På trods af populærkulturens omvæltninger og transformationer de seneste årtier har det skortet på kvalificerede analyser af, hvad denne proces betyder, og hvad den rent faktisk indebærer. Det er blevet en gennemsnitlig talemåde, som vi alle bruger, at postmodernismen har udvisket den ellers så praktiske og letforståelige grænse mellem fin- og populærkultur, men det er som regel uden helt at vide, hvad vi snakker om. Med andre ord betyder det, at der let går inflation i sådanne beskrivelser, og af samme grund tømmes de for egentlig mening. Derfor er det ofte mere tankevækkende og målrettet at rette blikket på andre begreber, der kan beskrive denne proces. Dette er formålet – blandt flere – hos Andrew Nestingen i den yderst anvendelige og velskrevne Crime and Fantasy in Scandinavia. Bogen bærer desuden undertitlen Fiction, Film and Social Change.

Andrew Nestingen er amerikansk lektor i Scandinavian studies, og er primært ansat ved University of Washington, men han har i et års tid også været tilknyttet Helsinki Universitet. Hans forskning drejer sig derfor primært om finsk litteratur og kultur, samt fyldige udblik til den resterende del af det skandinaviske. Et omdrejningspunkt er populærkultur, hvilket nærværende udgivelse også er et udslag af. Her kommer vi langt omkring i skandinaviske titler inden for film og litteratur, mens det samlede billede appliceres i en kulturanalytisk vinkel. Derfor er fokuseringen i bogen ikke kun det tekstanalytiske, men i høj grad viser Nestingen, at – og hvordan – litteratur og film kan medføre og foranledige sociale transformationer. Bogen henvender sig til læsere med akademisk baggrund.

Bogen er inddelt i seks kapitler, hvor de to første – sammen med introduktionen – primært er de mere grundlæggende teoretiske knæbøjninger. Her lanceres det, der bliver gennemgående for hele bogen, nemlig forholdet mellem det homogene og det heterogene, det individuelle og det kollektive, som er omdrejningspunktet for de mange gode læsninger af skandinavisk fiktion og andre kulturfænomener. Nestingen tager fx udspring i det finske metalband Lordi. Her en den grundlæggende tese, som Nestingen efterprøver undervejs, at populærkultur er en væsentlig kilde til social forandring og udfordring af særligt det globaliserede samfunds konsekvenser for den enkelte og for de kollektive sammenhængskræfter: ”the institutet imagination that is the source of ideas and actions can create new meanings ex nihilo, challenging institutet parameters of social life”. Den underlæggende tanke er her, at populærkulturen derfor rent faktisk – for mangfoldigheden – spiller den rolle, som vi traditionelt har tilkendt mange finkulturelle fænomener.

For at komme tættere på en forståelse af, hvordan dette lader sig gøre, lancerer Nestingen i andet kapitel et af bogens mest centrale begreber, nemlig medium concept. Det er et begreb, der dækker over en ”combination of art film and genre film aimed at mainstream national and regional audiences… As a result, we find mainstream, narrative films that are relatively straightforward to market and that at the same time engage the aesthetic and cultural political registers of the art film tradition”. Dette er på den ene side et argument for, hvordan populærkulturen formår at udfordre på same måde som kunstens traditioner, men samtidig er det også en forklaringsmodel, der netop træder direkte ind i postmodernismens løvehule: Det forklarer på den side kollapset af opdelingen mellem fin- og populærkultur, men på den anden side understreger det også, at den postmoderne ligegyldighed ikke nødvendigvis stemmer overens med de udgivelser, der her tages fat på. Mange af læsningerne af film og litteratur fremhæver, at disse fiktioner har rent faktisk et helt basalt social og kritisk sigte. De stiller gode spørgsmål til vores elementære sameksistens.

Disse teoretiske behandlinger, der undervejs selvfølgelig inddrager gode eksempler, er bogens mest brydsomme afsnit, som det kræver tid at læse. Det bliver straks mere håndgribeligt, i de næste kapitler, hvor læsningerne kommer mere i centrum. Det skal dog understreges, at det ikke skal forstås som en elementær adskillelse af teoretiske refleksioner og analytiske eksempler, for det hele vikler sig fornuftigt og illustrativt ind og ud af hinanden. Dette betyder derfor også, at de enkelte kapitler ikke fungerer i nødvendig progression, men de kan i høj grad læses selvstændigt. Det gælder også de sidste fire kapitler, der handler om henholdsvis det skandinaviske melodrama, den finske forfatterinde Johanne Sinisalo, autobiografiske tendenser i politifiktionen og ikke mindst en temmelig god læsning af Henning Mankells fiktioner.

Der er mange fremhævelsesværdige perspektiver i bogen, der især henvender sig til interesserede i generel socialt engageret fiktion. Det er derfor ikke kun en bog, der henvender sig til folk, som arbejder med skandinaviske studier, selvom eksemplerne undervejs alle er hentet herfra. I puljen af eksempelmateriale er det kun relativt få titler, der ikke er oversat til i hvert fald engelsk, hvilket betyder, at bogen derfor udvider sin horisont udover det skandinaviske. Det, at Nestingen medtager så fyldige nedslag i finsk kultur, er i sig selv en udvidelse af traditionelle udblik, idet Skandinavien – fra primært dansk side – ofte kun betyder Danmark, Norge og Sverige. Resten af Skandinavien er ofte på det groveste frasorteret – eller glemt. Ydermere er bogen også særdeles brugbar for de, der interesserer sig for, hvordan fiktionen spiller en central rolle i kulturelle spørgsmål og udfordringer af status quo. Nestingen knytter et tæt bånd ”between genre and categories of debate”.

Derfor vil det også være muligt at ekstrapolere argumenterne og begreberne, som Nestingen bruger (og henter andre steder fra), til andre fænomener. De teoretiske funderinger er ikke fastholdt en skandinavisk sammenhæng, selvom analyserne selvfølgelig giver sig udslag i særlige skandinaviske forståelsesrammer. Særligt prægnant er analyserne af forholdet mellem velfærdsstat og globalisering, som mange skandinaviske forfattere og instruktører på forskellig vis er særligt optagede af. Men visse begreber virker derfor også mere rummelige, end Nestingen selv gør dem, hvis de blot nuanceres og justeres til andre kulturelle sammenhænge. Et begreb som ”medium concept” synes fx, hvis vi fratrækker de nationale komponenter, i høj grad at være brugbart på kultfilmsfænomener, der netop også trækker på genre på den ene side og kunstfilm på den anden side. Flere af Nestingens eksempler, fx Henning Mankell, er således omfattet af kultisk aktivitet (turister valfarter til Wallander-land i det sydlige Sverige), som uden tvivl kunne reflekteres ind i denne konceptualisering af forholdet mellem genre og kunst.

En sådan rummelighed i begreberne viser blot bredden i analysemulighederne, hvilket selvfølgelig skal fremhæves som en grundlæggende kvalitet. Det er ikke begreber, der kvæler teksterne under lup, men det er i stedet begreber, som synes at udspringe af kulturel aktivitet på baggrund af teksterne. Andrew Nestingens bog er et solidt bud på en udvidet forståelse af den skandinaviske populærkulturs gennemslagskraft både internt og eksternt. Crime and Fantasy in Scandinavia kan derfor også blive et centralt værk i analyser af moderne populærkultur.