigheden af en ny type statsbygning og samfundsforvaltning, der reflekterer behovet for demokratisk deltagelse, respekterer den kulturelle diversitet og retablerer den sociale sammenhængskraft, peger den eksterne New Deal mod at sikre uafhængighed af IMF-politikkerne, styrkelse af Syd-Syd.forhandlingerne og etableringen af nye regionale institutioner, der kan sikre frigørelsen fra Verdensbankens Washington-konsensus.

I flere af årbogens alternativforestillinger sammensættes og udfoldes varierende kombinationer af idealisme, utopier og sociologiske fantasier, der bringer budskab om den globale bevægelse på taget, det frugtbare fællesskab og den kosmiske kapitals stigende betydning. De er både sympatiske, læseværdige og sine steder indsigtsfulde, men de sætter ikke for alvor nye horisonter, når det kommer til, hvorledes den politiske fordring om et forandringsprojekt skal affattes og iscenesættes.

Og det er måske akkurat dér antologiens bliver for bredspektret og kalejdoskopisk i sin turnering af dagens og tidens værdikampe. Den rummer fortræffelige, kritiske bidrag, der distinkt og prægnant indfanger diskursen, dens brudflader og mulighedsbetingelser, men den sætter kun stykkevis og delt af til en mere sammenhængende diskussion af den programmatik, der skal omsætte kritikken til politisk handling.