I Den postmoderne tilstand. En rapport om viden fra 1979 beskrev Jean-François Lyotard, hvordan den maskinelle behandling af information har en enorm indflydelse på samfundsudviklingen og cirkulationen af viden. Det er dette, han beskriver som den postmoderne tilstand.

Henvisningen til Lyotards indflydelsesrige bog åbner antologien Algorithms, artificial intelligence and beyond. Titlen på det indledende kapitel er ´Theorizing the Algorithmic Condition’, hvilket er et ekko af den engelske oversættelse af Lyotards bog: The Postmodern Condition.

Hermed markerer antologiens redaktører, at vi er gået fra det moderne over det postmoderne til det algoritmiske moderne. Vi lever i den algoritmiske tilstand eller den “Algorithmic Modernity”, som Anthony Elliott skriver i sit kapitel. Vi har at gøre med et ‘algorithmic turn’ i samfundsvidenskaberne, som denne antologi både beskriver og selv er en del af.

Det er bogens ærinde at beskrive forskellige aspekter og sider af det algoritmiske samfund og at udvikle teoretiske rammer, der gør os i stand til at forstå, hvad det betyder for os som mennesker og borgere i samfundet.

En del af denne “algoritmisering af det nuværende samfund”, som Robert Seyfert beskriver i kapitlet ´A Theory of Algorithmic Sociality´, er den betydning, som data og ikke mindst big data har fået. De store datamængder gør det muligt via maskinlæring at komme med gæt om, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Nogle taler om, at man med maskinlæring og big data kan forudsige, hvad der kommer til at ske, men det er at forveksle en ekstrapolation med en forudsigelse.

Algoritmiseringen betyder, at en hel del overlader det til maskiner at foretage beslutninger, eller i det mindste at anvende databehandling som beslutningsstøtte. Dette er dog en grundlæggende anfægtelse af en af det moderne samfunds grundsten: det autonome menneske. Eller som Elliott skriver i kapitel 3 ´Images of Algorithmic Modernity: Agency and Autonomy in the Age of Predictive Analytics: “Within the automated realm of algorithmic modernity, human agency is increasingly consigned to the guardianship of smart machines…. Individuals growing estranged from their own decision-making processes and potentially drained of the ethical foundations required of a reflective and fulfilling existence” (s. 57). Og han taler om, at “personal agency becomes increasingly ‘redistributed’ to intelligent machines” (s. 64). Det er noget af det, man kan se, når folk prompter en chatbot og bruger dens output kommunikation med andre. Hvem står egentlig inde for det, man får genereret

I en vis forstand kan man sige, at man har udliciteret en del af sin personlighed og sin personlige stemme til en maskine, selvom den enkelte naturligvis stadig har ansvaret for, hvad man kommunikerer.

Men der er mere på spil, når mennesker udvikler nogle praksisformer, der sætter deres autonomi på spil. Hvis mennesker ikke er vid udstrækning kan ses som autonome, så bliver de for det første meget nemme at manipulere med. Der kan udvikle sig en situation, hvor magten får let spil, fordi mennesker har parkeret deres autonomi i et algoritmisk spil, hvor de har meget lidt indflydelse på, hvordan algoritmerne er blevet til.

Selve forestillingen om demokrati giver ikke mening, hvis ikke mennesker opfattes og opfatter sig selv som autonome. Demokrati bygger på, at selvstændige mennesker kan vælge mellem forskellige muligheder for sig selv og for samfundet. “Autonomy, as a moral value, is often considered the foundation of liberal political philosophy”, skriver Elliott (s. 58). Man kan godt diskutere, hvad det betyder, at mennesker er selvbestemmende.

Alle mennesker er i en vis forstand et produkt af deres historie og dermed de kontekster, de er indgået i. Man “lærer” at blive et subjekt, et menneske og en borger, hvilket også indebærer, at man er dybt påvirket af mange faktorer. Mennesker må også forstås som relationelle fænomener. Men uanset, at autonomi ikke nødvendigvis betyder, at den enkelte er uden påvirkninger og kun overladt til sig selv og sin samvittighed, så er relativ selvstændighed uomgængeligt for en forståelse af mennesker i en moderne kontekst.

Overførsel af “agency” til algoritmerne er ikke noget, der ligger i teknologien i sig selv. I denne antologi forstås teknologi relationelt på den måde, at teknologien på den ene side tilskrives agens - teknologien gør noget - men på den anden side indgår den altid i en sammenhæng. Teknologi er et relationelt fænomen, som Kamil Fillipek skriver i kapitlet ´Theorising Artificial Intelligence as Practice´: “[What] really matters is not just what we formally call AI, but rather how people actually use and shape it, how they practice AI…. AI is conceptualised not as a monolithic, inelastic construct derived from abstract principles but rather as a dynamically evolving, negotiable, and temporally contingent socio-technical entity. AI is thus viewed as a relational phenomenon”.

Winiarska-Brodowska og Feher diskuterer journalismens betingelser i det algoritmiske samfund; i en tid med kunstig intelligens. De taler om, hvordan algoritmer spiller en afgørende rolle i afviklingen af en velfungerende offentlighed, hvor man kan debattere og være uenige på en mere eller mindre rationel måde. Man kan argumentere for, hvordan det samfund, vi er fælles om, skal udvikle sig. Men som så mange andre også har konstateret, så er denne offentlighed ikke så velfungerende mere.

Den nuværende offentlighed er “disrupted and disconnected”, og det kommer til udtryk gennem “two fundamental changes: first, the proliferation of social and digital media, which has increased the dispersion and cacophony of public voices: second, this fragmentation of publics has led to and ‘inability to communicate actress differences’ (s. 105). Det er også dette, der ofte bliver kaldt ekkokamre og filterbobler, som jo netop fremkommer, fordi algoritmer spiller en afgørende rolle i, hvilke informationer og nyheder, man kommer i kontakt med. Denne karakteristik er nok noget forsimplet, men man kan observere, at umuligheden af at kommunikere på tværs af uenigheder spreder sig. Der er mange beretninger om, hvordan befolkninger oplever sig som mere og mere splittede.

De to forfattere argumenterer for, at denne situation gør det journalistiske arbejde og nyhedsdækningen endnu mere vigtig. “Journalism seeks to observe and communicate what it learns of social importance, something called news, and in doing so is always in the process of creating a public by bringing it into synchronised conversation with itself”, som de citerer S. Reese for (s. 107). Algoritmisering kræver en ny udvikling af det journalistiske arbejde, hævder forfatterne, men det er vanskeligt at se, hvordan dette bidrager til en del af løsningen, da nyhedsstrømme er så inficerede af falske nyheder, trollehære, misinformation. Men det er fint at opretholde et håb om, at man kan fastholde en vis standard gennem medierne, og at dette kan være med til at afværge de værste konsekvenser af, at samfundet bliver mere og mere påvirket af algoritmer.

Der er mange andre perspektiver at hente i antologien. Christoph Lutz diskuterer, hvordan den øgede ulighed også hænger sammen med algoritmiseringen og privatejede platformes forretningsmodeller. Der er også kapitler om, hvilke narrativer og diskurser, der findes om kunstig intelligens, og om hvordan kunstig intelligens besidder bias, når det kommer til race og køn.

Det er nok algoritmer, der afgør, om du får kendskab til denne anmeldelse, og så kan man tænke over, om det er godt eller skidt.