Mikkel Sonne er uddannet på Danmarks Designskole og er selvstændig designer. I 2006 overværede Mikkel Sonne sin ven Timothy Titsworth blive henrettet i Texas, og dette er hans hyldest til denne person og et indblik i den barske side af det amerikanske samfund.

I 1997 rejste Mikkel Sonne til Texas for at interviewe en ung indsat på den texanske dødsgang. Mikkel var i gang med en afgangsopgave om dødsstraf og så, at muligheden for at interviewe en indsat ville give et helt andet indblik. Hvad han ikke vidste var, at dette bliver startskuddet på et tæt venskab, der varede i ni år frem til Timothy Titsworths henrettelse.

Som 20-årig havde den stofmisbrugende Timothy Titsworth slået sin kæreste, Christine Sossaman, ihjel med 16 økseslag. Af denne grund blev han kendt som ”øksemorderen fra Texas”. I hans retssag blev han dømt for rovmord, en retssag som ikke var specielt retfærdig, men resulterede i, at Timothy Titsworth blev dømt til døden.

Timothy Titsworth havde haft et svært liv. Han var halvt mexicaner og halvt hvid, eller ”fifty-fifty”. Han var resultat af en affære, som moderen havde, og alene af denne grund tævede stedfaderen ham ofte gul og blå. Hans moder havde et alkoholisk problem, og familien blev igennem hele Tims barndom rykket op med rode adskillige gange. Tim blev tidligt rodet ud i en masse, både kriminalitet og stofmisbrug, hvilket eskalerede, da han som 20-årig dræbte sin daværende kæreste i en crack-rus.

Igennem ni år skriver Mikkel og Tim sammen, og danner et venskab, der munder ud i, at Mikkel lover at være til stede på hans henrettelsesdag: den 6/6 2006, klokken 6 om aftenen. 666 er symbol på Satan, og datoen er temmelig sikkert bevidst valgt fra statens side, for det var netop det syn, de havde på indsatte: bæster! Udover at Mikkel lover at være ved Tims side de sidste timer af hans liv, lovede han også at fortælle hans historie, ikke kun fra dødsgangen, men også hans barndom. Af denne grund opsøger Mikkel Elsie, Tims mor, og Gordon, hans bror, og Mikkel får et indblik i, hvor uretfærdig skæbnen er for de fattige i USA. Deres skæbne er fanget i en ond cirkel, og de færreste bryder ud af fattigdommen, og staten byder ingen hjælpende hånd.

Fifty/fifty er en fantastisk bog om en sørgelig skæbne. Det er historien om et makabert venskab. Endvidere er det historien om samfundets bund, og hvordan disse ofte overses og/eller dømmes af det amerikanske samfund. Mikkel Sonne fremstiller et andet billede af Timothy Titsworth end den gængse forestilling er om indsatte på dødsgangen. Han var et menneske, et fantastisk menneske, der så på de lyse sider af tilværelsen under selv de værste omstændigheder.

Bogen sætter endvidere tydeligt spørgsmålstegn ved selve politikken omkring henrettelser. Timothy Titsworth begik rigtigt nok et grusomt mord, men det var ikke et planlagt mord, men det var et mord, som Timothy Titsworth har angret mange år efter, det blev begået. Men hvem angrer de af staten tilladte og anerkendte henrettelser af utallige fanger? De planlægger og eksekverer henrettelser med befolkningens opbakning! Man sidder tilbage med en meget bitter smag i munden. USA ses af mange som hegemonisk, men hvordan kan der i modernitetens land USA forefinde så brutal en lovgivning? Endvidere viser statistikkerne tydeligt, at der omkring disse henrettelser foregår en tydelig diskriminering og uretfærdighed, hvor det især drejer sig om fattige og sorte amerikanere, der ofte ikke passer ind i den amerikanske drøm.

USA synes at være for de rige, og de fattige opfattes som en byrde for den rigere befolkningsdel. Bogen giver indtrykket af, at de indsatte i fængslerne opfattes som bæster, ikke som levende mennesker, og Tims dødsdato underbygger Mikkel Sonnes teori omkring dette. Men man må nødvendigvis stille sig spørgsmålet; Skiller man sig af med et problem ved at aflive det? Omkostningerne for at henrette en indsat er meget dyrere end livsvarigt fængsel, så hvorfor henrettes fangerne? At man henretter gerningsmanden giver ikke familie og bekendte deres elskede tilbage, men man giver blot en ny familie nyt et tab, nemlig gerningsmandens familie.

Mikkel Sonne har set, hvordan det amerikanske system svigter gerningsmandens pårørende. Efter henrettelsen var der stillet psykologhjælp til rådighed for offerets pårørende, men gerningsmandens familie og bekendte stod uden hjælp, trods det faktum at de lige har overværet henrettelsen af Tim – de må kæmpe med deres skæbne alene.

Bogen giver stof til eftertanke, og den går lige ind under huden. Man griner og græder med Mikkel og Tim, og bliver kvalm over den behandling, som disse fanger får, trods det faktum at de har begået utilgivelige handlinger. Man kan ikke forestille sig det emotionelle traume, Mikkel må have oplevet ved at overvære sin ven blive henrettet med statens velsignelse – uden at kunne gribe ind. Det er en barsk fortælling, som sætter nogle tanker i gang. Af denne grund kan bogen klart anbefales.