Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Jernesalts 2009 – filosofi / Jan Jernewicz / 200 sider
Jernesalts forlag. ISBN
Anmeldt 23/4 2009, 09:16 af Birte Overlade Christensen

Jernesaltet. Eksistensfilosofi eller politisk ideologi?


Jernesaltet. Eksistensfilosofi eller politisk ideologi?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jernesalts 2009 – filosofi er en spændende bog, der konstant udfordrer sin læser. Den har i al sin enkelhed til hensigt at give såvel landets elite som folket et oplysende løft. Gennem et hav af holdninger med begrundelser i det, forfatteren selv kalder en gennemreflekteret filosofi, konfronteres du og dine holdninger. Igen og igen. Med noget, du har tænkt på en gang, men som ikke er blevet til mere, eller med nye tanker, du aldrig har tænkt før. Bogen efterlader dig med nye refleksioner over livet og med troen på, at dine egne fornemmelser for livets skævheder og uretfærdigheder kan være sande. Er du én, der tror på stærke åndelige drivkræfter i form af det kollektivt ubevidste eller sjælens vandring, finder du her inspiration til at fastholde din tro – og ikke mindst argumentation for, at der kan være en høj grad af sandhed i den.

Udgangspunktet for bogen er den nuværende økonomiske og magtpolitiske krise, som der på kort og overskuelig vis redegøres for. Hertil tilføjes ydermere kulturkrisen og religionskrisen, der alle har det til fælles, at de splitter befolkninger og det enkelte menneske. Derfor har Jernesaltets eksistensfilosofi til formål at skabe helhed og sammenhæng af yderst dybdepsykologisk karakter, hvor det kollektivt ubevidste er nøglebegrebet. Med adgang til det kollektivt ubevidste vil fx politikere få føling med folkesjælen, der er et af bogens bud på, hvordan den nuværende eksistentielle krise kan løses.

Styrken i eksistensfilosofien, som den bliver beskrevet i bogen, er, at intet udelades. Alt kan tilsyneladende passes ind i en væsentlig større og bredere sammenhæng end den, du som individ umiddelbart ser. Uanset om du er politiker, religiøs fundamentalist eller bare et ganske almindeligt menneske på Facebook. Det er spændende og inspirerende at læse bogen, der oser af lige præcis den intensitet, det giver, når man har noget særdeles stærkt og vigtigt på hjertet. Det er du som læser overhovedet ikke i tvivl om, at Jan Jernewicz har. Budskaberne er så væsentlige, at han for at understrege dem, lader sig selv træde tilbage i udgivelsen af bogen, og optræder på bogens forside under pseudonym.

Bogen er et forfriskende bud på, hvordan den nuværende krise også kan ses som en åndelig krise, der bl.a. opstår som følge af kraftig fornuftsdyrkelse. Eksistensfilosofien kan derfor også ses som et sidestykke til den ellers naturvidenskabeligt baserede tankegang, vores samfund er styret af. Bogens undertitel er: En folkebog om komplementær helhedsrealisme som tidssvarende eksistensfilosofi. En rigtig tungebrækker. Den skal dog ses i lyset af, at et af bogens mange formål er at være med til at udvikle et sprog, der kan beskrive hele dette åndelige univers, som eksistensfilosofien bygger på. Bogens terminologi og sproget i det hele taget må dog siges at være væsentligt mere rettet mod den veluddannede del af samfundet end mod den nederste del. Det folkelige skal derfor udelukkende forstås psykologisk som det kollektivt ubevidste, der på ingen måde skal forveksles med det enkelte menneskes hierarkiske placering i samfundet. I den henseende er bogen udelukkende ideologisk og visionær.

Livets salt skal fornyes, er hovedbudskabet i bogen. Der opfordres til at filosofere over livet, tage sig tid til fordybelse og nå frem til nyerkendelser, der igen sættes ind i større eksistensfilosofisk sammenhæng. Udbredelsen af eksistensfilosofien suppleres med hjemmesiden Jernesalt og et tilstødende forlag, der kalder sig ”et uafhængigt internetorgan for den tværfaglige og komplementære helhedsrealisme”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren med bogen ønsker at skubbe til en samfundsmæssig ændring og udvikling af temmelig omfattende art. Derfor kan manden bag pseudonymet, den tidligere venstreorienterede Ejvind Riisgård, få sin fortid imod sig i kampen for udbredelsen af eksistensfilosofien. Med bogen er hensigten dog blot: at så ordets frø og lade det spire i ungdommelige danske sind.

Bogen er et ambitiøst værk, der virker stærk i sin opsamling af erkendelser omkring livet og dets bestanddele. Her er videregivet et bud på, hvordan livet kan ses i én større sammenhæng med inspiration hentet fra atomfysikeren, Niels Bohr, religionshistorikeren, Vilhelm Grønbech, psykiateren, Erling Jacobsen og forfatteren, tegneren og filosoffen, Robert Storm Petersen. Med oprettelsen af sit eget forlag fritstiller forfatteren sig selv med hensyn til egne udgivelser. Det frie ord bliver særdeles frit og måske kan det med tiden blive for frit. Alt for frit. Det giver anledning til at stoppe op og spørge, om hensigten med værket er af udelukkende eksistensfilosofisk karakter, eller om eksistensfilosofien blot er et skalkeskjul eller en indpakning for politiske visioner og en videreudviklet socialistisk ideologi?

Over værket hænger en tidsmæssig panik, der dog på ingen måde skæmmer læsningen. Bogen er et interessant indslag i en tid, hvor alternative behandlingsformer vinder mere og mere indpas. Måske er det med den indfaldsvinkel, bogen først og fremmest skal læses og forstås.

Forrige anmeldelse
« Englen i Groznyj «
Næste anmeldelse
» Digitale medier og didaktisk de... »