Åsne Seierstad har tidligere udgivet Boghandleren i Kabul, Hundrede og én dag og Med ryggen mod verden. I 1990’erne tog Åsne Seierstad til Rusland og Tjetjenien som journalist for den norske presse. Nu vender hun tilbage til Tjetjenien; et land som de fleste journalister er forment adgang til – et land ramt af borgerkrig, og her beskriver hun omfangsrigt, hvad hun oplever.

Tjetjenien er en republik i det nordlige Kaukasus i Rusland, der i mange år har kæmpet for selvstændighed. Landet har siden 1994 levet under borgerkrig, og det har været i flere krige med Rusland for at opnå selvstændighed. Tjetjenien ledes i dag af den Moskva-tro præsident Ramzan Kadyrov, som af mange æres som helt. Handlingen foregår både i Moskva og i en by ved floden Volga, men først og fremmest i Tjetjenien, hvor Åsne Seierstad omgås tjetjenerne og får et indgående kendskab til deres livsstil og de problematikker, de lever med i hverdagen.

Det tjetjenske folk lever under livsforhold, som en dansker ikke rigtig kan sætte sig ind i: den konstante trussel om krig, fattigdom, forældreløshed og vold. Blodhævn og blodpenge er en udbredt måde at håndtere konflikter på. Kvinders rettigheder er minimale. Børn har mistet forældre i krigen, og lever under ubærlige forhold på gaden, men midt i hele dette kaos gør nogle få mennesker en forskel. Et af disse mennesker er Hadizat, der som følge af sin egen barnløshed, har påtaget sig ansvaret for hundredvis af forældreløse, hjemløse tjetjenske børn. Hun er selv vokset op på et børnehjem, der ikke kendte meget til pædagogik, og hun prøver derfor at give børnene tryggere rammer og en følelse af kærlighed og at blive holdt af. Hun kaldes af denne grund for ”englen i Groznyj”.

I bogen beskrives en del af disse børns skæbner, skæbner præget af vold, kriminalitet og uvished. Disse børn lever med utallige sår på sjælen. Nogle kommer sig aldrig over deres brutale opvækst, men andre formår Hadizat at give en lysere fremtid. Åsne Seierstad har endvidere interviewet den tjetjenske præsident Kadyrov, der styrer landet i en diktatorisk stil, og ytringsfriheden er ikke eksisterende i det borgerkrigsramte land. Endvidere møder hun en lemlæstet russisk soldat, der tilkendegiver en holdning til tjetjenerne, som mange russere deler: at de er vilde og selv fortjener den skæbne, de har påført sig.

Bogen bakkes op af mange facts om den tjetjenske historie, om hvordan krigen har udviklet sig, og hvilke reaktioner, der har opstået i den tjetjenske befolkning. Der har dog været en del debat om Englen i Groznyj, da Åsne Seierstad på visse områder har angivet fejlagtige historiske facts, der ikke er sandfærdige – dette har fået flere kritikere til at sætte spørgsmål ved troværdigheden af hendes bog: I hvor høj grad kan man regne med de beskrivelser, hun giver igennem bogen?

Men på trods af de førnævnte fejlkilder er bogen en fantastisk rejse ind i Tjetjeniens historie og ikke mindst befolkningen og til de forhold, som disse har levet og stadig lever under. Den tjetjenske krig får ikke megen opmærksomhed i offentligheden og medierne, men for befolkningen er dens ødelæggelser fatale og konsekvenserne omfangsrige – især for børnene, der vokser op i krig og vokser op med en krigerisk mentalitet. Man må undre sig, hvordan disse børns videre udvikling vil foregå? Et ordsprog siger ”vold avler vold”. Såfremt dette antages sandt, må hele denne tjetjenske generation vokse op som ekstremt voldelige. At Hadizats initiativ nævnes, er selvfølgelig beundringsværdig, men én kvinde alene kan ikke forhindre de oplevelser, børnene har oplevet, fra at influere deres liv.

Man sidder tilbage med en ganske bitter smag i munden. Hvordan kan disse tilstande gå så uhørte hen? Hvor interveneres der ikke imod den russiske brutalitet i Tjetjenien? Hvorfor er der ikke bedre muligheder for børnene? Bogen belyser dermed et problematisk område, og den er et godt forslag til at igangsætte en debat om børns rettigheder i krigsramte lande.