Fortæl mig hvorfor / David Thomas / 238 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN
Anmeldt 9/4 2009, 10:01 af Mie Poulsgaard Jørgensen
En incestoverlevers erindringer og tanker
En incestoverlevers erindringer og tanker
« TilbageDavid Thomas vokser op i en familie, der udadtil virker velfungerende. Hans mor er udadvendt og charmerer sig hurtigt ind på folk, og hans far er hårdtarbejdende og temmelig succesfuld. Dog bærer familien på en hemmelighed: moderens druk. En dag går forældrene fra hinanden, og David Thomas får ikke mange forklaringer på hvorfor. Faderen viser herefter ikke særlig interesse for sønnen trods Davids ihærdige forsøg på at engagere sig i faderens interesse. Faderen gifter sig på ny og flytter til USA, og forholdet mellem far og søn lægges yderligere på køl.
Men faderens afstandtagen er ikke sønnens primære svigt; efter faderen har forladt dem, vender moderen sig mod sønnen på en måde, som ikke er passende mellem en forælder og et barn. Når moderen bliver fuld, forvandler hun sig til et monster, der udnytter David seksuelt. David, der frygter og ærer moderen, følger loyalt hendes ønsker. Når moderen atter er ædru, synes hun ikke at have nogen erindring om overgrebene, og hun agerer som en kærlig og betænksom mor.
Overgrebene har dog konsekvenser for David, der ender i kriminalitet og grænsebrydende adfærd – en adfærd der resulterer i domsafsigelse. David må nu revurdere sit liv; han må starte forfra. Han vælger at uddanne sig som brandmand, men forholdet til moderen nager stadig i og med, at hendes druk tager til i styrke, og overgrebene bliver mere intense. Det munder ud i, at David må tage afstand fra moderen og til sidst afskære al kontakt fra hende.
Historien er et godt eksempel på, hvad der sker med et barn, der bliver udnyttet, og hvilket tankemønster barnet udvikler. Men også hvordan dette til stadighed påvirker ham i teenage- og voksenalderen. Det er endvidere et skræmmende eksempel på, hvordan omgivelserne ikke kan opfange de ting, der sker inden for hjemmets fire vægge. Moderen virkede jo velfungerende, så Davids problemer blev ikke tilskrevet hjemmet, og intet blev gjort for at forhindre overgrebene i at finde sted.
Bogen er på ingen måder innovativ; man lærer ikke noget, som ikke er hørt utallige steder før. Men af denne grund er historien ikke dårlig eller kedelig. Disse historier må se dagens lys, således at vi alle kan lære at blive mere opmærksomme på de signaler, folk (og især børn) i vores dagligdag på sin måde sender. At David kom ovenpå, er ikke noget, man kan tage for givet. At han har lært at elske og stole på nogen igen, er ej heller noget, der skal tages som norm. For David blev svigtet og krænket af den person, der skulle varetage ham, nemlig hans mor.