Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Niels W. Gade og hans europæiske kreds. En brevveksling 1836-1891. / Inger Sørensen / 1660 sider
Museum Tusculanums Forlag. ISBN
Anmeldt 6/4 2009, 21:51 af Lars Ole Bonde

Breve til og fra Danmarks første internationale komponist


Breve til og fra Danmarks første internationale komponist

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Breve fra og til Niels W. Gade. Tre bind på over 500 sider hver, flot indbundet, 1480 breve i alt. Hvem kan dog have interesse af dette, ud over de allermest nørdede musikhistorikere? Jeg er gået til denne anmeldelsesopgave med følgende indfaldsvinkel – og så er du advaret, kære læser – at jeg er uddannet som musikhistoriker og ofte holder foredrag med musikhistoriske indfaldsvinkler, f.eks. introduktioner til symfoniske koncerter eller tema-foredrag med kulturhistoriske synsvinkler. Kunne der være noget at hente for mig i denne videnskabeligt korrekte udgivelse?

Jeg må sige, at svaret er ja – om end ikke et rungende et af slagsen. Jeg tror, der kan være meget at hente for læsere, som interesserer sig for ”åndslivet” i det 19. århundrede. Hvis man f.eks. synes H.C. Andersens breve er interessante, er Gades breve et meget fint supplement. De to levede nogenlunde samtidig, havde mange fælles idealer, de var meget berejste, havde international horisont og i øvrigt mange fælles bekendte i den tids kunstneriske jet-set. Den store forskel var, at Gade blev europæisk berømt, allerede da han var ung, mens Andersen måtte vente noget længere på anerkendelsen. En vigtig forskel er også, at Gade havde nogle meget indflydelsesrige poster i musiklivet, først som Mendelssohns ’kompagnon’ i ledelsen af Leipzigs Gewandhaus-koncerter, senere ikke mindst som direktør for Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København.

Korrespondancen her rummer revl og krat, og det er bestemt ikke lige interessant alt sammen. Jeg vil da heller ikke påstå, at jeg har læst de tre bind fra ende til anden. Jeg har haft bøgerne liggende gennem nogle måneder og slået op i dem, hver gang jeg stødte på en person eller en problematik, som kunne tænkes at blive belyst nærmere. Og så har jeg mere systematisk ledt efter breve, der kunne belyse to sider af Gades liv, som jeg finder interessant: 1) At han som ung europæisk berømthed i gang med en stor international karriere vendte hjem til Danmark – bl.a. pga. den dansk-tyske krig i 1848-49. 2) At han musikhistorisk ofte vurderes som en stor original komponist i sine unge år, mens hans mere ’modne’ værker ikke har så høj status.

Hvordan så Gade mon selv på det? Ad 1) Brevene gør det klart (som Sørensen også skriver i indledningen), at Gade faktisk ønskede at vende hjem uanset de politiske forhold – fordi han ville være med til at skabe et nyt og rigere musikliv i København (han fik i øvrigt også på samme tid tilbudt – og afslog – et stort dirigentjob i Stockholm, jvf. brev nr. 145). Det er faktisk Clara Schumann, der først nævner den spændte politiske situation (brev nr. 152). Gade skriver nærmest intet om emnet, som han i brev nr. 161 kalder ”dieser unglücklicher Weltwirren”, og hans hjemvenden til Kbh. er som nævnt begrundet af andre hensyn, der dog desværre ikke fremstår klart i brevene. Men han skriver ofte, at han har det godt hjemme hos forældrene i Kbh. Kontakten med Leipzig blev aldrig afbrudt, og Gade var tilbage allerede i 1850, hvor han bl.a. overvære premieren på Schumanns eneste opera Genoveva (brev nr. 168). Faktisk indeholder brevene meget lidt, der kan kaste lys over Gades (og hans venner og bekendtes) forståelse af forholdene o. 1850. Det er som om disse skønånder sætter parentes om det politiske og bare håber på, at ’det går over’, så de kan genoptage deres kunstneriske virke og gode bekendtskaber hen over grænserne.

Ad 2) Brevene gør det klart, at Gades værker efter hjemkomsten var præget af et ønske om at prøve noget nyt – og dermed bevidst at distancere sig fra den nationale tone, der havde skabt hans internationale berømmelse. Man kan derfor hævde, at Gade blev en slags offer for sit eget ønske om fornyelse! På den anden side må en sådan påstand jo prøves i en æstetisk og analytisk omgang med de større værker fra de sidste 40 år af Gades liv. Og det kan en brevudgave jo ikke levere.

Den er bedre til at fortælle om omgangsformer og formelle relationer mellem mennesker. H.C. Andersens brev til Gades (i 1851) forlovede Sophie Hartmann (nr. 198) er et skønt eksempel i denne genre. Gades første kone, Sophie (Gades) breve er i det hele taget nogle af mine favoritter. Hun skriver levende til sin gamle far, komponisten I.P.E. Hartmann, om sine oplevelser i Leipzig i begyndelsen af 1853 (helt kostelig er beskrivelsen af den første Leipzig-opførelse af Wagners Tannhäuser, brev nr. 231). Stort set alle brevskrivere er yderst dannede og behersker formelle sider af brevskrivningens kunst, som nok er gået heden i vore dages e-mail- og SMS-vaner. Jeg havde håbet at få nyt at vide om et af de Gade-værker, jeg har beskæftiget mig indgående med, nemlig Korsfarerne (komponeret 1865-66), men desværre er der meget lidt (nyt) at hente udover høfligheder og information om praktiske sider af opførelser i f.eks. Birmingham, Amsterdam og Köln. Jo, Gade blev spillet i hele Mellem- og Nordeuropa.

Denne store brevudgivelse skal ses og læses sammen med Inger Sørensens Gade-biografi Niels W. Gade. Et dansk verdensnavn fra 2002. Indledningen i bd. 1 (s. 15-27) er også en glimrende introduktion til brevenes kilder og historiske kontekst. Den bør læses, før man kaster sig ud i brevlæsningen. Jeg må understrege, at brevene i sig selv fortæller meget lidt om Gades dybere tanker og følelser – brevene fra Gades hånd har faktisk overvejende karakter af ”forretningsbreve” eller beretninger om stort og småt i hverdagen (på den måde er de meget forskellige fra f.eks. Mozarts breve, som ofte er meget personlige).

Tilsammen – og sammen med udgiverens lige så omhyggelige Hartmann-udgivelser (1999) – fortæller disse bøger om en svunden tid, hvor det nationale i kunsten ikke var ensbetydende med afvisning af det fremmede. Hvor det var en selvfølge at søge inspiration i andre kulturer og spørge sig selv, hvordan det nationale særpræg og åbenheden mod verden kunne balancere smukkest muligt.

109
Forrige anmeldelse
« Enkle sandheder «
Næste anmeldelse
» Fortæl mig hvorfor »